REFERAT: BRIGHTON – ARSENAL

Den 26. december tog Arsenal-mandskabet sydpå for at møde Brighton and Hove Albion. En kamp, som havde stor betydning for forhåbningerne om top 4, da både Tottenham og Manchester United vandt tidligere på dagen.

Med småskader til Bellerin, Monreal og Mustafi, samt langvarige skader til Mkhitaryan, Welbeck og Holding, var truppen præget af mange unge spillere. Ligesom mod Burnley startede Mesut Özil, hvilket gav indikationer om en meget boldbesiddende kamp. Ligeledes startede Torreira og Guendouzi på midtbanen, selvom begge ville komme i karantæne hvis de modtog et gult kort, og dermed misse kampen mod Liverpool på lørdag. Emery havde udtalt, at grunden til dette var, at kampen mod Brighton er lige så vigtig som den mod Liverpool.

Startopstillingen så således ud:

Leno

Lichtsteiner – Sokratis – Koscielny – Kolasinac

Torreira – Xhaka – Guendouzi

Özil

Lacazette – Aubameyang

Kampen startede med stor Arsenal-dominans. Vi har et godt flydende pasningsspil, med meget få fejl. Denne start resulterede i en chance til Aubameyang, hvor han forsøgte at loppe den over Mathew Ryan i Brighton målet.

Dominansen forsatte herefter, hvilket endte med en lidt rodet 1-0 scoring fra Aubameyang, efter Lacazette erobrede bolden efter et hidsigt pres. Et mål lige efter Unai Emerys bog. Dette kampbillede forsatte efter scoringen. Efter 20 minutter havde Arsenal en boldbesiddelse på 70 procent, og Brighton havde nærmest ikke haft bolden oppe omkring Bernd Lenos felt.

Dette ændrede sig dog efter 24 minutter, hvor Glen Murray stod for Brightons første chance. Bolden går egentlig i mål, men der bliver dømt frispark på Leno, derfor talte målet ikke. Herefter vågnede publikum på Falmer Stadium op, og Brighton kom mere ind i kampen.

Efter 30 minutter får Aubameyang en kæmpe chance, som han normalt sætter ind. Sådan nogle chancer skal sættes ind, så kampene kan dræbes hurtigst muligt. Noget som har været en stor mangelvare i denne sæson i Premier League, hvor vi kun en gang er gået til pause med en føring.

Dette skulle også vise sig at koste i denne kamp, da Brighton scorede til 1-1 efter 35 minutter. Brighton scorede på en kontra efter hjørne, hvor Lichtsteiner viser noget usikkert forsvarsspil, da han headede Locadia helt fri, som derefter scorer stensikkert på Bernd Leno. De næste fem minutter dominerede Brighton, dog uden det blev rigtig farligt. Halvlegen sluttede af uden flere store chancer. Emery og spillerne havde nogle ting at tænke over i pausen. Generelt skal vi have bedre tilbageløb, og score på vores chancer tidligt i kampene. Hvis man skal gøre sig forhåbninger om top 4, bliver vi nødt til at blive bedre på disse områder.

Efter pausen blev Iwobi skiftet ind i stedet for Özil. Anden halvleg startede med et pres fra Brighton, hvilket resulterede i en chance efter 49 minutter, efter endnu en kontra på et hjørnespark. Arsenal mandskabet kom generelt dårligt ud efter halvlegen.

Efter 59 minutter får Pröpper en kæmpe chance. Konsekvensen af presset fra Brighton bliver, at fødselaren Aaron Ramsey erstatter Lacazette efter en times spil, så vores midtbane kunne blive lidt mere kompakt. Effekten af dette udeblev dog umiddelbart.

Efter 70 minutter blev anføreren Laurent Koscielny udskiftet med Maitland Niles, hvorefter vi gik over til en fembackskæde, hvor Granit Xhaka igen faldt ned og spillede midterforsvar og Maitland Niles som offensiv højre back. Dette resulterede øjeblikkeligt i, at Arsenal blev mere dominerende og spillet blev rykket højere op på Brightons banehalvdel. Herefter begyndte Arsenal at manifestere et lille pres mod Brighton.

Det var dog Brighton, der fik den næste chance, da March fik en chance efter han løb dybt på det højtstående Arsenal forsvar. Herefter bølgede initiativet frem og tilbage. Den store chance udeblev og kampen sluttede 1-1. Et helt fair resultat. Kampen kunne dog være endt anderledes, hvis vi havde scoret på vores chancer i starten af kampen.

Tilbage sidder man med en frustreret følelse. Spillet fungerede kun de første tyve minutter, vores defensiv ser rystende usikker ud, og vores helt løntunge stjerne, Mesut Özil, fungerer ikke to kampe i streg. Resultatet betyder, at Arsenal er på fjerdepladsen i tabellen med 38 point i 19 kampe. Næste opgave bliver mod det særdeles formstærke Liverpool på Anfield.

Indkøbskurv