Højre fod, venstre fod, dynamisk omkring eget – og modstanderens felt. Det lyder til forveksling som en vis Santi Cazorla. I virkeligheden er det bare 17-årige Charlie Patino. En 17-årig gut, der ligesom Cazorla kan vriste sig fri af sine modspillere på selv de mindste områder, som netop nu er på nippet til at katapultere op på førsteholdet.
I sommeren 2015 var der stor furore omkring, at Arsenal kun fik hentet Petr Cech i transfervinduet frem mod sæsonen, hvor Leicester endte med at tager mesterskabet. Et mesterskab, som mange engelske fodboldfans, så Arsenal til at være favoritter. Samme sommer nåede Arsene Wenger og Arsenal dog også skabe overskrifter i både England, Danmark og resten af Fodboldeuropa, da en 11-årig knægt ved navn Charlie Patino blev hentet til Arsenals akademi Hale End. Manchester City, Tottenham og Chelsea blev alle fejet til side, da Arsenal i sidste ende kunne tilbyde den bedste pakke, der kombinerede uddannelse og ungdomsfodbold. ”Bedre hjerner, skaber bedre spillere”, som han selv har udtalt.
Med en overgangsum på 10.000 pund, kan denne transfer seks år senere ende med at blive guld værd for The Gunners. For lige nu er Patinos på alles læber i og omkring Arsenal, og alt tyder på, at det ikke ligefrem kommer til at ændre sig med den udvikling, midtbanespilleren har gang i.
Vandpytteelegance
Patino er vokset op igennem Arsenals ungdomsrækker og har i det sidste år været en fast del af Arsenals U23 hold. Patino har konstant bokset over sin egen vægtklasse og fik som 14-årig allerede debut på Arsenal U18-hold i 2019, ligesom han i samme sæson nettede 24 gange og lavede 15 assist for U16-mandskabet. Det store gennembrud for Patino var på en drivende våd græsplane i Cheltenham, da Arsenals U18-hold i en FA Youth Cup-kamp besejrede hjemmeholdet Cheltenham Town efter straffespark. Ikke mange spillere formåede at finde deres spillemæssige kvaliteter frem i den silende regn, men selv under de vanskellige omstændigheder, var Patino som et solstrejf i en vandpyt. Kølighed på bolden, snorlige diagonalafleveringer og en konstant tilstedeværelse for sine medspillere i opspilsfasen. Folk begyndte at viske og tiske på lægterne, og skuespiller og Arsenal-fan Tom Watt, som var til stede den aften, var ikke et sekund i tvivl om, at han havde været vidner til at have overværet en spiller med en stor fremtid foran sig.
Den nu 17-årige Patino har trods corona-pandemiens omstændigheder gået et gear eller to op siden den regnvåde affære i Cheltenham og anses nu sammen med Omari Hutchinson for at være de store stjerner på U23-holdet, særligt efter at Miguel Azeez blev sendt på leje i Portsmouth. Senest har han båret anførerbindet for U23-holdet, hvilket kun har virket til at skabe en større tro på egne evner og forbedre hans præstationer på banen.
Den spanske skole
Med to spanske forældre er Patino vokset op som FC Barcelona, hvor hans store idol var den spanske elegantier, Andres Iniesta. Patino har derfor fra barnsben været optaget af de spanske spillertyper, særligt på midten af banen og forsøgt at emulere sit spil op omkring spillere som Iniesta.
Som spillerprofil beskriver Patino sig selv som en boks-til-boks-midtbanespiller, der er god med begge fødder til at levere både korte og lange afleveringer af kvalitet. Patino har opbygget en fornuftig spilforståelse, der giver ham en god forståelse for rum og medspilleres placeringer, ligesom hans flotte teknik giver ham en stærk fordel i at holde sine modstandere fra bolden.
I et interview med fodboldpodcasten ’The Next Step’ fra maj 2020 beskrev Patino, at han gerne så sig selv arbejde på at blive hurtigere på de første 10-15 meter for både at komme hurtigere væk fra sine medspillere, men også for at blive bedre i hans tilbageløb. Arsenal har i den forbindelse hyret en specialtræner kun til at hjælpe midtbanespilleren i dette aspekt af sit spil og noget tyder på, at træningen har båret frugt. Da Arsenal i weekenden nedlagde et profilstærkt U23 Manchester United-hold beviste midtbanemand net i løbet af mindre end ti sekunder. Med en aktion generobrede han bolden fra en Manchester United-spiller, før han i sin næste aktion dirigerede sig selv rundt om fire Manchester United-spillere. Vel og mærke blev både Phil Jones, Teden Mengi og målmand Dean Henderson, der alle har spillet førsteholdskampe for Manchester United, sat til vægs af Patinos nålestikkende løb igennem United-forsvaret. Jones og Henderson måtte sågar forgæves ned i knæ og kunne som to engelske landsholdsspillere se en af fremtidens landsholdsstjerne funkle for øjnene af dem.
Selvom Patino i denne sekvens på smukkeste vis viser sig frem i den sidste tredjedel af banen, bliver han oftere og oftere brugt, som en dyberliggende playmaker. En spiller, der kan tage bolden til sig og vende forsvar til angreb med agressive og præcise bolde spillere i den offensive spillerkæde. Med sin atletisme og teknik har Patino allerede gode forudsætninger og kan med yderligere fysik og hurtighed gør sig endnu mere brugbar i 6ér positionen.
Bedre end Wilshere
For mange utrænede fodboldøjne kan Patino fremkomme som noget af en internetsensation, der med flotte piruetter og driblinger gør sig godt i en YouTube-video, men som i sidste ende ender med at blive bedømt som letvægt uden for internetportalerne. Virkelighedens øjne har dog også aflagt deres dom, og efter alt at dømme, så er wow-oplevelsen den samme som i highlights-pakkerne. Patino blev hentet til Arsenal på baggrund af en anbefaling fra samme person som i sin tid også scoutede Jack Wilshere i 2001. Det opdagende sæt øjne tilhører Sean O´Conner, der er overbevist om, at Patino er det største talent på Arsenals akademi siden Wilshere. Faktisk tror han endda, at han kan blive endnu bedre end ’Super Jack’, som også i sin tid blev hentet til fra Luton. Det har en anden Arsenal-scout, Brian Stapleton, fortalt til fodboldmediet goal.com:
”Sean O´Connor sagde til mig, at Charlie er den bedste spiller, som nogensinde er gået igennem dørene på Hale End. Drengen har så meget potentiale, men er der ikke helt endnu.”
Spåmanden Nelson
Også inde for kridtstregerne hersker der heller ikke den store tvivl omkring, at Patino kan blive den nye publikumsfavorit på Emirates Stadium. Den venstrefodede midtbanespiller har siden starten af sidste sæson fået lov til at træne med førsteholdet og har særligt i denne sæson taget regelmæssigt i del i Mikel Artetas træningspas. Reiss Nelson, der netop er blevet sendt på leje til hollandske Feyenoord, lagde for nyligt et Instagram-post ud med et billede af Charlie Patino med følgeteksten: ’Remember the name’. Nelson var selv for et par tilbage en af dem, mange inde og uden for Arsenal, man mente, man skulle holde øje med.
Da Nelson i 2018 i samtale med journalist David Ornstein talte om andre Arsenal-talenter som Nketiah og Joe Willock, stoppede han journalisten og forklarede ham, at han skullle rette fokus andetsteds:
”Der er kun én, du skal lægge mærke til, og det er Saka. Den dreng kan gøre ting, som du ikke har set på en fodboldbane før.”
Saka var dengang kun 16 år, så noget må tyde på, at Nelson udover sine driblemæssige færdigheder også har et gedigen næse for talent. Forhåbentlig får Nelson endnu engang ret i hans forudsigelser, så Patino i fremtiden kan gå hen og brillere i fællesskab med Saka.