PÅ HØJE TID AT INTEGRERE SALIBA

Efter lejemål tre sæsoner i træk er afgørelsens time kommet for det franske forsvarstalent William Salibas fremtid i Arsenal. Der er næppe et bedre tidspunkt end nu til at forlænge med Saliba og integrere ham i førsteholdstruppen, hvor han vil kunne være en rotationsmulighed med højt niveau.

Siden Arsenals erhvervelse af Saliba i sommeren 2019 har fodboldverdenen været bevidst om den unge forsvarers store talent og potentiale. Sammenligninger med den franske forsvarsveteran Raphaël Varane er blevet slynget ud i flæng, og hans modenhed og kvalitet i forsvarsspillet med og uden bold var evident selv i hans unge år i Saint Etienne. Og dog bedømte man ved købet i 2019, at Saliba trængte til mere erfaring, inden han kunne blive en fast mand i Arsenals førsteholdstrup. Denne tilgang har man holdt fast ved siden, og Saliba har tre år efter skiftet til Arsenal stadig til gode at spille en officiel kamp på førsteholdet. Derimod er det blevet til rigeligt med spilletid i Ligue 1, hvor hans minutantal er steget stødt fra sæson til sæson. Således har han i indeværende sæson spillet i stort set alle Marseilles ligakampe, hvor han har været en essentiel faktor i en sæson, der med høj sandsynlighed resulterer i den sydfranske klubs kvalifikation til Champions League i kommende sæson. Også på personligt plan har Salibas 21/22 sæson været en enorm succes. I skrivende stund er han netop blevet kåret som årets unge spiller i Ligue 1, ligesom han er inkluderet i midterforsvaret på Ligue 1’s officielle årets hold. Der skal altså ikke herske tvivl om, at Salibas talent er opblomstret over årene, og at hans potentiale nu for alvor er begyndt at bære frugt. Med et glimrende pasningsspil, styrke og soliditet i duellerne, samt en fremragende evne til at læse spillet er Saliba i gang med at udvikle sig til en ideel moderne forsvarsspiller, der vil passe fremragende ind i Artetas system.

Usikkerhed om fremtiden

Mens dette lyder som den rene søde musik i ørerne hos Arsenal-fans, er der dog som bekendt godt med støj på linjen, når det kommer til Salibas fremtid i Arsenal. Selv har forsvarsspilleren udtalt, at han er glad i Marseille, ligesom han ikke udelukker, at han igen er at finde i de middelhavsblå farver i næste sæson. Omvendt er han også citeret for at sige, at han aspirerer til at bevise sit værd i London, men at førsteholdsfodbold er et krav, hvis han skal tørne ud for Arsenal i den kommende sæson. Det er således meget svært at spå om Salibas fremtid; en fremtid, hvor der lige rundt om hjørnet venter et VM, som franskmanden i høj grad har på radaren, efter for nyligt at være blevet udtaget til landsholdet for første gang.

Blandt andet af denne grund vægter den synlighed, som førsteholdsfodbold giver, allerhøjest i Salibas prioriteringer. Med europæisk fodbold sikret i den kommende sæson burde der være rig mulighed for den unge franskmand for at få masser minutter som både starter og indskifter i de hjemlige turneringer og på den europæiske scene.

Selvom der tidligere har været sået tvivl om Artetas begejstring for den unge franskmand, der som bekendt blev hentet under Unai Emery og af en anden konstitution i den sportslige ledelse i klubben i 2019, har Arteta selv været ude og udtale, at alt går efter planen med Saliba. Efter alt at dømme på Artetas udtalelser, har den interne plan med spilleren været, at han i endnu en sæson skulle ud og tilegne sig erfaring og vokse som spiller i en udfordrende liga, hvorefter en vej ind i Arsenals førsteholdstrup skulle være sikret.

Dette er da også blevet bekræftet efter at sæsonen er kommet til sin ende, hvor Arteta har udtalt, at Saliba er nødt til at vende tilbage til klubben, og at hans lejemål har været begrundet manglende mulighed for spilletid og erfaring i Arsenal i de forgangne sæsoner. Ligeledes har den franske avis L’Équipe skrevet, at klubben har informeret Saliba om, at han vil være en vigtig del af truppen i den kommende sæson, og at et tilbud om kontraktfornyelse skulle være undervejs. Derfor peger meget i retning af, at vi kan se tørne ud for Arsenal i den kommende sæson, om end vi endnu mangler nye reaktioner og udtalelser fra Saliba ovenpå disse meget klare meddelelser fra Arteta og Arsenal. Vi må således vente i tålmodighed på, at sagaen om Saliba bliver afklaret henover sommeren.

Det afgørende element

At give slip på et så åbenlyst talent og en spiller, der sandsynligvis har en kometkarriere i vente over de næste sæsoner, vil være kriminelt. Derfor bør det være helt oplagt for klubben at tilbyde ’Wilo’ en ny kontrakt med lovning om masser af førsteholdsfodbold i den kommende sæson på tværs af turneringer.

Udover den åbenbare fordel det vil være, at have en spiller af Salibas kaliber i truppen, vil hans tilstedeværelse bidrage med nødvendig konkurrence til det etablerede midterforsvar i Ben White og Gabriel. Arsenals sæsonafslutning har på alle positioner vist, at faldet i niveau fra start ellever til bænk er for stort, og Saliba vil i midterforsvaret være med til at afhjælpe dette problem. For at bevare det attraktive i en etablering i Nordlondon er det dog vigtigt, at det klargøres for Saliba, at han ikke skal være bænkevarmer og ren backup. Som Manchester City og Liverpools modeller tydeligt har vist over de seneste sæsoner, er det mest bæredygtige for at komme til tops i engelsk fodbold at have mindst tre spillere, der har kvaliteten til at starte i det centrale forsvar i forskellige konstellationer.

At have Saliba, Gabriel og White som en stærk trio med Holding som solid backup burde på papiret være opskriften på at tage Artetas projekt til næste niveau, når det kommer til defensiven. Ligeledes vil den øgede mængde af kampe i den kommende sæson med europæisk deltagelse kræve, at der kan aflastes og roteres i start elleveren. At indlemme Saliba som roterende starter på førsteholdet vil således være den nemme løsning på både Arsenals breddeproblem, samt på manglen af kvalitet i bredden. Man vil kunne være tilfreds med bredden i det centrale forsvar og kun fokusere sine økonomiske midler på backs, samt kvalitet på midtbanen og i angrebet.

William Saliba kan derfor ende med at blive en nøgle, der både afhjælper kortsigtede problemer i Arsenals trup, ligesom hans tilstedeværelse vil bidrage til at bringe klubben til det næste niveau, vi som fans er blevet lovede af Artetas proces. Det er en proces, hvor man må forvente fortsat tydelig fremgang, der næste år meget gerne skulle kaste en Champions League kvalifikation eller et trofæ af sig. Et af fodboldens største forsvarstalenter og en af de bedste spillere i franske Ligue 1 i forgangne sæson vil ubetvivleligt kunne tilføre holdet en del af den kvalitet, der skal til for at realisere disse målsætninger. Derfor må klubben agere effektivt i sommerens transfervindue for at sikre sig det franske guldkorns signatur.

Indkøbskurv