Arbejdsgruppe for øget nordisk turismesamarbejde
Efter en meget flad afslutning på forrige sæson, spirer forventningens glæde nu igen hos de fleste Arsenal-supportere. Klubben står markant stærkere nu, end mange frygtede efter kvalifikationen til Champions League mislykkedes forrige sæson. Prominente indkøb som Nicolas Pepe og Kieran Tierney er en realitet, og optimismen er genfundet i den røde del af Nordlondon.
Af Malthe Graungaard Bech
Der er sket mange ting i klubben i løbet af sommeren. Sommeren startede med at flere prominente fangrupperinger startede kampagnen #WeCareDoYou. Kampagnen var en måde at udtrykke utilfredshed for Arsenal supportere i hele verdenen. Kritikken var først og fremmest rettet imod klubbens formand, Stan Kroenke, og omhandlede blandt andet kritik af bestyrelsen, den tamme stemning på Emirates Stadium og en forfejlet transferstrategi.
Om kampagnen havde en effekt hos Kroenke skal forblive usagt, men transferaktiviteten denne sommer har været uhørt høj. Seks nye spillere er kommet til klubben, heriblandt rekordkøbet Nicolas Pepe. Head of Football Raul Sanllehi og den tekniske direktør Edu, har derfor haft en travl sommer, men har formået at genvinde tilliden til mange supportere rundt i verdenen. Det har haft en enorm betydning for fansene, at klubben har været villig til at bruge en betydelig sum penge for at forbedre holdet. Drømmen om Champions League lever i den grad.
Samtidig er der blevet ryddet op i truppen, hvilket har resulteret i akademispillerene Carl Jenkinson og Alex Iwobi ikke længere er at finde i klubben. Væk er også flere velkendte navne som Aaron Ramsey, Petr Cech, Laurent Koscielny og David Ospina. Mest chokerende var Koscielnys transfer. Havde han håndteret situationen anderledes eller fuldført sin kontrakt, havde han måske fået en afskedskamp på Emirates Stadium for sine mange gode ord som trofast Arsenal-spiller, men i stedet er han nok ikke velkommen i klubben længere. Desuden har Unai Emery udtalt at der højst sandsynligt bliver tømt yderligere ud i truppen. Alt i alt virker Arsenal truppen mere trimmet og klar til Premier League-starten.
En god start er vigtig
Premier League starter for Arsenals vedkommende mod Newcastle på udebane. En udmærket modstander som har sine kvaliteter, men hvor Arsenal må betegnes som favoritter. Traditionsklubben har fået handlet godt ind, men har måtte skifte den populære manager Rafael Benitez med den tidligere Sunderland manager Steve Bruce. Umiddelbart virker det til at være en fordel at møde den nordengelske klub i starten af sæsonen, før de offensive nyindkøb, Joelinton og Allan Saint-Maximin, bliver for sammentømret. Herefter møder man Burnley på hjemmebane, hvor en sejr er et must.
Herefter bliver sværhedsgraden skruet gevaldigt op. En tur til Anfield og en hjemmekamp mod lokalrivalerne fra Tottenham er de efterfølgende udfordringer. Det er kampe, hvor der ikke er garanti for point, og netop derfor er det ekstra vigtigt at komme godt fra start i de to første kampe. Det handler ikke om at sætte sig selv under unødigt pres i starten af sæsonen, samtidig med at det er vigtigt for klubben at holde det positive momentum kørende, nu hvor store dele af fanbasen ser sig tilfreds med sommerens aktiviteter både på og uden for banen.
Betydning af skader
De to unge forsvarsspillere Hector Bellerin og Rob Holding startede forrige sæson forrygende, og begge er nu tilbage på træningsbanen – Holding sågar tilbage i fuld træning. Det kommer til at føles som to nye signings når de vender tilbage, og vil forhåbentligt være med til at styrke den noget vakkelvorne defensiv. Nyindkøbet Tierney ankommer også skadet til Arsenal og vil først være kampklar om fire til seks uger. Når alle er tilbage i fuldt vigør, kan Arsenal forsvar se markant forbedret ud.
Generelt kommer sæsonen til at afhænge af, om nøglespillere kan holde sig skadesfri det meste af sæsonen. Da Aaron Ramsey blev skadet mod slutningen af forrige sæson, begyndte resultaterne at svigte. Ligeledes kunne man forstille sig, at vores resultater i denne sæson afhænger meget af, om nøglefigurer som Pierre-Emerick Aubameyang, Alexandre Lacazette og Lucas Torreira holder sig skadesfri.
Netop Lacazette blev skadet under pre season og er nu tvivlsom til kampen mod Newcastle. Ligeledes er både Mesut Özil og Sead Kolasinac ikke udtaget til kampen af sikkerhedsmæssige årsager, mens Nicolas Pepe muligvis også bliver hjemme i London. Det kan altså være et noget amputeret hold, der stiller op på St James Park.
Forventninger til sæsonen
Selvom forventninger er blevet skruet gevaldigt op de seneste par uger, sidder man stadigvæk med følelsen af, at Arsenals defensiv kan komme til at koste dyrt. Linket mellem midtbane og forsvar er mildest talt rystende nogle gange, og generelt er defensiven præget af mange individuelle fejl. Med købet af David Luiz får man en spiller, der ikke er bange for at tage chancer, hvilket naturligt har resulteret i adskillige kostbare fejl igennem sin tid i Chelsea. Det bliver spændende at se, om han kan være med til at stabilisere defensiven eller kommer til at bidrage til usikkerheden. Desuden mener jeg, at han generelt ligger mange gode dybdebolde nede fra forsvaret og kan måske være med til at tilføje en ny dimension til angrebsspillet.
Der er nok ingen fans, der forventer, at Arsenal bliver engelske mestre, men det er alligevel noget af en skæbnesæson, Emery står foran. Succeskriteriet må være at kvalificere sig til Champions League til næste sæson. Så er det egentlig ligegyldigt, om det er igennem Europa League eller top fire i Premier League. Alt andet vil være skuffende.
En ny sæson står for døren og jeg glæder mig til, at den bliver sparket i gang. God sæson.