Lørdag den 29. august fortsætter forberedelserne til sæsonen 2020/2021. De forsvarende FA Cup-vindere skal møde Premier League mestrene fra Liverpool i et opgør, der efterhånden er blevet en glorificeret træningskamp. I denne artikel kigger vi på Arsenals historie i det forhenværende Charity Shield, kampdagens modstander fra Merseyside og et bud på Mikel Artetas taktik og startopstilling.
Når Arsenal i weekenden betræder græsset på Wembley er det 23. gang, at klubben deltager i Community Shield. The Gunners har vundet trofæet 15 gange, hvoraf en af dem er delt med ærkerivalerne fra Tottenham, fordi man indtil 1993 delte trofæet ved uafgjort. Det vil være tredje gang, at Arsenal møder Liverpool i Community Shield, hvor holdet fra Anfield har vundet to af de tre foregående møder. Dog var det Arsenal der vandt det seneste opgør i 2002. De to nederlag findes tilbage i 1989 og 1979.
Ligesom med FA Cuppen, har Arsenal været ret succesfulde de seneste år i Community Shield. Faktisk har man vundet pokalskjoldet tre gange siden 2014, hvor man har slået Manchester City og to gange Chelsea. Arsenals seneste sejr er blot tre år gammel, da holdet i 2017 slog Chelsea efter straffesparkskonkurrence.
Mestrene fra Merseyside
Det er nok ikke gået forbi fodboldfans opmærksomhed, at modstanderen fra Liverpool kommer til kampen ovenpå en yderst succesfuld sæson. De blev ikke bare Premier League-mestre, de ejede ligaen nærmest fra start til slut. Med 99 point, og et hul på 18 point ned til sølvvinderne fra Manchester City, er der ingen tvivl om, at Arsenal møder en af verdens bedste fodboldhold i weekenden.
Liverpool har haft en uges længere ”sommerpause” end Arsenal, da holdet fra Merseyside ikke skulle deltage i Champions League-slutspillet i Portugal, imens Arsenal spillede FA Cup finale en uge efter Premier League sluttede. Det betyder også, at Liverpools pre-season startede før Arsenals.
Liverpool har således allerede spillet venskabskampe imod Stuttgart og Red Bull Salzburg, og næsten alle deres førsteholdsspillere har fået minutter i benene. Arsenal har derimod kun spillet én venskabskamp, mod MK Dons tirsdag, og det var uden størstedelen af A-truppen. Dette kan være en fordel for Jürgen Klopps mandskab på lørdag, hvor Mikel Arteta kan troppe op med en masse spillere, der lige er kommet hjem fra ferie.
Et bud på Artetas udvalgte
I kampen mod MK Dons tirsdag aften var der en stor del af Arsenals normale førsteholdstrup, der ikke var til stede. Vigtige navne som Alexandre Lacazette, Nicolas Pepe, David Luiz, Hector Bellerin og den nye signing Willian m.fl. var blevet efterladt hjemme i London. Det gav i stedet plads på bænken til en masse ungdomsspillere, som havde været i gang med forberedelserne i væsentligt længere tid end førsteholdet.
Til gengæld var der uofficiel debut til den længeventede forsvarsfrelser William Saliba. Franskmanden fik 45 minutter og viste allerede glimt af de evner som gjorde, at man lagde knap 25 millioner pund for ham sidste år. Bernd Leno var også tilbage på kassen, hvilket var hans første optræden sin skaden fra kampen mod Brighton i juni måned.
Mikel Arteta har endnu ikke lavet de store udskiftninger i truppen. Derfor stillede han også holdet op i den samme 3-4-3, som han sluttede sidste sæson af med. Og meget tyder på, at det også er det system spanieren kommer til at bruge på lørdag mod Liverpool. Han har allerede slået Klopp med netop det system, om end det nok var mere held end forstand, der afgjorde kampen på Emirates i juli måned.
Til trods for at flere førsteholdsprofiler ikke har spillet et eneste minut i denne sæson, regner vi med et stærkt hold fra Mikel Arteta. Der kan snige sig en håndfuld ungdomsspillere med på bænken, men forvent et hold, som ligner det, der skal starte den nye sæson imod Fulham den 12. september.
Startopstilling (3-4-3) mod Liverpool, Community Shield:
Bernd Leno: Tyskeren er tilbage fra skade og tilbage i buret. Emi Martinez sluttede sæson stærkt af, efter Leno måtte sættes på sidelinjen, men argentineren er en af de sidste spillere der er kommet hjem fra ferie. Det er ikke utænkeligt, at de får en halvleg hver.
William Saliba: Den franske teenager går fra debut til ilddåb, når han formodentligt skal stå overfor Sadio Mane på lørdag. Arteta skal se sit stortalent an og hvilken bedre anledning end mod en af verdens bedste angribere.
David Luiz: Brasilianeren har ikke fået minutter endnu, men han er generalen i forsvaret, og Arteta får brug for Luiz’ evner på bolden. Han får måske kun en halvleg, nu hvor Rob Holding allerede har fået lidt minutter i benene mod MK Dons.
Kieran Tierney: Selvom skotten er klart bedst, når han får lov til at styrte op og ned ad venstre flanke, så er der lige nu ikke nogen bedre end ham til den venstre stopper. Holding kunne også starte her, hvis Arteta gerne vil have Tierney på wingbacken.
Hector Bellerin: Den spanske modeguru har været på rygtebørsen denne uge, men det samme har Ainsley Maitland-Niles, og han spillede ufortrødent i går. Cedric Soares har flere minutter i benene, så det kunne også være portugiseren der starter. Her kunne de også dele i porten og hver får 45 minutter.
Mohamed Elneny: Tænk at man skulle forbinde det navn med Arsenal igen. Egypteren spillede en fin kamp imod MK Dons, hvor han tilmed bragede bolden i kassen fra 40 meter, godt nok på et tomt mål. Der er ingen andre åbenlyse makkere til Granit Xhaka lige nu, da Dani Ceballos er tilbage i Madrid, og man næppe når at hente en ny på transfermarkedet inden lørdag. Lucas Torreira får maksimalt en halvleg, så forvent lidt egyptisk balancespil på midten af banen.
Granit Xhaka: Måske Artetas vigtigste mand efter coronapausen. Han bliver endnu engang vigtig i kampen på midten af banen. Der er ikke nogen spiller i truppen lige nu, som truer schweizerens plads.
Ainsley Maitland-Niles: Arteta vil gerne beholde ham, rygterne siger han gerne vil væk. Den unge englænder sluttede sidste sæsons flot af på venstre wingback, derfor starter han også imod Liverpool. Alternativet er Tierney eller måske Bukayo Saka.
Bukayo Saka: Sidste sæsons komet, nu med nummer syv på ryggen. Med en assist imod MK Dons har englænderen åbnet for kontoen og er klar til mere imod de forsvarende mestre. Nicolas Pepe kunne også få lidt minutter i anden halvleg.
Eddie Nketiah: Arteta er meget glad for Eddie og da Alexandre Lacazette ikke har fået minutter endnu, er det meget sandsynligt, at englænderen starter og franskmanden først bliver introduceret i løbet af anden halvleg.
Pierre-Emerick Aubameyang: Kunne det være andre? Arsenals bedste spiller og vigtigste afslutter. Han skal forsøge at løbe om hjørner med Trent-Alexander Arnold og Joe Gomez. Kaptajnen skal meget gerne have gang i målstøvlerne, inden sæsonen rigtigt går i gang. Hold også øje med Willian, der kunne få sin debut i Arsenaltrøjen.
God kamp og Come on you Gunners!