OPTAKT: S.L. BENFICA – ARSENAL

Der er lagt i kakkelovnen til en tæt og neglebidende dyst, når Arsenal og Benfica støder ind i hinanden i deres første af to indbyrdes opgør torsdag aften.Der venter derfor The Gunners to vanskellige kampe, hvor kanonen skal være skarpladt for at få ram på de røde ørne fra Portugal.

Fokus på S.L. Benfica

Sport Lisboa e Benfica blev grundlagt tilbage i 1904 og har en meget stolt og glorværdig historie bag sig. Klubben er lokaliseret i den portugisiske hovedstad Lissabon, hvor også lokalrivalerne fra Sporting Lissabon huserer. Benfica er historisk set storebroren i det forhold, selvom Sporting i øjeblikket suverænt fører ligaen 13 point foran Benfica. Gennem årene er det blevet til hele 37 ligatrofæer, 28 cuptrofæer og to Champions League-trofæer for de rødklædte fra Lissabon. De to Champions League-trofæer kom tilbage i 1961 og 1962. Dengang var den portugisiske Ballon d’or vinder, Eusebio, holdets ubestridte stjerne. Tro det eller lad være, men han scorede utrolige 473 mål på blot 440 kampe for Benfica, og er klubbens mest scorende spiller nogensinde. Han døde 5.januar, 2014 og blev 71 år gammel.

 class=
Legenden Eusebio står støbt i bronze foran Estadio Da Luz.

Benfica har i nyere tid spillet sig frem til finalen i netop Europa League. Første gang var i 2013 mod Chelsea, hvor et hovedstødsmål i de døende sekunder fra Branislav Ivanovic sendte portugiserne lamslåede i græsset på deres egen hjemmebane. Allerede året efter var de atter i finalen. Denne gang mod Sevilla, men med samme mangel på skarphed i den sidste kamp af turneringen. De led nemlig et smerteligt nederlag fra ellevemeterpletten mod deres spanske modstander, og måtte derfor rejse tomhændede hjem til Lissabon.  

Benfica går under kælenavnet Águias Vermelhos, som betyder ”de røde ørne”. Klubben spiller deres hjemmekampe på Estadio Da Luz med en kapacitet på over 65.000 tilskuere – når der ikke er COVID-19 vel at mærke. Benfica har under normale omstændigheder en yderst frygtindgydende hjemmebane, kendetegnet ved den hvidhovedet havørn ved navn Vitoria, som også er afspejlet i klubbens logo. Ørnen er siden 2011 blevet trænet til at flyve rundt på stadionet for til sidst at lande på toppen af klubbens logo. Et utroligt smukt ritual og en god måde at skræmme modstanderen på og for at afmærke sit territorium på Estadio Da Luz. Desværre for Benfica kan de ikke benytte sig af dette kneb inden ”hjemmekampen” mod Arsenal, da kampen skal spilles på neutral grund på Rom olympiske stadion.

 class=
Benfica er tidligere kommet langt i Europa League, blandt andet finalen i 2013 mod Chelsea.

Benfica’s nøglespillere

Der render ikke længere verdensstjerner som Eusebio rundt i den portugisiske hovedstadsklub, men mindre kan også gøre det. En af dem hedder Luís Miguel Afonso Fernandes, men er bedre kendt som Pizzi. Han har spillet for Benfica siden 2014, men alligevel har både Jardel og Alex Almeida spillet længere tid i klubben. Pizzi er anfører på den offensive midtbane og står noteret for 311 kampe, 87 mål og 89 assists i sin lange periode i klubben. Derudover har han spillet 17 A-landskampe for Portugal, så der kan næppe stilles spørgsmålstegn ved hans enorme kvalitet. Han er med sine 31 år efterhånden i gang med karrierens efterår, men det kan bestemt ikke ses på præstationerne. Med seks mål på lige så mange kampe blev han klubbens topscorer i Europa League-gruppespillet. Pizzi er kort sagt holdets ubestridte største profil. Han er nøglen og hjernen på det portugisiske mandskab, og kan Arsenal neutralisere ham, så står de med det ene ben i næste runde. 

Darwin Núñez er kun 21 år gammel, men er den spiller, som har været direkte involveret i flest scoringer for Benfica. Alligevel er det ”kun” blevet til fire mål, da han befinder sig klart bedst i den mere kreative og assisterende rolle. Her står Núñez noteret for hele syv assists i denne sæson, hvilket er klart flest af alle i ligaen. Den unge offensivspiller er ny i klubben, men har taget den portugisiske liga med storm, hvilket sågar har kastet fire landsholdsoptrædener for Uruguay af sig, med to mål til følge. Hvis udviklingen fortsætter, er han en stjerne i svøb, der snart skal se sig om efter en større adresse. Den 21-årige angriber er fyldt med selvtillid og har ikke tænkt sig at skåne Arsenal, hvorfor Núñez er endnu en spiller, vi skal være særlige opmærksomme på.

En anden stor profil af sydamerikansk oprindelse er den brasilianske venstre kantspiller, Éverton. Éverton er en letbenet, finurlig og driblestærk spiller, som godt kan lide at udfordre sin direkte modspiller. Desuden har han også et farligt skud fra distancen, hvilket han har vist ved op til flere lejligheder. Han fik sit store gennembrud på det brasilianske A-landshold til Copa America i 2019. Her blev det til tre mål og to assists i løbet af turneringen. Faktisk forlød det sig, at også Arsenal var blandt bejlerne i kølvandet på Copa America i 2019. I denne sæson er det blevet til tre mål og fem assists i ligaen for den vævre brasilianer.

 class=
Et midtstopperpar med mere end 500 Premier League-kampe mellem sig; Jan Vertonghen (tv.) og Nicolas Otamendi (th.)

I den anden ende af banen er de i besiddelse af et stærkt midterforsvar med et enormt kendskab til netop Premier League. Det drejer sig om Nicolas Otamendi og Jan Vertonghen, som har en fortid hos henholdsvis Manchester City og Tottenham. Otamendi nåede 210 kampe med to mesterskaber, fire ligacup-trofæer og et enkelt FA Cup-trofæ til følge. Vertonghen nåede hele 315 kampe for Tottenham men uden trofæer. Det er altså et stærkt og erfarent midterforsvar, som har været afgørende for Benfica’s bundsolide defensiv i denne sæson. De har blot indkasseret 17 mål på 19 kampe i den hjemlige liga, hvilket er næst færrest i ligaen.

Hjemmebane på neutral grund – til fordel for hvem?

Begge opgør spilles midt i en COVID-19 pandemi, og da der er skærpede rejserestriktioner mellem England og Portugal, får det ligeledes konsekvenser for hvor kampene afvikles. Benfica spiller deres ”hjemmekamp” på Stadio Olympico i Rom, hvorimod Arsenal får ”hjemmebane” på Stadio Georgios Karaiskakis i Athens. Umiddelbart en fair løsning for begge parter, men alligevel er det nok Arsenal, der gnider sig i hænderne og er bedst tjent med denne løsning. Benfica har nemlig historisk set en imponerende hjemmebanestatistik, og denne sæson er ingen undtagelse. De har nemlig kun tabt én ud af deres seneste ti hjemmekampe i ligaen, hvilket gør dem til rækkens bedste hjemmehold. Arsenal har derimod lidt længere mellem snapsene på Emirates Stadium, hvor det blot er blevet til fire ud af elleve sejre. Noget tyder altså på at Benfica har det betydeligt sværere på fremmed græs, hvilket kan blive en fordel for englænderne.

Head to head og formkurve

De to hold har ikke mødt hinanden i en pointgivende kamp siden 1991. Dengang var det i sidste kvalifikationsrunde til Champions League over to opgør. Begge kampe endte 1-1, og det skulle derfor afgøres i forlænget spilletid. Her scorede portugiserne to kasser og vandt kampen 3-1.

Klubbernes seneste indbyrdes opgør fandt sted i 2017 i træningsturneringen Emirates Cup. Arsenal vandt kampen 5-2, efter mål fra blandt andre Theo Walcott, Oliver Giroud og Alex Iwobi. De tilbageværende spillere fra den kamp er Reiss Nelson, Rob Holding, Granit Xhaka, Alexandre Lacazette, Calum Chambers, Mohamed Elneny og Hector Bellerin. Måske de har opskriften på, hvordan man slår det portugisiske storhold?

Meget vand er løbet gennem åen i det nordlige London siden 2017. Dengang var Champions League et stensikkert kryds i kalenderen for Arsenal år efter år, men siden har man desværre vænnet sig til tanken om at spille Europa League. The Gunners befinder sig i skrivende stund på en historisk ringe tiendeplads, hvilket selvsagt er langt fra de ambitioner en klub af Arsenals størrelse skal og bør have. Alligevel går de ind til torsdagens kamp med fornyet selvtillid, da de i weekendens kamp besejrede Leeds med 4-2 efter en fremragende første halvleg. En kamp, hvor den ellers kriseramte stjerne, Pierre-Emerick Aubameyang, var tilbage i målscorerens rolle med sit første hattrick i Premier League. Pilen peger nu i den rigtige retning for både Arsenal og Aubameyang. Desværre er der stadig lange udsigter til en plads i top fire, hvorfor et videre avancerement mod portugiserne er påkrævet, hvis ambitionen om at vende tilbage til det fineste selskab i Champions League skal realiseres.

Benfica kom flyvende fra start og vandt de første fem kampe i sæsonen med en samlet målscore på 15-3. Alt lignede sig selv i den portugisiske hovedstad, men siden er luften gået totalt af ballonen. De har kun vundet én ud af deres sidste seks kampe. Senest måtte man nøjes med 1-1 ude Moreirense. Den resultatmæssige krise har sendt dem helt ned på en fjerdeplads. Kampen er derfor mindst lige så vitalt for portugiserne, da succes i Europa League er den eneste måde sæsonen kan reddes på.

 class=
Sidst de to hold mødtes blev det til en sand målfest, hvor blandt andet Olivier Giroud kom på scoringstavlen.

S.L. Benfica’s forventede startopstilling:

Odysseas Vlachodimos

Gilberto – Nicolas Otamendi – Jan Vertonghen – Alex Grimaldo

Everton – Julian Weigl – Pizzi – Rafa Silva

Darwin Núñez – Haris Seferovic

Skader:

Andre Almeida (brud på korsbåndet)

Jardel (lårskade)

Arsenals forventede startopstilling:

Bernd Leno

Hector Bellerin – David Luiz – Gabriel – Cedric Soares

Dani Ceballos – Granit Xhaka

Bukayo Saka – Emile Smith Rowe – Pierre-Emerick Aubameyang

Alexandre Lacazette

Skader:

Thomas Partey (lårskade)

Ciffertips

Der kræves en mandfolkeindsats, hvis Arsenal skal slå Benfica ud over to opgør. Der forventes derfor to meget svære kampe, hvilket vores ciffertips til denne kamp også vil afspejle. Benfica har mange offensive strenge at spille på, og The Gunners får svært ved at holde dem fra fadet. Pizzi, Nunez, Seferovic, Rafa Silva og Everton er bare nogle af deres dygtige og kreative offensivspillere med en sublim næse for både mål og assists, hvilket gør dem uafhængige af enkeltmandspræstationer. Deres forsvar bestående af Nicolas Otamendi og Jan Vertonghen har tilsammen over 500 Premier League kampe på CV’et, og kender derfor bedre end nogen andre til den modstand, som venter dem.

Deres svage punkt finder man på de to backs, hvor man sagtens kan forestille sig, at især Bukayo Saka kan gøre ondt på dem. Et forsigtigt ciffertip er, at den første kamp ender uafgjort, 1-1, mens Arsenal går videre over to kampe.

Kampen bliver vist på Kanal 6 med kampstart klokken 21:00.

 class=
Saka kan blive vigtig for Arsenals Europa League-ambitioner.
Indkøbskurv