OPTAKT: LIVERPOOL-ARSENAL

Når Arsenal gæster formstærke Liverpool på lørdag, er der udsigt til en yderst underholdende affære. De to hold mødte allerede hinanden i starten af november, hvor kampen endte 1-1. En kamp, hvor Arsenal dominerede med boldbesiddelsen, og begge hold kom frem til en række store chancer. Ser man bort fra dette møde, har de seneste fem kampe været målrige affærer.

Liverpool er fortsat ubesejret i Premier League og fører ligaen med seks point ned til andenpladsen, og det er altså et Liverpool-hold, der er fuld af selvtillid, som Arsenal er oppe imod. December startede godt for Arsenal, men det er lidt skuffende med kun én sejr i de seneste fire kampe. Derfor kan et positivt resultat få the Gunners tilbage på sporet igen. Lørdagens møde byder samtidig på et interessant opgør mellem de to angribere Mohamed Salah (12 mål) og Aubameyang (13 mål), som begge har været yderst målfarlige på det seneste.

Det Liverpool-hold, som Arsenal tørner ind i på lørdag, kan være uden James Milner, efter at Liverpools midtbanespiller missede kampen mod Newcastle på grund af en mindre muskelskade, hvorimod Trent Alexander-Arnold lige er returneret fra en skade. Joel Matip, Joe Gomez og Alex Oxlade-Chamberlain er fortsat skadede og er derfor ikke aktuelle til opgøret. Til gengæld ser Xherdan Shaqiri målfarlig ud i disse dage, og han spillede en afgørende rolle med to scoringer mod Manchester United den 16. december. Fabinho ligner også en, der er ved at genfinde sit gode spil fra Monaco-dagene, og det kan meget vel blive til en startplads til brasilianeren.

Arsenal drager til Liverpool med en del skader i bagkæden, og det bliver spændende at se, om Emery vælger at spille med tre i forsvaret og to wingbacks. Héctor Bellerín, Konstantinos Mavropanos og Rob Holding er alle tre definitivt ude. Shkodran Mustafi og Nacho Monreal er stadig tvivlsomme. Længere oppe på banen er Henrikh Mkhitaryan, Emile Smith Rowe og Danny Welback også uaktuelle på grund af skader.

Lørdagens opgør starter kl 18:30, og med Arsenals skadesramte forsvar med kun fire clean sheets i Premier League denne sæson og Liverpools Alisson, som har holdt buret rent tolv gange i Premier League denne sæson, er det ikke overraskende, at The Reds på papiret er favoritter. Emery har dog været god til at sætte sit mandskab op imod de store klubber, hvis man ser bort fra de to første kampe i sæsonen. Så med en måltørstig Aubameyang og en manager, som aldrig har tabt et opgør til Jürgen Klopp, er der lagt op til et saftigt topopgør, hvor begge hold har enorm interesse i at slutte 2018 af med manér.

Indkøbskurv