OPTAKT: BATE BORISOV – ARSENAL

Arsenal tager igen hul på europæisk fodbold, når de torsdag drager til Hviderusland for at spille mod BATE Borisov i et Europa League sekstendelsfinaleopgør.

Arsenal har i efterårets Europa League-gruppespil vundet fem og spillet en enkelt kamp uafgjort, og kan derfor gå ind til forårets knald eller fald-kampe med en god portion selvtillid og optimisme. Arsenal-træner, Unai Emery, har vundet Europa League ikke mindre end tre gange, og med den hårde kamp om fjerdepladsen i Premier League, kan europæisk triumf meget vel blive vejen tilbage til Champions League for The Gunners.

Af andre storhold er Chelsea, Napoli, Inter, Benfica og Emerys tidligere hold, Sevilla, stadig med i turneringen, og derfor bliver det heller ikke nogen helt nem opgave at spille sig frem til en eventuel finale i Azerbaijan i slutningen af maj. Først skal Arsenal dog i Europa Leagues sekstendelsfinaler forbi hvidrussiske BATE Borisov, som Arsenal også tidligere har mødt i Europa League-regi. I sidste sæson mødtes de to hold nemlig hinanden i gruppespillet, hvor Arsenal endte med at vinde 4-2 på udebane og 6-0 hjemme på Emirates Stadium. Det virker derfor som en overkommelig opgave for The Gunners, som har mulighed for at lægge mange kræfter i de to opgør, eftersom Arsenal ikke spiller FA Cup-kamp i weekenden.

Arsenal kan se frem til at have Denis Suarez klar til kamp, da spanieren ikke er blevet spærret på trods af at have repræsenteret FC Barcelona i Champions League i denne sæson. Ellers sidder Sokratis stadig ude med skade, mens det stadig er uvist om Granit Xhaka når at blive klar til opgøret.

Kampen fløjtes i gang kl. 18.55 dansk tid og kan ses i dansk fjernsyn på 6´eren.

Indkøbskurv