I lørdagens sene kamp, skal Arsenal hjemme på Emirates stadium revanchere det skuffende nederlag mod West Ham i sidste kamp, i en ægte 6-points kamp, hvor Chelseas forspring kan reduceres til bare 3 point.
Chelsea startede sæsonen stærkt med 5 sejre i streg, og man skal faktisk helt hen til den 24. november for at finde deres første nederlag. Siden da, har de dog været meget svingende med først et nederlag til Wolves i starten af december, for bagefter at gå ud og slå Manchester City. De vil givetvis stille op i deres 4-3-3 formation som de har anvendt hele sæsonen.
Det store spørgsmål er om den leje-aftale mellem Milan og Chelsea omkring Higuain, der ser ud til at være på plads, kan nå at falde på plads inden fredag kl.12, således at han kan være med mod Arsenal. For netop angriberpositionen har været Chelseas helt store udfordring. Sarri har forsøgt sig med både Hazard og Morata, men intet af det fungerer rigtigt, hvilket 10 point og kun 5 mål i de sidste 5 kampe også viser tydeligt.
Et bud på opstillingen er: Kepa, Azpilicueta, Rudiger, David Luiz, Alonso, Kante, Jorginho, Kovacic, Willian, Hazard, Pedro.
Arsenal startede modsat sæsonen med 2 nederlag. Derfra gik vi dog ubesejret i 17 Premier League kampe indtil kampen mod Liverpool. Herfra kom vi tilbage på sporet med en sikker sejr mod Fulham, men snublede så igen mod West Ham sidste weekend, og vores seneste 5 kampe har kun givet sølle 7 point. Vi har dog til gengæld ikke tabt hjemme siden første spillerunde mod Manchester City. De to store spørgsmål for Arsenal er, om Emery mener, at dette er en kamp for Özil, der blev udeladt mod West Ham af taktiske årsager, og om han går med en 4-back kæde eller 3 centralt.
Et bud på opstillingen er: Leno, Kolasinac, Mustafi, Sokratis, Koscielny, Bellerin, Torreira, Xhaka, Iwobi, Aubameyang, Lacazette.
Det bliver et spændende opgør mellem de to hold, hvor Chelsea med en sejr så småt kan slukke vores top-4 drømme, og hvor vi med en sejr kan reducere hullet til bare 3 point. I så fald vil vi, trods et dumt pointtab mod West Ham, stadig være med i kampen om Champions League i næste sæson. Desuden så bliver det Oliver Girouds første tur tilbage til Emirates, siden skiftet til Chelsea for godt et år siden.
Kampen spilles lørdag kl.18.30, og vises på Tv3+ og Eurosport Player.