OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Nedenfor finder du svar på nogle ofte stillede spørgsmål (FAQ’s) vedrørende bestilling af billetter gennem Arsenal Denmark.

Hvornår skal man senest bestille for at være sikker på at få billet?
Man kan aldrig på forhånd være sikker på at få billet, da billetterne fordeles efter ”først-til-mølle”-princippet.
For overhovedet at komme i betragtning er det dog nødvendigt at bestille i god tid. Det vil normalt sige 2-3 måneder før kampdato, men det varierer fra kamp til kamp afhængigt af modstander og turnering.

Hvad koster billetterne?
Billetprisen kendes ikke på forhånd og den kan variere fra kamp til kamp. Man skal regne med at den ligger mellem kr. 550,- og kr. 950,-.

Hvorfor kendes billetprisen ikke på forhånd?
Billetprisen varierer afhængigt af modstander og placering på stadion. Vi ved ikke på forhånd i hvilket stadionafsnit vi får tildelt billetter. Derfor kender vi først billetprisen, når vi modtager billetterne fra England.

Hvilken del af stadion er billetterne til?
Vi har ikke nogen indflydelse på placeringen på stadion.

Kan man ikke købe en ekstra billet til sin kæreste eller kammerat uden af de skal meldes ind i fanklubben?
Nej, vi sælger kun billetter til medlemmer. Hvis man gerne vil have sin kæreste eller lignende med på Emirates Stadium, så skal de meldes ind.
På de organiserede klubture er der dog mulighed for at medbringe personer som ikke er registrerede medlemmer af Arsenal Denmark.