Arsenal har lejet den 22-årige norske kreatør, Martin Ødegaard, i Real Madrid for resten af sæsonen, og hermed har Mikel Arteta fået et ekstra offensivt kort til et tætpakket program i Premier League og Europa League. I dette indlæg kan du blive klogere på nordmandens spillerprofil, hvordan han passer ind i Artetas spillestil og hvorfor at Ødegaard er et ønskescenarie i et svært januarvindue.
Da historierne først ramte medierne, at Martin Ødegaard ønskede at blive lejet ud for resten af sæsonen grundet manglende spilletid i Real Madrid, blev han hurtigt kædet sammen med Arsenal. Nordmandens spillerprofil passede nemlig godt på det, som Arsenal søgte i januars transfervindue. Emilio Buendia og Julian Brandt var blevet nævnt, men begge to var formentlig udenfor rækkevidde set fra et økonomisk perspektiv.
Arsenal mødte heftig konkurrence fra Martin Ødegaards tidligere arbejdsgiver, Real Sociedad, men angiveligt skulle en telefonsamtale med Mikel Arteta have vendt tingene i London-klubbens favør.
Den rigtige spillerprofil
Martin Ødegaard er en offensiv midtbanespiller med stærke spidskompetencer. Han er meget spilintelligent og har en kreativ tilgang til fodboldspillet, som han kan udnytte qua sine tekniske kvaliteter. Han har samtidig et stort løbepensum, som gør ham dynamisk og uforudsigelig – både i spillet med og uden bold.
Nordmanden har haft et svært efterår i Real Madrid under ledelse af Zinedine Zidane, hvor det kun er blevet til ni optrædener. Nordmanden var ellers blandt en af sæsonens bedste spillere i Spanien i 19/20, hvor han var en vigtig figur i Real Sociedads flotte sæson.
Ser man nærmere på dataen fra gennembrudssæsonen i Baskerlandet, så kan man sagtens få øje på hvordan, at Ødegaards spillerprofil kan passe ind i Arteta og Arsenals spillestil. Tabellen nedenfor illustrerer nordmandens berøringer for Real Sociedad. Her er det meget tydeligt, at Ødegaard har været positioneret (eller haft en tendens) til at positionere sig i banens centerrum og højre halvrum.
Emile Smith Rowe har været forfriskende at følge på 10’er-positionen, hvor han har været meget effektiv og dynamisk, som har haft en meget positiv indflydelse på Arsenals offensive udtryk. Ham og Bukayo Saka har vist gode relationelle færdigheder og kombineret fint i højre halv- og siderum og tit været nøglen til gennembrud.
Martin Ødegaard vil kunne udfylde den rolle med samme kvalitet (måske endda højere) – der skal selvfølgelig arbejdes relationelt, da han er helt ny i truppen, men han vil samtidig tilføre en ekstra dimension – en høj frekvens af chanceskabende afleveringer på banens sidste tredjedel. I sidste sæson snittede han 3,2 chanceskabende afleveringer ind i modstanderens straffesparksfelt. Den statistik er kun overgået af selveste Lionel Messi.
Arteta kan få Ødegaard til at blomstre
På fredagens pressemødet var der naturligvis et stort fokus på Martin Ødegaard, og Mikel Arteta lagde ikke skjul på, han var svært begejstret over at have sikret sig nordmanden på en lejeaftale.
Han fortæller, at Ødegaard besidder nogle specielle kvaliteter, som truppen har manglet, og kan være forskellen mellem et og tre points. Han gør det dog klart, at han har brug for tid. Han har ikke spillet mange minutter i efteråret, men beretter samtidig, han så skarp og motiveret ud i de første træningspas.
Miljøet er en altafgørende faktor for at få Martin Ødegaard til at blomstre, og det bliver spændende at følge, hvad Arteta kan få ud af den talentfulde midtbanespiller.
Et ønskescenarie i et svært januarvindue
I et forvejen svært vindue, hvor meget få penge er blevet flyttet imellem klubberne grundet Covid-19-situationen, virker det som et ønskescenarie for Mikel Arteta og Arsenal at få tilført Martin Ødegaard.
Der er relativt få økonomiske omkostninger ved lejeaftalen, hvilket passer godt til den situation, Arsenal er i lige nu. Der er ingen tvivl om, at Arsenals proces med at skille sig af med løntunge spillere skal udmønte sig i spillerkøb i sommerens transfervindue.
Det er dog et minus, at lejeaftalen ikke inkluderer en købsoption, hvis Martin Ødegaard skulle vise sig at slå igennem i Arsenal. På den anden side har Real Madrid og Arsenal et rigtig godt forhold, så skulle det lykkes godt med nordmanden i Arsenal, så er der muligheder for at gøre forholdet permanent til sommer. Skulle det derimod ikke lykkes for ham at slå igennem, så er det naturligvis smertefrit at sige farvel til ham, når der ikke har været så mange omkostninger ved lejeaftalen.
Det bliver enormt spændende at se, om Martin Ødegaard allerede får sin debut mod Manchester United, lørdag, eller om det er for tidligt. Der hersker ingen tvivl om, at nordmanden besidder et stort potentiale – spørgsmålet er, om Arteta og Arsenal er det rette match for at forløse det i løbet af et spændende forår, hvor der stadig er meget at spille for i Premier League og Europa League.