BESTILLING AF KLUBTURE I SÆSONEN 2019/20

Af Thomas Ballegaard

ARSENAL DENMARK har flere nytiltag i støbeskeen for klubturene i den nye sæson. Læs mere på den følgende side, som vil blive opdateret løbende, efterhånden som kampprogrammet åbenbarer sig i løbet af sæsonen.

For det første har fanklubben lyttet til røsterne på generalforsamlingen i
Silkeborg i 2018, hvor medlemmerne var delt. Nogle ønskede at fastholde vores nuværende form for klubture, mens andre ønskede en billigere og kortere model.

Derfor kan vi allerede til sæsonens første hjemmekamp den 17. august tilbyde en superbillig klubtur til Arsenal-Burnley. Turen er forbeholdt vores yngre medlemmer (dog ingen aldersgrænse), og vi har skåret den ned til to nætter og fjernet en del aktiviteter, så prisen kan holdes under 2.000 kr. Så bliver det ikke billigere!

Desuden tilbyder vi vores faste, traditionelle og uhyre populære klubtur i
foråret med tre overnatninger, fælles Arsenal shopping, Legends rundvisning, fælles middag og meget andet. Den går i denne sæson til Arsenal-West Ham, som er skemalagt til 7. marts.

Ydermere tilbyder vi en feinsmecker klubtur i fællesskab med vores trofaste rejsepartner og medlemskort sponsor LA Travel til Arsenal-Chelsea den 28. december. Afhængigt af programmet vil der være mulighed for at forlænge denne tur til også at omfatte Arsenal-Manchester United.

For det ikke skal være løgn, så kommer der mindst én klubtur mere til
porteføljen, idet vi barsler med en udebaneklubtur til Leicester-Arsenal den 9. november. Mere om den senere.

Alle ture er med Arsenal Denmark guider, og alle pladserne er naturligvis i
Arsenal sektionen på stadion.

Du kan nu læse mere og tilmelde dig på følgende links:

Arsenal-Burnley

Arsenal-West Ham

Der åbnes op for tilmeldinger til de øvrige ture løbende og så hurtigt som muligt. Hold øje med denne side.