Arsenals seneste otte uger har mildest talt været rodet, kaotiske og desværre endt ud med at være langt fra det, vi havde forventet. Et til dels udefra kommet og selvforskyldt rod og kaos viste sig at være en for stor en opgave. Men nu er tiden kommet til at rydde op, finde sig selv igen og se fremad.
Klummeskribent Tobias Halskov ser tilbage på Arsenals skuffende sæsonstart og forsøger at finde grund til optimisme i Premier League forud den resterende del af 2024.
Af Tobias Halskov
Det er altid en udfordring at trække referencer fra populærkulturen ind som en analogisk fortælling om Arsenals status pt. Men nogen skal jo forsøge at skabe lys i mørket, præcis som Harvey Dent gør det i den ikoniske pressemøde-scene i Christopher Nolans ’The Dark Knight’, hvorfra replikken, som udgør rubrikken til denne klumme, også indgår.
Så tilgiv mig for at bringe sådan en reference ind i en klumme om Arsenal, men med de seneste ugers resultater har Batman-universet, hovedsageligt ’The Penguin’ (kæmpe anbefaling i øvrigt) efterfulgt af Nolans trilogi, været et tiltrængt tilflugtssted.
For det har ved gud ikke været nogen god tid for Arsenal siden sidste landsholdspause. Syv kampe, to sejre, to uafgjorte og tre nederlag. De to sejre er vel at mærke kommet mod Shakhtar Donetsk og Preston i henholdsvis Champions League og EFL-cuppen. Yikes.
Nederlaget i Milano lever vi fint med, men det er bare ikke tilfældet i Premier League. To regulære off-days mod Bournemouth (bevares, den off-day var nok mest selvforskyldt) og Newcastle er to off-days for meget, når man allerede har smidt unødvendige point i forvejen.
Det harmonerer ikke godt med min sæsonforudsigelse om, at vi bliver mestre, så lad os bare skyde den snak til hjørne – for nu.
Hvordan blev en godkendt start pludselig vendt til dumpet?
Men hvor gik det lige galt henne, og hvor kom det lige fra? Da vi gik ind i forrige landsholdspause, lå vi nr. 3 med 17 point. Vi havde fået point i to svære kampe mod gode hold på trods af en hel halvleg i undertal, og vi havde reageret flot på fraværet af Martin Ødegaard og andre skader.
Så jeg var med garanti ikke den eneste, som gik fortrøstningsfuld ind til den landsholdspause oven på 3-1-sejren over Southampton. Mikel Arteta havde vist, at han kunne reagere og være fleksibel i sin tilgang, som var vendt til at være mere (læs: meget) pragmatisk, om man kunne lide det eller ej. Men det virkede.
Lige indtil det ikke gjorde længere. Udekampen mod Bournemouth var her, at rod blev til kaos. Arteta vendte væk fra vores 4-2-4-setup, der ellers havde virket så godt i Ødegaards fravær, og det gjorde han jo til dels også for at håndtere fraværet af Martinelli og Saka. Men med det tidlige og i den grad selvforskyldte røde kort til William Saliba blev det kontrollerede rod til ukontrolleret kaos, og det blev altså katalysatoren. Det var, som om det igangsatte en selvforskyldt negativ dominoeffekt, som simpelthen bare blev for meget for, hvad det her hold var klar til, og hvad vores kære Mikel Arteta kunne løse indenfor den konservative tilgang han nu engang har. Netop det manglende mod til at finde og bruge nye løsninger, er noget jeg i tidligere klummer har kritiseret ham for, ligesom Alex Munk Hjort også gør det i seneste udgave af podcasten PL Showet Clubhouse.
Liverpool-kampen var et godt eksempel på, at det nu ukontrollerede kaos ville gå ud over vores kvalitet og niveau. Vi var bedst, indtil vi ikke havde mere at give af og måtte skifte for meget kvalitet ud. Og det er netop problemet, for selvfølgelig er der en grænse for, hvad ens topniveau er, når man mister sine største profiler. Og når du mister for meget af det, som gør dig rigtig god, så bliver de kampe, du spiller, mere tætte, og derfor bliver du mere afhængig af små marginaler og store øjeblikke. Netop de marginaler var vi rigtig gode til at finde i starten, hvor vi også havde et svært program, skader og karantæner. Men der skal så få procenter til, før du mister de marginaler. I husker måske Martinellis brændte friløber mod Bournemouth, få minutter inden de bringer sig foran. Lige siden det afgørende øjeblik har det været som om, at de sidste procenter og afgørende momenter, er faldet ud til vores modstanders fordel.
Det de manglende procenter, der har hægtet os af i titelkampen for nu.
Det er også værd at fremhæve, om det her pres, der nu er på det her Arsenal-hold for at vinde noget, spiller ind. Vi spiller ikke længere i den her frigjorte underdog-rolle. Nej, nu er der forventninger om mere, og det kunne man godt mistænke sætter et unødigt pres på os. Nuvel, med de 9 point op til Liverpool, så er det måske tid til at finde underdog-rollen frem igen.
Det håb vi skal klynge os til
Der er håb endnu for, at vi kan deltage i titelkampen i Premier League. For dem, der gerne vil klynge sig til et håb, har jeg forsøgt at se lidt fremad. Så vær klar på, at næste stykke er med ”ja-hatten” på – således proklameret.
De seneste par år har 90 point været det ønskede pointantal, man skal opnå, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at blive mestre. Det kan da også stadig nås for os, men så har vi kun sølle 10 point i banken at give af i de resterende 27 kampe. Det har jeg svært ved at se os gøre, uagtet hvilken form vi finder resten af sæsonen. Men (og det er et stort men), der tegner sig et lille mønster i toppen af Premier League efter de første 11 kampe, som kunne tyde på, at mindre end 90 point måske kan gøre udslaget denne sæson.
The Athletic har senest rapporteret om, hvordan størstedelen af sidste sæsons top-10-holds underliggende data pt. er under det, de præsterede i sidste sæson, og dertil har seks af klubberne også færre point. Nogle endda markant færre.
Og tag så de hold, der præsterer bedre pointmæssigt: Liverpool, Chelsea og Brighton. Tre hold, der uden tvivl har fundet den rette balance sammenlignet med sidste sæson. Brighton og især Chelsea har haft et svært startprogram. Men det kan man ikke påstå Liverpool har.
Forstå mig ret. Jeg vil ikke tage noget fra Liverpool. De fører fortjent Premier League. Konaté og Van Dijk spiller blændende, og det samme gør deres offensiv. De virker uden tvivl som det hold, der er mest i balance. De snitter pt. over 2,5 point pr. kamp. De er altså på vej mod en pointtotal på 96-97 point.
Men, for der er et ’men’. Deres pointsnit har også været styrket af et særdeles fordelagtigt kampprogram. Liverpool har kun mødt fem nuværende top-10-hold, hvor den eneste udebanekamp var mod os på Emirates. Omvendt har vi mødt syv nuværende top-10-hold, hvor hele fem kampe har været på udebane. Og tager vi næste runde med, kommer det op på otte kampe mod nuværende top-10-hold, når vi skal møde Nottingham Forest hjemme. Liverpool skal i øvrigt møde Southampton, som jo i skrivende stund ligger sidst.
Kan I se, hvor jeg vil hen?
Og ja, Liverpool har rigtigt nok været testet af svære modstandere, hvor de har bestået opgaven. Men mangler vi ikke at se Liverpool håndtere et svært program, hvor den ene svære kamp følger den anden?
Tag bare Liverpools fire kampe efter, de har været på besøg hos Southampton: Så hedder det Real Madrid (H), City (H), Newcastle (U) og Everton (U). Fire svære kampe på 10 dage. Slipper de godt fra det, så tror jeg for alvor på, at det bliver for stor en opgave for os at indhente dem.
Men alle skal som bekendt møde alle, så før eller siden bliver de mange hjemmekampe mod top-10 vendt til udekampe for Liverpool, ligesom det for os bliver til hjemmekampe. Så forårsprogrammet skulle gerne give os et godt incitament til at jagte, med flere topkampe på hjemmebane, mens Liverpool skal forsvare deres position med flere svære udekampe.
Nu må vi se, hvordan det arter sig, og jeg har jo slet ikke nævnt Manchester City her, som nemt stadig kan ses som favorit. Men de er som bekendt heller ikke på vej mod samme pointtotal som Liverpool og er, nok vigtigst af alt, uden deres vigtigste spiller i Rodri. Så jeg har min tvivl om, de kan sammensætte endnu en imponerende sejrsstime i foråret, på trods af at deres afsluttende kampprogram i april og maj endnu engang er yderst fordelagtigt for dem. (Her vil jeg lige minde om, at man kan ende med at blive slemt skuffet, hvis man sætter sin lid til, at Manchester City skuffer. Det husker I nok).
Vi går nu ind i en afgørende periode. Skal vi spille os tilbage i titelkampen, så er det nu. Lad os derfor lige lege med lidt forudsigelser for årets resterende kampe i Premier League og frem til vinterpausen for Liverpool, City og os.
| Arsenal | Manchester City | Liverpool |
| Forest (H) = 3 point | Spurs (H) = 1 point | Southampton (U) = 3 point |
| West Ham (U) = 3 point | Liverpool (U) = 1 point | City (H) = 1 point |
| Man United (H) = 3 point | Forest (H) = 3 point | Newcastle (U) = 0 point |
| Fulham (U) = 1 point | Crystal Palace (u) = 3 point | Everton (U) = 1 point |
| Everton (H) = 3 point | Man United (H) = 3 point | Fulham (H) = 3 point |
| Crystal Palace (U) = 3 point | Aston Villa (U) = 0 point | Spurs (U) = 1 point |
| Ipswich (H) = 3 point | Everton (H) = 3 point | Leicester (H) = 3 point |
| Brentford (U) = 3 point | Leicester (U) = 3 point | West Ham (U) = 3 point |
| Brighton (U) = 1 point | West Ham (U) = 3 point | Man United (H) = 3 point |
| 23 point | 20 point | 18 point |
Det giver altså en stilling der i vinterpausen ser sådan ud:
Liverpool 46
Manchester City 43
Arsenal 42
Måske er det her en kende for meget med ”ja-hatten” på, så tag det med et gran salt. Men se lige på de tre kampprogrammer. Vi skal simpelthen komme ud af den periode med flest point ift. de to andre. Kan vi hente fire point på Liverpool frem mod nytår, som jeg da bestemt vil mene er realistisk, så har vi et fint udgangspunkt til at jagte dem i, når alt skal afgøres til foråret. Læg eksempelvis mærke til, at hele vores juleprogram skal spilles i London. Det kommende kampprogram kan ikke bruges som en undskyldning. Det kan vi ikke klage over.
Den rette holdbalance skal genfindes
Men hele ovenstående scenarie afhænger først og fremmest af, at vi genfinder balancen på holdet. Vi skal tilbage til det, der gjorde os gode i foråret sidste sæson. Vi skal tilbage til at være kontrollerende, offensivt farlige, defensivt effektive og ikke være et hold, hvor man sidder og føler, at vores bedste offensive våben er dødbolde, eller hvor vi er alt for afhængige af enkeltmandsgenialiteter.
Og jo, at få folk tilbage fra skader er absolut også vigtigt. Nu forlyder det, at vi får en næsten skadesfri trup at gøre med til Forest-kampen. Dertil har flere profiler haft fri i den netop overstået landsholdspause. Et glimrende udgangspunkt for den kommende periode. Men balancen på holdet må og skal genfindes, og den skal findes på midtbanen.
Jeg trænger til at se en midtbanekonstellation, der kan bidrage kontinuerligt og tage os tilbage til vores topniveau, og i min optik bliver det nødt til at koste vores nok bedste midtbanespiller denne sæson pladsen.
Thomas Partey har genfundet meget af sine tidligere sæsoners styrke og niveau. Det er jo nærmest et mirakel, at han ikke også har været skadet i denne periode, hvor vi har haft mest brug for ham. Og det er jo paradoksalt, at jeg vil sætte ham af, for Partey er for mig den bedste dybdeliggende playmaker, vi har. Ingen kan mestre det spil i lommen (forrummet), som han kan, når vi selv har bolden.
Men vi kan ikke komme uden om, at hans kontrakt udløber til sommer, og at han har været ekstremt utilregnelig og skadesplaget i sin Arsenaltid. (Ja, jeg kunne også nævne en tredje verserende ting om Partey, men jeg lader den svæve i luften, fordi engelsk lov og alt det der).
Vi brugte sidste sommer et rekordbeløb på at hente Declan Rice – spilleren, der skulle være den sidste brik i puslespillet for os. Han har uden tvivl været en af vores bedste spillere, men er det helt forkert at sige, at vi endnu mangler at køre ham ind på den plads, som var tiltænkt ham?
Declan Rice har ikke selv lagt skjul på, at han ser sig selv som 6’er, og jeg tror bestemt også, at Arsenal købte ham for at være ankermanden i maskinrummet de næste mange år. Men som tingene udviklede sig sidste efterår, blev det tydeligt, at Arsenal måtte ændre sig for at finde den rette balance. Kai Havertz’ problemer i de tidlige opspilsfaser som vores venstre 8’er gav os problemer i opspillet, som Declan Rices mindre gode (læs: forbedringsværdige) progressive pasningsspil ikke kunne løse.
Løsningen blev, at både Rice og Havertz blev skubbet en tak frem, og så fandt vi balancen, som gav os et enormt højt pointsnit i foråret og bragte os tilbage i titelkampen.
Det er tid til at trække samme streg i sandet og vise, hvorfor man prioriterede at hente Mikel Merino og sælge Emile Smith Rowe samt udleje Fabio Vieira.
Det har ikke været nogen nem start for Mikel Merino. Det er det sjældent for Arsenals nyindkøb for tiden. Bare spørg David Raya og Kai Havertz. Det har været fint, men på grænsen til det undervældende for europamesteren.
Fortrøstningen skal dog findes i de 20 minutters indhop, han havde mod Chelsea. De 20 stærke minutter, han har der, tror jeg er præcis det, Arteta vil have af ham. En dygtig duel- og pasningsspiller, komfortabel i forrummet, progressiv i sit pasningsspil krydret med sene og konstante løb i feltet. Det lyder lidt som en beskrivelse af Granit Xhaka anno 22/23, gør det ikke?
De 20 minutter mod Chelsea gjorde mig fortrøstningsfuld, for jeg har ved gud haft svært ved at blive ophidset over købet af ham.
Derfor er det i min optik tid til, at vores ellers bedste midtbanespiller denne sæson må vige pladsen for de spillere, som kan give os den bedste midtbanebalance.
Declan Rice som den opryddende ankermand foran vores bagkæde. Mikel Merino og Martin Ødegaard foran som vores to kontrollerende opspilspunkter. Dem, der kan sætte spillet, få det til at flyde og fremstå dynamisk og innovativt.
Nu må vi se, hvordan Arteta vil prøve at bringe vores topniveau tilbage. En ting er sikkert: Med det kommende kampprogram og truppens status som næsten skadesfri in mente, så er det nu, muligheden er der for at spille os varme til foråret, hvor alt afgøres og titler vindes.
Indtil da må vi klynge os til det håb, vi selv kan skabe. COYG!