Den 7. november tog Arsenal imod Watford F.C hjemme på Emirates i en målfattig kamp, der dog endte med tre point til The Gunners. I følgende artikel kan du læse en helt speciel beretning om den første stadiontur på Emirates, samt en stemningsrapport fra kampen.
Vi husker alle vores første gang. Forhåbningsfulde og propfyldte af nervøsitet tages ét trappetrin ad gangen indtil man kun har ét trin tilbage, så grønsværen lige nøjagtig er til at se. Med en sitrende følelse af forløsning står man der endelig, og de mange års længsel efter den første stadiontur kulminerer. For Ditte på 26 var dette netop tilfældet, da hun for nylig var til sin første kamp på Emirates Stadium.
Fodbold er noget meget nyt for hende, da hun kommer fra en familie, som ikke er specielt sportsinteresserede. På trods af dette, er hun nu blevet en del af Arsenal-familien.
Hvad er dit forhold til fodbold og Arsenal?
Jeg er vokset op i en familie, hvor vi ikke rigtigt har haft et forhold til sport. Derfor har jeg aldrig haft en interesse for fodbold. Jeg har allermest set det som 11 mænd, der løber rundt og sparker til en bold. Men efter sommerens EM-slutrunde er jeg begyndt at forstå, hvor stort et fællesskab som fodbold kan skabe. Sidenhen er jeg begyndt at være mere interesseret i fodbold. Jeg mødte min kæreste i sommer, og har sidenhen set næsten alle Arsenals kampe. Jeg har endda været ovre og se min første Arsenal-kamp på Emirates. Og det bliver heller ikke den sidste. Jeg synes ikke længere, at fodbold bare er 11 mænd som løber rundt og sparker til en bold, men jeg forstår nu, hvorfor det er så stor en sport, som det er.
Hvorfor tog du turen hele vejen til Emirates?
Inden vi tog til London, havde jeg kort forinden, været inde og se min første fodboldkamp, som ikke var på tv. FCK mod Viborg i parken som endte 1-1. Det var en sjov oplevelse, men det var noget undervældende. Stemningen var fin, men fodboldspillet var ikke specielt godt. Det var en lidt kedelig kamp. Både FCK og Viborgs fans var gode, men min kæreste sagde, at jeg derimod skulle opleve stemningen i England. Eftersom min kæreste er stor Arsenal-fan, var vi jo nødt til at tage over og se en kamp. Det gjorde vi så den 7. november mod Watford.
Hvad husker du bedst fra kampen?
Det jeg husker bedst, var stemningen på stadion. Det var helt anderledes, end noget jeg havde prøvet før. Jeg har aldrig været et sted, hvor 60.000 mennesker råber i kor. Og det var ikke kun ét sted som skabte stemning, som var tilfældet i FCK kampen. Det var hele stadion. Der var en lille dreng på omkring 10 år, som sad ved siden af mig. Han var virkelig en superfan, som støttede hele holdet, også selvom de lavede noget knapt så godt. Jeg var generelt meget imponeret over opbakningen til holdet. Jeg husker selvfølgelig også Sakas annullerede mål og Smith Rowes scoring. Og så husker jeg, at Watfords spillere lå på jorden konstant uden egentlig at være kommet til skade. Og nå jo, så synes jeg det var meget sjovt med alle sangene om Tottenham; “What do you think of Tottenham? Shit”.
Hvad gjorde det største indtryk på dig?
Jeg var meget imponeret over de ældre mennesker, som kom på stadion. Jeg var meget imponeret over at se så aldrende fans, som jeg formoder har støttet Arsenal i flere årtier, være så loyale, at de stadig kommer til kampene. Det var vildt at se. De må have støttet Arsenal igennem tykt og tyndt.
Har du fået en yndlingsspiller?
Jeg har to! Ej tre. Jeg kan godt lide Saka, Smith Rowe og Ramsdale. Jeg kan godt lide Ramsdales attitude. Jeg synes, han interagerer meget med fansene og sine holdkammerater, imens han spiller. Og så synes jeg jo også, at han er en dygtig målmand. Saka lagde jeg mærke til, før jeg så Arsenal. Da jeg så EM-finalen, i straffesparkskonkurrencen, synes jeg det var synd, at de unge spillere skulle have ansvaret for at sparke. Og specielt Saka som skulle sparke det sidste. Men jeg har fået Smith Rowe på min trøje!
Ville du tage turen endnu engang?
Ja, selvfølgelig. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er jo ny fan af Arsenal, men jeg forstår virkelig, hvordan klubben er med til at skabe et fællesskab. Det føltes jo lidt som en stor familie. Det synes jeg var rigtig fedt, og det er jeg glad for at være blevet en del af. Så ja, jeg skal selvfølgelig over og se dem igen.