MIN FØRSTE KAMP: ARSENAL – AC MILAN 2012

Min første tur på Emirates Stadium var noget anderledes end de fleste andres. På trods af dette fik jeg en fantastisk oplevelse og et minde, jeg aldrig kommer til glemme om verdens bedste klub, Arsenal.

Matchday

Da der blev trukket lod til Champions League-ottendedelsfinalerne havde min ven og jeg på forhånd aftalt, at vi skulle afsted og se vores favorithold spille mod hinanden, i tilfælde af at de trak hinanden. Og det gjorde de. Arsenal skulle møde AC Milan i ottendedelsfinalen. På tidspunktet var vi ikke andet end 15 år gamle, så vores tilgang til køb af billetter var noget uprøvet, men billetterne fik vi bestilt over nettet. Da dagen kom, rejste vi fra Billund til London ledsaget af mange andre Arsenal-tilhængere. Jeg havde selvfølgelig en Arsenal-trøje på, og har stadig til denne dag mistanke om, at det var det, som gjorde at jeg var ved at blive sendt retur til Danmark efter min ankomst til London. Jeg er sikker på at grænsevagten må have været Spurs-fan. Jeg blev dog alligevel lukket ind, og vi tog på hotellet for at stille vores bagage og hente vores billetter, som skulle have været afleveret til receptionen. Da vi ankom, var der ingen billetter. Vi forsøgte at ringe til ”firmaet”, som vi havde bestilt vores billetter gennem, og blev omstillet til anti-svindel i England. Det gik her op for os, at vi nok var blevet snydt. Vi forsøgte at ringe til Arsenals Box Office og fik at vide, at de havde få Club Level-billetter tilbage, så vi skulle skynde os at hente dem, hvis vi ville nå at købe dem. Problemet var, at vi boede på hotel helt ovre i Sydøstlondon. Jeg husker turen fra hotellet til Emirates som den længste tur nogensinde. Ikke nok med at vi havde travlt i forvejen, så ramte vi akkurat myldretiden. Da vi endelig ankom til Emirates opgav jeg håbet. Der var mindst 100 mennesker i kø foran Box Office. Heldigvis var de fleste AC Milan fans, og kunne dermed ikke købe billetter til andet end udebaneafsnittet. Vi maste os igennem og fik sikret billetter til Club Level på et hængende hår.

Kampen

Endelig var vi inde. Jeg tror alle Arsenal-fans kan følge mig, når jeg siger, at følelsen af at gå ind på Emirates for første gang var enormt overvældende. Det er meget større og vildere, end man kunne forestille sig, når man kun har set det på billeder og i TV. Vi var nærmest de første inde, og mens vi ventede på, at stadion så småt blev fyldt op, fik vi samtidig en god smagsprøve på, hvad vi kunne forvente fra udebaneafsnittet. Milans fans kan godt give den gas.

Dog var det ikke nok til at kunne køre en sikker sejr hjem. Vi må huske på, at dette var returopgøret. Den første kamp endte katastrofalt 4-0 til Milan, så stemningen var enorm intens. Kunne vi vende opgøret? En fantastisk første halvleg fra Arsenal skulle i hvert fald vise, at det ikke var umuligt. Arsenals fans var bag holdet lige fra første fløjt. Allerede efter syv minutter scorede Laurent Koscielny på et hovedstød fra et hjørnespark. Næste mål faldt efter 26 minutter og blev scoret af Tomas Rosicky, mens det tredje mål blev scoret af Robin van Persie, efter at Alex Oxlade-Chamberlain fik tilkæmpet sig et straffespark efter 43 minutters spil. Udover dette var der utroligt mange chancer til Arsenal. Kort inden slutningen af første halvleg faldt en kæmpe chance til AC Milans Stephan El Shaarawy, som heldigvis blev brændt på værste facon. Da der blev fløjtet til halvleg bredte der sig et suk blandt alle fans. Vi var så tætte på at være tilbage, og følte ikke at halvlegen faldt på rette tidspunkt. Men med optimisme gik holdet ud til en anden halvleg, som mest bestod af defensivt spil fra AC Milan og et utal af offsides fra Zlatan Ibrahimovic. I det 60. minut faldt der en enorm chance til Robin van Persie for at udligne scoren. Gervinho sparkede på mål, men bolden blev reflekteret af en forsvarsspiller fra AC Milan og målmanden nåede kun lige at parere den. Bolden faldt ud til van Persies fødder, men i stedet for at skyde den sikkert i kassen prøvede han at lobbe bolden over målmanden. Kampen blev fløjtet af, og Arsenal var officielt færdige i Champions League, men blev klappet af banen for at kæmpe bravt og være tæt på at vende et 4-0 nederlag til et overraskende avancement i turneringen. Fra kampen husker jeg tydeligst Oxlade-Chamberlains løb, som skaffede os straffesparket og van Persies enorme, forspildte chance. Jeg gik dog ikke derfra med et dårligt minde på trods af nederlaget, men med en kæmpe oplevelse og en bekræftelse af, at Arsenal er verdens bedste klub.

Robin van Persie
Robin van Persie med den store chance i anden halvleg. Foto Stuart Macfarlane
Indkøbskurv