Arsenals 23/24 sæson vil i den hurtige analyse nok stå tilbage, som værende en trofæløs lige ved og næsten sæson, men i den dybere, vil det også være sæsonen, hvor Arsenal tog endnu et skridt op ad udviklingsstigen og for alvor beviste, at man kan gå hele vejen i Premier League.
Af Tobias Halskov
Det har været fast kutyme i en del sæsoner nu, at Arsenal forud sæsonstart meldes ned af diverse eksperter og fans af andre klubber. Argumenterne om regulær overpræstering og ”nu har de da ramt deres peak”, har været et fast argument, jeg er blevet mødt af igen og igen. Op til denne sæson var det dog en smule anderledes. Bevares, der var stadig dem, som ”kun” spåede Arsenal til en top-4 placering, fordi nu skulle man lære at jonglere med Champions League, mens man samtidig skulle spille med om titlen. Men der var også dem, som nu spåede Arsenal til at gå hele vejen og vælte Manchester City af pinden.
Jeg selv var nok et sted midt i mellem. At forvente et mesterskab var nok i overkanten, mens blot en top-4 placering uden at være en del af mesterskabskampen ville være en skuffelse. Forinden sæsonstart var jeg på podcastbesøg hos den danske Chelsea fanpodcast ’Stamford Strange’ til en snak om Arsenal, Chelsea og hvad der skulle forventes af den kommende sæson. ”Et år for tidligt” fik jeg sagt til spørgsmålet om Arsenals chancer for at blive mester. Men med den forventning, at vi ville spille med om titlen. Og det var egentlig med begrundelsen, at Arsenal stod overfor en sæson, hvor man spillemæssigt skulle bygge mere fleksibilitet og ikke mindst kvalitet ind i flere konstellationer på holdet. Med andre ord, skulle Arsenal få flere opskrifter til sejr fremfor den ene man havde i sæsonen 22/23 sæsonen. Og transfervinduet bevidnede da også, at Arteta havde haft taktisk fleksibilitet og alsidighed som sine bærende KPI’ere.
Endnu en begrundelse eller skepsis jeg havde for Arsenals mesterskabschancer, var holdets manglende slutspurt i de to foregående sæsoner. Alt afgøres som bekendt i april og maj, og Arsenal havde forud denne sæson, endnu til gode at bevise, at man kunne være med helt til sidst. Således modbevist.
Med de forventninger har sæsonen for mig været godkendt, måske endda mere end det, men stadig med plads til forbedringer, kritikpunkter og så er det jo det med titlerne.
Kunsten at lære og vinde titler
Min største frygt med det her Arsenal-hold, er at ende som Pochetinos Tottenham. Et godt hold, men som ikke formår at kapitalisere på sit peak, og som ender med at stå trofæløs tilbage. Jeg er nu rimelig fortrøstningsfuld for at det ikke sker, og denne sæson har om ikke andet, overbevist mig endnu mere om, at det ikke bliver historien om Artetas Arsenal.
“De bedste belønnes ikke altid, hvis ikke de har lært at tage det, de har gjort sig fortjent til.”
Med den vinkel i fokus har denne sæson været god, men med forspildte muligheder undervejs, der i min optik, måske også har fået for lidt kritik. Jeg var rigtig glad for at begynde sæsonen med at vinde Community Shield, men som rubrikken til denne artikel også antyder, så er Community Shield ikke noget jeg vil notere som et trofæ i det samlede regnskab.
Med det sagt, så er det jo et fysisk trofæ man spiller om. Så det var nok mere symbolikken og forståelsen af at vinde den, jeg var glad for. For det er dét Arsenal skal; vinde.
Og lige netop det med at vinde titler, er noget man skal bevise, at man dygtig nok til. Men det er også noget man skal lære. For det paradoksale ved fodbold, er at du kan sagtens være dygtig nok, måske endda være det bedste hold, men alligevel ende med at stå tomhændet tilbage. Og omvendt kan du være ganske middelmådig gennem en hel sæson, og alligevel vinde en titel til sidst, som vi gjorde det i 19/20 sæsonen.
De bedste belønnes ikke altid, hvis ikke de har lært at tage det, de har gjort sig fortjent til.
Derfor har det også gibbet en smule i mig, når andre Arsenal-fans gennem sæsonen har talt cupturneringerne ned. For i en sæson hvor Arsenal stadig har skulle bygge på, udvikle og ikke mindst bevise mere, havde cupturneringerne været en oplagt mulighed for at ”lære” at vinde titler. En cuptitel havde været en perfekt og ikke mindst en naturlig fremgang for det her Arsenal-hold. Ja, vi vandt FA Cuppen i 2020, men med et hold, der vitterligt ikke eksisterer mere.
I Premier League har vi bevist, at vi er dygtige nok. 89 point med en positiv målforskel på 62, er ikke bare klubrekord i Premier League for Arsenal. Det er også et sæsonresultat, der havde sikret os mesterskabet forrige sæson. Vi kan udfordre Manchester City. Vi er dygtige nok til at blive mestre. Nu skal vi bare lære at blive det. Lære hvordan de helt små, men desværre afgørende marginaler ikke ender i dyrebare pointtab.
I Champions League er en kvartfinale godkendt, også på trods af, at vi mødte et Bayern Munich hold i en fallerende forfatning. Champions League er en sjov størrelse, for det er en helt anden måde at spille fodbold på. Erfaring er et must, den pragmatiske tilgang virker og bliver ofte belønnet, og man skal være enormt gode venner med marginalerne på dagen. Derudover bevidner knock-out fasen også om, at man ikke kan bruge sin generelle form til ret meget. Det er bare et helt andet spil og ovenikøbet oftest et spil, hvor det næppe er de to bedste hold, der mødes i finalen.
Slug din stædighed og klap Kai’e
Hvis der var noget der stod klart for Arteta efter 22/23 sæsonen, så må det have været behovet for udvikling. Det var en flot sæson, men det var også en sæson, hvor man vidste hvad man fik med Arsenal. Men skal man slå Manchester City, og ikke kun i de indbyrdes opgør, men også over 38 kampe, så skulle Arsenal have flere ansigter. Flere måder at gribe kampe an på.
Det har den her sæson båret præg af, og derfor var fremgangen eller den positiv udvikling heller ikke altid lige til at spore. I efteråret, hvor det nok var tydeligt, var Arsenal et hold, som skulle finde sig selv i de nye konstellationer. En tilstand jeg kaldte for udviklingens ikke-lineære fremgang. Arsenal og Arteta måtte tage et skridt tilbage for at tage to frem.
“Slug jeres stolthed, indrøm I tog fejl og overgiv jer til Arteta.”
Men der var et stykke vej til de to skridt frem. Transfervinduet havde givet os et enormt håb med købet af Declan Rice, men i den grad også skepsis med tilgangen af David Raya og Kai Havertz, som mere eller mindre erstattede to fanfavoritter i Aaron Ramsdale og Granit Xhaka, og som vi første øjekast ikke lignede forbedringer. Raya og Havertz startede sæsonen lidt ligesom Arsenal. Ok, fint eller hvad du nu vil kalde det, men det klikkede ikke. Ikke sådan rigtig.
Men der var alligevel noget. Noget at se potentiale i, for selvom Arsenal ikke for alvor klikkede som hold, og Raya og Havertz ikke leverede overbevisende, så bidrog de med andre og nye kvaliteter til holdet. Raya var ikke den der ’clutch-reddende’ målmand på stregen, som vi havde været vant til med Ramsdale.
Nej, Raya bidrog derimod med en aura af ro, kvalitet på bolden og en unik evne til at tage sig af alt hvad der kom af indlæg. Så unik, at ingen har en højere procentdel af stoppede indlæg i den her sæson end David Raya i hele Europa (data fra Fbref.com). Overvej lige hvad det giver af sikkerhed og ro til 4-backkæden. Det har uden tvivl haft enorm betydning for Arsenals defensive output.
Kai Havertz’ sæson var til gengæld en historie om lineær fremgang. Starten var tydeligt præget af en spiller i mistrivsel, eller som lige kom fra det. Der var en enorm skrøbelighed omkring ham, og det gjorde næsten helt ond at se hvordan han var ude af stand til at spille med intention eller mod i sit spil. Han søgte altid det sikre, som om han konstant var bange for at lave fejl. Men på trods af den åbenlyse offensive blokade, så viste Kai Havertz fra start, at han kunne bidrage med defensiv disciplin og ikke mindst duelstyrke, som Arsenal kunne gøre brug af længere fremme på banen. Men jo ikke ligefrem det man forventer af en offensiv forstærkning.
Kritikken i efteråret var øredøvende, og alle Premier League fans bød ind på den.
Men som vi før har erfaret, når Arteta har taget kontroversielle valg: Han får sgu som regel ret til sidst.
2024 ramte. Arsenal tog til Dubai og så eksploderede Kai Havertz, og det samme gjorde Arsenal. Så hermed en opfordring til mig selv og jer kære medfans: Slug jeres stolthed, indrøm I tog fejl og overgiv jer til Arteta.
De sidste sten i skoen
På trods af højt og til tider mesterligt niveau, så var der stadig de berømte sten i skoen, som var med til at gøre denne sæson trofæløs. Igen. Foruden vores indsats i cupturneringerne, så var spillet i efteråret en klar en af slagsen, som kulminerede med flere tabte point hen over julen og årsskiftet.
Med det sagt, så tror jeg dog på, at det føromtalte skridt tilbage for at tage to frem, har været en nødvendig udvikling for at Arsenal kunne tage de sidste op ad stien, til for alvor at kunne spille med om de helt store titler de næste mange år. Det har resultaterne og pointgennemsnittet for 2024 indtil videre bekræftet mig i.
Det bringer mig videre til min største anke eller rettere kritik af Arteta. For mens det hele spillede på højeste klinge for os, så faldt bunden pludselig ud hen over otte dage midt i april, hvor alt som bekendt afgøres. Et exit i Champions League samt et kostbart nederlag på hjemmebane til Aston Villa. Nederlag kan ske i fodbold, men det var mere måden det skete på, som bekymrede mig, og her tænker jeg især på Arsenals 2. halvleg hjemme mod Aston Villa. For her var der ikke bare tale om uheld, marginaler eller tilfældigheder, som sendte de 3 point til Villa. Nej, Arsenal var udkørte. Tanken var tom på det værst tænkelige tidspunkt.
“et fair og legitimt kritikpunkt i min bog”
Det var forbløffende at se hvordan vores bærende spillere ikke kunne mere. Declan Rice, Bukayo Saka, Martin Ødegaard osv. Ingen havde kræfterne. Og selvom det var tydeligt fra 2. halvlegs start, så skulle vi alligevel hen til det 67’ minut før de første indskiftninger fandt sted. Det bekræftede mig i to ting. At Arteta ikke stoler nok på sine næstbedste, men også at han ikke er dygtig nok til at bruge dem til at fordele spilminutterne ud i truppen.
Lad os tage et lille regnestykke, og kigge på vores nærmeste konkurrent Manchester City.
Kigger man på Arsenals otte mest spillende den her sæson, så fordeler spilminutterne sig til 4082’ minutter pr. spiller. Hos Manchester City er gennemsnittet 3892’ minutter blandt de otte mest spillende. Kigger man på de ni til seksten meste spillende, og nu bliver det for alvor interessant, så er der klar forskel på hvordan de to hold bruger deres trupper.
Her er gennemsnittet 1899’ minutter pr. spiller hos Arsenal, mens gennemsnittet er 2526’ minutter pr. spiller hos Manchester City (data er fra Transfermarkt, og lavet inden FA Cup finalen).
Derfor er kritikpunktet, som har hersket omkring den manglende rotation i kampe og helt generelt, et fair og legitimt kritikpunkt i min bog. Arsenals bedste spiller for meget, og de næstbedste spiller for lidt. Er det så et billede på, at Arteta føler, at de næstbedste ikke er gode nok? Måske ja, men hvordan skal de modbevise det, hvis de aldrig for alvor får chancen? Og nogle gange er det bare chancer der skal til, for at en spiller hæver sit niveau. Tag bare Jakub Kiwiors positive udvikling, der vel og mærket skete fordi Arteta var tvunget til at spille ham.
Om ikke andet, så tror jeg netop det bliver Arsenals bredde som kommer i fokus hen over sommerens transfervindue. Arsenal har en god og ikke mindst bred trup. Måske endda den bredeste i Premier League, men det betyder nødvendigvis ikke man har den bedste. Derfor tror jeg Arsenal vil strømline eller skære ned i sin bredde for at hæve niveauet blandt den 12. til 16. bedste i truppen. Derfor ser jeg også alle spillere der argumenterbart ikke er del af Arsenals bedste, bærende og uundværlige spillere, som værende relevante og oplagte salgsemner. Foruden de oplagte salg, tæller det altså spiller som Gabriel Jesus, Oleksandr Zinchenko, Emile Smith Rowe, Jakub Kiwior, Fabio Vieira og ja måske endda Gabriel Martinelli og Leandro Trossard.
Der venter en lang, spændende og travl sommer for Arsenal, før det hele går løs igen. Vi Arsenal-fans har alt mulig grund til at være fortrøstningsfulde, spændte og fulde af forventninger den kommende sæson. Ja, faktisk de næste mange sæsoner.
For Arsenal er blevet et hold, som nu har bevist sig til at være dygtig og god nok til at vinde de helt store titler. Nu er det tid til at gribe det, man har vokset sig stor nok til at nå.