MERTESACKER: ØVERSTKOMMANDERENDE I AKADEMIET

En rendyrket lederskikkelse i sin tid som fodboldspiller. Per Mertesacker eller ‘Big Fucking German’, som han også bliver kaldt af Arsenal-fans, var én af de mere eftertænksomme og strategiske fodboldspillere i nyere tid. At han efter sit karrierestop overgik til at bestride stillingen som academy manager og dermed hovedansvarlig for de unge kræfter i Arsenal var derfor et naturligt næste skridt får både Arsenal og Mertesacker. Men hvad er egentlig drivkraften i tyskerens nye rolle som leder af ungdomsafdelingen?  I denne artikel zoomes der ind på, hvad Per Mertescakers rolle i klubben i virkeligheden består af. Samtidigt vil jeg forsøge at vurdere, om den tyske sympatisør har potentialet til at blive toptræner, og om han ser sig selv som en kommende mand i trænersædet i Arsenal.

Nogle har måske glemt den tyske Per Mertesacker, efter at han snørede støvlerne i Wengers afskedssæson for sidste gang for to år siden. Men hvad de færreste ved uden for Arsenal-fora er, at den 36-årige tidligere midterforsvarer stadigvæk har Arsenal som arbejdsgiver. Han har altså aldrig fratrådt klubben, men blot skiftet stilling, sådan at han ikke længere løber rundt inde på grønsværen, men nu befinder sig uden for kridtstregerne. Per Mertesacker har nemlig sin daglige gang på træningsanlægget ved Hale End, hvor han er chef for ungdomsakademiet. Her har Per Mertesacker som fornemmeste opgave på at dele ud af sine mange erfaringer og gøre en forskel for den nye generation af unge spillere i klubben. En rolle, som lader til at passe ham godt. Selv udtaler udtaler Per Mertesacker i et interview med The Independent, at han føler, at han har genfundet kærligheden til spillet. 

Strategi og visioner 

Med 221 Arsenal-kampe i bagagen kommer Mertesacker med værdier og kvaliteter, der er afgørende, når det kommer til at inspirere og modne de unge, håbefulde spillere i klubben. 

Godt nok er Per Mertesacker ikke coach for hverken U18-mandskabet, der trænes af Ken Gillard, eller det lidt ældre U23-hold, der føres an af Steve Bould. Til gengæld har han et mere overordnet ansvarsområde, hvor han kan tillade sig at være procesorienteret og forsøge at få de mange mekanismer i en ungdomsafdeling til at gå op i en højere enhed. At se det hele i et større perspektiv. Hvordan skabes et sundt udviklingsmiljø? Og hvordan formår man at tydeliggøre en fælles strategi Arsenal-hold – en såkaldt ‘Arsenal way’? Rollen som ansvarlig for samtlige af Arsenals ungdomshold er nok ikke så dumt endda til en visionær mand som Mertesacker, der brænder for at tage ansvar og gøre en forskel. 

Efter tiltrædelsen som academy manager har tyskeren slået på at ville gøre op med den kyniske og sort-hvide forboldverden. Dette har han selv kaldt ‘attacking the system’. I Mertesacker finder man altså en leder, der – før alt andet – har blikket rettet mod mennesket bag fodboldspilleren. Siden udnævnelsen som leder af akademiet har han også i flere sammenhænge understreget vigtigheden i, at Arsenals youngsters uddannes i de mange mentale aspekter i fodboldverden. I en fodboldverden, der tillægges mere og mere konkurrence og individualisering, er det nemlig vigtigt i Mertesackers øjne, at man dyrker menneskelige værdier som respekt, disciplin og ydmyghed. Per Mertesacker kalder i den forbindelse fodboldverdenen et ‘monster’, som netop skal takles med et sundt mindset. 

 class=
Mertesacker i 2018 som nytiltrådt akademichef med Bukayo Saka, der dengang skrev under på sin første professionelle kontrakt med Arsenal som 17-årig. Foto: Stuart Macfarlane

Mertesacker har også en indædt ambition om at skabe rummelighed og en balancegang i ungdomsspillernes tilværelse. Det skal ifølge Mertesacker være kærligheden til spillet, der skal drive talentet. Der skal være plads til at gå i forskellige retninger for at lykkes som fodboldspiller. Nogle ungdomsspillere får succes og opnår sit gennembrud tidligt i karrieren som 18-19-årige, hvorimod andre spillere må være mere tålmodige og eventuelt prøve sig af i andre klubber for at slå igennem. Mertesacker vil – med andre ord – have nuancerne frem. Men at skabe et akademi, der kan levere spillermateriale til førsteholdet og bidrage til den kommende fødekæde, kan ikke stå alene for Mertesacker. Hvis man spørger ham, om hvad der har den højeste prioritet for ham som ansvarlig for ungdomsafdelingen, så er det at skabe og uddanne lykkelige og succesfulde mennesker. Ikke nødvendigvis kun på fodboldbanen, men ligeledes generelt i livet. I den forbindelse har han udtalt følgende i et stort interview til fodboldmediet Goal: “Hvis en ungdomsspiller ikke når til tops i professionel fodbold, men til gengæld opnår en succesfuld karriere på andre områder, er det også en succes. At en tidligere akademispiller f.eks. ender med at blive doktor i USA vil være en succeshistorie for os som akademi”. Det står altså klart, at Mertesacker ikke ønsker, at Arsenals ungdomsakademi defineres ud fra, hvor mange, der går hele vejen til Premier League-holdet. Han ønsker derimod at hjælpe de unge spillere med at give dem et fundament, hvor de kan ‘vinde i livet’. 

Succes at stå på skuldrene af

Det står hævet over enhver tvivl, at Arsenal er en magtfaktor i engelsk ungdomsfodbold. Da Mertesacker trådte ind i rollen som academy manager, havde U23-holdet lige tilspillet sig mesterskabet i Premier League 2. I den efterfølgende sæson blev det igen til sølvtøj for det unge mandskab, da de sluttede på andenpladsen. Samme overbevisende takter har U18-holdet også vist de seneste år, hvor det  er blevet til både topplaceringer og trofæer. Mertesacker har – i det store og hele – nydt godt af at blive sat i spidsen for ét af landets bedste ungdomsakademier i en tid, hvor der for alvor er begyndt at blæse positive vinde over talentarbejdet i England. Aldrig før i det 21. århundrede man været vidne til en så rivende udvikling. Engelsk talentfodbold er i den grad i spotlightet for tiden. Om det bliver startskuddet på en kommende guldalder for engelsk talentudvikling, skal Mertesacker og de andre førende ungdomsakademier i England være med til at afgøre. 

 class=
Mertesacker efter en af karrierens højdepunkter: 2-1-sejren over Chelsea i FA Cup-finalen i 2017. Foto: Stuart Macfarlane

Hvis man skal bedømme Mertesacker ud fra, hvor mange ungdomsspillere, der har fået chancen på førsteholdet, så har han i den grad fået sat sit aftryk. Den store tiltro til spillere som Bukayo Saka, Joe Willock, Reiss Nelson og Eddie Nketiah er et lysende eksempel på, hvor langt man er nået i Arsenal med at udvikle britiske spillere fra egen avl. Meget af denne fortjeneste bør tilskrives Mertesacker. Opgaven for Mertesacker vil i de kommende år derfor være at bevare det nuværende momentum og bygge videre på den opblomstrende talentmasse og de lovende resultater. Fortsætter den positive udvikling og det stærke bånd mellem Artetas førstehold og Mertesackers ungdomshold, kan flere spillere ungdomsspiller med god grund sætte næsen efter et muligt gennembrud. De næste talentfulde spillere, der ventes at få spilleminutter i den indeværende sæson, er blandt andre Folarin Balogun, Miguel Azeez og Sam Greenwood, der i en længere periode på U23-mandskabet har vist store prøver på deres talent.

En karriere med op- og nedture

Lige siden annonceringen af Per Mertesackers nye stilling blev en realitet, har budskabet været klart; tyskeren vil gøre en forskel for de unge spillere i Arsenal. At han kommer direkte fra grønsværen, hvor han var anfører, til rollen som chef for akademiet, gør tilmed, at han kender til tilværelsen i det nuværende, professionelle fodboldmiljø og derved har lettere ved at forstå ungdomsspillernes udfordringer og dillemmaer. Godt nok har han ikke opskriften på, hvordan man lykkes som fodboldspiller og slipper gennem nåleøjet til professionel fodbold, men han har til gengæld et hav af personlige oplevelser og erfaringer, som han kan dele ud af. 

Og hvem vender det døve øre til en tidligere tysk verdensmester tredobbelt FA Cup-vinder? Men hvad vigtigere er, så har Mertesackers egen tid som fodboldspiller næppe været en nem og rosenrød karriere med lutter succes og triumfer.

Mange af tyskerens tanker og refleksioner over sin egen karriere og den kontrastfyldte fodboldverden, er således også blevet omsat til selvbiografien Big Friendly German. Bogen, der udkom i løbet september 2019 har især høstet stor succes pga. dens hudløse ærlighed og forsøg på at rokke ved vores almene opfattelse af den professionelle fodboldverden. Selvbiografien har særligt fået folk til at spærre øjnene op for, hvor store konsekvenser sort-hvide, kortsigtede målsætninger og konkurrencekulturen havde for Mertesacker. På trods af en privilegeret karrierevej som fodboldspiller var angst og et usundt præstationspres nemlig været en del af prisen. Han lægger blandt andet ikke skjul på, at diarré og kvalme var en naturlig del af hans 15-årige fodboldkarriere, og at presset fra fodboldverdenen havde den helbredsmæssige konsekvens, at hans krop konstant var i alarmberedskab.

I bogen åbner han dermed op for de åbenlyse negative effekter, som han oplevede i forbindelse med livet som professionel fodboldspiller. Netop disse erfaringer og advarsler er især noget, som Mertesacker i den grad også ønsker at gøre Arsenals ungdomsspillere og hele setuppet omkring akademiet opmærksomme på. 

En kommende toptræner i Arsenal

Man kunne sagtens fristes til at forestille sig Mertesacker i en trænerrolle i fremtiden. Når man efter tyskerens karrierestop har hørt ham udtale sig, har han virket opsat på at skabe ændringer i den kultur, der danner rammer for unge fodboldspillere. Set ud fra Mertesackers personlighed og hans værdisæt må han betegnes som prototypen på en kommende toptræner. Han er sympatisk, visionær og ydmyg. Derudover en vaskeægte lederskikkelse og en kulturbærer i Arsenal-regi. I sin tid som spiller har tyskeren ligeledes spillet flere år under Arséne Wenger, hvor han med tiden under franskmandens ledelse blev udråbt som kaptajn. I flere interviews efter Wengers afsked har Mertesacker snakket om, at Arsenal i fremtiden bør stræbe efter at løfte franskmandens arv eller i det mindste forsøge at bygge videre på den. Som Wengers tidligere anfører og højre hånd har Mertesacker i hvert fald haft muligheden for at suge inspiration til sig. Mertesacker har derfor nu muligheden for at gøre alvor af sine ord om ikke at at lade Wengers arv og filosofi sive ud af klubben.

Mertesacker var også holdkammerat i Arsenal med den nuværende manager, Mikel Arteta, hvor de havde et tæt venskab i anførergruppen. Med det tætte forhold til den spanske træner in mente kunne en rolle som assistenttræner meget vel ligge til højrebenet for Mertesacker. 

Forskellen på det job, han bestrider nu, og et trænerjob, er dog, at han kan tillade sig at arbejde mere langsigtet og arbejde strategisk med at opbygge en kultur i en fodboldklub. Spørgsmålet er derfor, om jobbet som akademichef i virkeligheden passer bedre til lige præcis ham. Mon ikke også, at Mertesacker finder sig meget godt tilpas i en rolle, hvor han ikke hele tiden behøver at være i rampelyset? 

Om Mertesacker går med en trænerdrøm i maven eller ej, er dermed ikke til at vide. Men uanset hvad fremtiden har i vente for Per Mertesacker og ungdomsudviklingen i Arsenal, bliver det under alle omstændigheder spændende at følge fremover. 

 class=
Mertesacker som assistens for Freddie Ljungberg i november/december 2019. Foto: Stuart Macfarlane
Indkøbskurv