MED ELLER UDEN THOMAS – EN PARTEY TIL FORSKEL

På transfervinduets sidste dag hentede Arsenal den ghanesiske midtbaneprofil, Thomas Partey, i spanske Atletico Madrid. London-klubben havde endelig fået deres midtbanespiller, som skulle adressere nogle alarmerende mangler på den centrale midtbane og være katalysator for den retning, Mikel Arteta ønsker sit Arsenal-mandskab i. Glæden og optimismen omkring Thomas Partey har dog lidt et knæk, da andre omstændigheder omkring holdet, præstationer og resultater har været af en uacceptabel karakter ud fra en vanlig Arsenal-standard. Disse præmisser har desværre været med til at overskygge den overvejende positive effekt, som Thomas Partey har bragt i de kampe, han har været en del af.

Det er ikke gået forbi nogles ører (eller øjne), at Arsenal kæmper med et slutprodukt og output på banens sidste tredjedel af banen. Holdet har skabt for få målchancer af høj xG-værdi, og når mulighederne har været opstået i kampene, har der manglet en blanding af skarphed og selvtillid. Chancer – og eventuelle scoringer, som kunne have givet anderledes resultater i de foregående kampe, hvor Arsenal står tilbage uden points.

Den brede konsensus blandt Arsenal-tilhængere går på, at holdet mangler kreative spillere for at kunne ændre på denne problemstilling. Lad mig understrege – Arsenal har kreative spillere på banen. Antallet af gange, hvor spillerne sættes i situationer, hvor kreativiteten kan komme til udtryk, har været for få gange i løbet af kampen.

Mikel Arteta har vist i sin korte tid, og nu i det varme trænersæde, at han tror på, struktur i positionsspillet er vejen frem for Arsenal og den rette sti at gå for at få succes på den lange bane. Denne tese er videnskabeligt bakket op, så man forstår godt Mikel Arteta og den øvrige trænerstab.

Problemet er bare, det ikke hjælper på den korte bane. Det kræver en stor portion tålmodighed. Det kræver formentlig to-tre transfervinduer (og oprydning i nuværende trup), før vi ser det fulde potentiale blive forløst. Nøjagtigt som vi ser det i Liverpool, som nu høster frøerne af flere sæsoners opbakning i med- og modgang.

Progressivitet fra den centrale midtbane

For at sætte Arsenals kreative spillere op i gunstige positioner for gennembrud kræver det tit, at London-klubben skal nedbryde en lavtstående modstander med en kompakt organisation. Det er præmissen for Arsenal, så det kan ikke komme som en overraskelse for Mikel Arteta. Han oplevede selvsamme scenarie i Manchester City.

Mikel Arteta har uden tvivl peget på Thomas Partey og pointeret, at han er skræddersyet til måden, Arteta ønsker Arsenal skal spille.

Hvis vi ser nærmere på det udtryk, ghaneseren giver Arsenal i spillet på bolden, så er der en verden til forskel, når han ikke spiller. Han har opereret som det centrale punkt i modstanderens forrum, når Arsenal har forsøgt at flytte modstanderens organisation i opbygningsspillet.

Uagtet om han har været parret med Granit Xhaka, Dani Ceballos eller Mohamed Elneny, så har han holdt sin centrale position, hvor makkeren er faldet i halvrum for at tiltrække pres for at kunne spille centralt til Thomas Partey.

Fra sin position centralt i forrum er han konstant orienteret fremadrettet. Han har vist et flot repertoire i pasningsspillet, hvor han evner at spille bolde igennem modstanderens kæder, men har også vi gode eksempler på længere pasninger – typisk en diagonalaflevering til spiller i siderum eller pasning i bagrum på en dyb bevægelse.

 class=
Pasning i bagrum på Hector Bellerin

Gode pasningsspillere har Arsenal rigeligt af. Der hvor ghaneseren skiller sig ud er evnerne til at drive bolden frem og forbi modstanderens pres. Hans tempodriblinger er særdeles fremragende, og det er en egenskab, som kan være med til at frigive plads til at sætte de offensive spillere i scene.

De kvaliteter som Thomas Partey bringer på banen fra sin position med bolden, giver forudsætninger og håb for, at Arsenal kan skabe flere chancer gennem initiativ og kvalitet fra den centrale midtbane.

Arsenal har brug for midtbanespillere, som har mod og evner til at være fremadrettet og suge presset til sig for at skabe plads til spillere i mellem- og bagrum. Ellers bliver det for statisk, hvis der kun spilles passivt og rundt om modstanderens organisation, som vi senest så i anden halvleg mod Tottenham.

Forudseenhed, bolderobringer og effektiv i omstillingsspillet

Thomas Partey har på sine relativt få spilleminutter for Arsenal vist, at han er en altafgørende spiller i forsvar- og erobringsspillet, hvor hans spidskompetencer er.

I de kampe hvor midtbanespilleren har spillet, har Arsenals preslinje været højere på modstanderens banehalvdel. Dette er en indikation på, at de evner han besidder, kan sættes i scene ved højintense presløb og bolderobringer.

Ghaneseren bryder mange bolde gennem sin forudseenhed, hvor han efterfølgende er fremragende til at foretage en fremadrettet aktion. Dette sker både gennem pasninger og tempodriblinger. Den mest iøjnefaldende kompetence er uden tvivl tempodriblinger, hvor han driver bolden igennem eller forbi modstanderens genpres for at lave en fremadrettet aktion, som leder mod et gennembrud på den offensive omstilling.

Kun en lille smagsprøve

Thomas Partey har allerede nu bevist, at Arsenals udtryk og ambitioner afhænger af, om han er en del af 11 involverede spillere på grønsværen. Man kan i særdeleshed tage fat i holdets udtryk og præstation mod Leicester, Manchester United og Tottenham.

Arsenal var altdominerende mod Leicester, hvor holdet skabte flere store chancer og var initiativrige i presspillet. Første halvleg er velsagtens de bedste minutter, holdet har spillet. Man formåede dog ikke at få et slutprodukt på, hvilket i sidste ende gjorde, man tabte på en Vardy-classic.

Kampen på Old Trafford var en taktisk sejr for Mikel Arteta, som ramte rigtigt med sin gameplan. Her var Thomas Partey en altafgørende figur, hvor hans aura og sikkerhed skinnede igennem hele kampen.

Ser vi bort fra blunderen ved slutningen af halvlegen, hvor Thomas Partey forlader sin position i restforsvaret, så var han (igen) Arsenals bedste spiller. Man kommer tidligt bagud på en scoring af Son Heung-min, hvor man bare må applaudere den flotte scoring, som han i øvrigt skal sparke 40-50 gange igen for at score på. I minutterne efter, og op til 2-0 scoringen, er Thomas Partey med i fasen før gennembrud, hvor han spiller bolde igennem linjerne og indgår i kombinationer, som var med til at ryste Tottenhams defensiv. I anden halvleg lykkes Arsenal slet ikke med at spille ind og igennem den kompakte organisation – en stor grund til dette var, at ghaneseren var blevet skiftet ud grundet en skade.

Vi Arsenal-fans har kun fået en lille smagsprøve på, hvad der venter os fra vores nye stjernespiller. I en tid, hvor Arsenal kæmper med at finde mål- og pointformen, så skal vi ikke glemme, at Thomas Partey bliver en vital og afgørende spiller for Mikel Artetas projekt i Arsenal. Han skal sin skade kvit, så han kan ramme en periode med kontinuitet, og det vil gavne hele holdets udtryk og engagement på græstæppet.

Indkøbskurv