Søndag tager Arsenal hjemme mod Manchester City i hvad mange betegner som en direkte duel i denne sæsons mesterskabskamp, og skal den betegnelse retfærdiggøres, så skal Arsenal vise, at man er i stand til at bestige det bjerg, Manchester City er.
Af Tobias Halskov
I forrige sæsons Premier League opgør mod Manchester City, måtte Arsenal se sig slået i begge kampe, hvilket gav Manchester City et 6-points overtag, som i sidste ende resulterede i et Manchester City mesterskab på et 5-points forspring ned til Arsenal.
Ja, forrige sæsons ’lige-ved-og-næsten-historie’ behøves vi ikke at dvæle så meget ved, men ikke desto mindre, så var de manglende sejre over Manchester City i Premier League et tydeligt tegn på hvad Arsenal manglede i deres jagt på at genvinde et længeventet engelsk mesterskab.
Status pt.
Men først en kort status. Arsenal kommer på bagkant af en overbevisende og velspillende udebanesejr over AFC Bournemouth samt et nederlag ude til RC Lens i Champions League, mens Manchester City højst overraskende tabte til Wolverhampton i sidste weekend, men vandt forholdsvist sikkert i Champions League mod RB Leipzig.
Blot et enkelt point adskiller de to hold i Premier League, men selvom resultaterne langt henad vejen har været ens og gode, så har præstationerne og i hvert fald topniveauet (eller bundniveauet om man vil) været en smule under par for begge hold. For mens Manchester City i langt største delen af deres kampe har været til dels overbevisende uden at folde sig helt ud, så har Arsenal derimod kæmpet med det jeg kaldte for udviklingens ikke-lineære fremgang, hvor holdet har skulle finde sit nye spillemæssige ”jeg” med nye konstellationer og relationer.
Skader har været et tema for begge hold. Manchester City må mest nævneværdigt undvære Kevin De Bruyne, mens der i skrivende stund fortsat er usikkerhed om Bukayo Saka og Gabriel Martinelli hos Arsenal.
Rodri fik meget belejligt for Arsenal rødt kort mod Nottingham Forest, så Manchester Citys talisman og omdrejningspunkt er ikke tilgængelig. Rodri og Kevin De Bruynes fravær må og skal gøre det her til en god chance for Arsenal til at endelig at tage sejren.
Omvendt, er det en kæmpe sten i skoen, hvis hverken Bukayo Saka eller Gabriel Martinelli er med. Tag bare de sidste 60 minutter mod RC Lens for at se hvilke problemer det skaber, når holdet hverken har fart, gennemslagskraft eller evner til at sætte sin modspiller på den sidste tredjedel.
Men uanset hvad, så skal Arsenal tage ved lære af tidligere nederlag mod Manchester City, hvis man skal lykkes med at slå dem.
The greatest teacher failure is
Tillad mig at smide en Star Wars analogi ind her, for blot at sætte tonen forud kampen på søndag. Da unge Luke Skywalker færdiggør sin Jedi-træning hos Master Yoda i Star Wars filmen The Return of The Jedi, er han overbevist om, at han nu er en rigtig Jedi, men Master Yoda fortæller ham, at der er en sidste ting han mangler.
”One thing remains… Vader. You must confront Vader. Then, only then, a Jedi will you be”.
Leg lige med mig her og byt ”Vader” ud med ”Manchester City”, og ”Jedi” ud med ”Champion”. Arsenal der med sin unge træner i Mikel Arteta gjorde næsten alt rigtigt i forrige sæson, dog lige med undtagelse af, at man ikke slog Manchester City og Mikel Artetas tidligere læremester, Pep Guardiola.
Og så behøves vi ikke træde mere i den Star Wars analogi, men ikke desto mindre, så er Manchester City på mange måder den sidste forhindring det her Arsenal-hold mangler at besejre. Det sidste, højeste og sværeste bjerg der skal bestiges.
Det har Arsenal ikke haft nemt ved, og her skal man blot kaste et kort blik på de seneste mange års indbyrdes opgør, for at få bekræftet den påstand.
Arsenal har ikke vundet over Manchester City siden den 21. december 2015. Siden har de to hold mødtes 15 gange i Premier League-regi, hvor to er endt uafgjort, mens Manchester City har vundet de resterende 13 opgør. Mikel Arteta har altså ikke formået at tage et eneste point fra Manchester City i sin tid som Arsenal manager. Her er det blevet til seks nederlag og en samlet målscore på 3-17, yikes..
Men i de to seneste sæsoner har der været tegninger til hvad der måske kunne blive et snarligt magtskifte. Eller magtskifte er nok at stramme den for nu, men i hvert fald en langt mindre niveauforskel på de to hold.
I de seneste to opgør på Emirates har vi eksempelvis set hvordan det her Arsenal-hold kan gøre ondt på Manchester City, og ikke mindst sætte dem på hælene. Omvendt har Manchester City vist på deres egen hjemmebane, at der er stadig, er et stykke vej for at vælte dem af tronen. Og på trods af Arsenals gode præstationer hjemme, så er Manchester City alligevel endt med at trække det længste strå.
Manchester City har nemlig lykkedes med at være den kloge, der narrer den mindre kloge. På Emirates formåede de at gøre kampene grimme og knap så velspillet, og når Arsenals frustration flød over i anden halvleg, slog de til. På hjemmebane, og her tænker jeg særligt på 4-1 kampen forrige sæson, stillede de med en sjælden dobbelt pivot på midtbanen, skrottede den inverterende back og lod Arsenal komme til dem med spillet, for så at spille direkte og på lange bolde til Kevin De Bruyne og Erling Haaland.
Den seneste kamp i Community Shield falder en smule uden for kategori, men den viste om ikke andet, at Mikel Arteta måske er ved at lære af tidligere fejl. Her gik Arsenal lidt mere konservativt til opgaven. Oleksandre Zinchenko var skadet, og derfor spillede nu korsbåndskadede Jurriën Timber venstre back. Det gjorde han meget mere konservativt end vi er vant til at se, og hans rolle lignede til dels mere den rolle Ben White udfylder i højre side.
Det tror jeg ikke var tilfældigt, for selvom Oleksandre Zinchenko er et stille omdrejningspunkt for os, så er han samtidig en defensiv risiko, hvor modstanderen kan skabe muligheder. Se bare RC Lens føringsmål i tirsdags. Derfor lurer jeg lidt på, om Mikel Arteta vil fjerne den mulighed for Manchester City. Præcis, som han gjorde det i Community Shield kampen.
Tid til at være den kloge
Det afgørende udfald i de seneste indbyrdes kampe, har været Manchester Citys evne til at finde en anden måde at vinde på. At gøre kampen grim og rodet, spille direkte og på lange bolde, er ikke ligefrem noget vi forbinder med Pep Guardiolas Manchester City. Arsenal har derimod kommet med den ene opskrift man havde, og det har givet Manchester City muligheden for at justere til og i højere grad spille og forberede sig på vores svagheder. Med andre ord, så fandt de bare en anden opskrift til sejr i værktøjskassen.
Det med at have flere opskrifter til sejr, er på mange det Arsenal er ved at bygge på nu. Community Shield kampen var det første klare eksempel på, at Arsenal nu har fået en trup, der giver Mikel Arteta et større fleksibelt taktisk råderum.
Det vil jeg ikke blive overrasket over, hvis han gør brug af igen på søndag.
Så lad os se lidt på hvilke muligheder det giver. Her er tre bud på en startopstilling.
Alle tre opstillinger er med det udgangspunkt, at hverken Gabriel Martinelli eller Bukayo Saka bliver klar. De første rygtebaserede meldinger på Bukayo Saka er ikke opmuntrende, og det på trods af hans landsholdsudtagelse, men omvendt så vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis begge starter. Mikel Arteta foretrækker at holde kortene tæt på kroppen og kan han skabe den mindste forvirring hos modstanderen omkring hvilke spillere han har til rådighed, så gør han det.
Er de klar, så forventer jeg at se vores tre foretrukne oppe foran for første gang denne sæson.
Gabriel Martinelli, Gabriel Jesus og Bukayo Saka.
Men som nævnt, er de rygtebaserede meldinger i skrivende stund ikke lovende, så derfor tillader jeg mig at sortere dem fra i første omgang.
Mulighed 1
Skulle vi nu møde alle andre end Manchester City, så var den her opstilling den mest oplagte, af den simple grund, at det er den Mikel Arteta har tyet sig mest til. Men nu er det Manchester City vi skal møde, og derfor tror og håber jeg, at Mikel Arteta gør noget andet. Men er det her startopstillingen, vil det ikke være overraskende.
Er Thomas Partey kampklar, så kunne han nemt skubbe enten Kai Havertz eller Eddie Nketiah ud af startopstillingen.
Mulighed 2
Den her opstilling afhænger af om Thomas Partey er kampklar eller ej. Var han i kampform, så var jeg ikke i tvivl om, at han ville starte inde, men selvom han har trænet med i en uges tid og tilmed sad på bænken i Champions League, så har vi alle set hvor frustrerende en uskarp Thomas Partey er.
Hvis Mikel Arteta føler han er klar, så tror jeg han starter, hvilket så vil skubbe Declan Rice og Kai Havertz en tak frem, og dermed sætte Eddie Nketiah ud på bænken.
I Community Shield leverede Kai Havertz en ganske god præstation som 9’er. Hans spil med ryggen til mål er godt, og hans fysik gør, at han nemmere kan modstå presset fra Manchester Citys forsvarsspillere. Måske ønsker Mikel Arteta at bruge ham igen til at spille over Manchester Citys første pres.
I forsvaret har jeg udeladt Oleksandre Zinchenko på baggrund af førnævnte pointe om at gå lidt mere konservativt til værks, og ikke give Manchester City muligheden for at udnytte en svaghed, de kender til i forvejen. Takehiro Tomiyasu er en fortrinlig forsvarsspiller og har forsvaret på et højt niveau denne sæson, og hvis nogen kan stå imod Manchester Citys kanter, så er det ham.
Mulighed 3
Er Thomas Partey nu ikke kampklar, så kunne jeg godt se et scenarie, hvor Oleksandre Zinchenko kom ind ved siden af Declan Rice, som den venstre 8’er. I teorien måske ikke nogen dum idé, da han alligevel bruger langt største delen af tiden inde i venstre halvrum i VI-spillet.
Men vi har endnu til gode at se Oleksandre Zinchenko starte på midtbanen, så om det er noget vi kommer til at se i praksis, kan jeg nu godt være i tvivl om. Men det må være en mulighed.
Det der desværre slår mig ved de her tre muligheder, er vores mangel på fart, når hverken Gabriel Martinelli eller Bukayo Saka er med. Vi mangler flere i truppen med fart og 1v1 evner, og når både Gabriel Martinelli og Bukayo Saka er fraværende, så kan jeg godt ærgre mig over, at det ikke var noget vi fik adresseret i sommerens vindue. Det må dog helt afgjort være på tegnebrættet til januar eller næste sommer.
Derudover så ærgrer det mig, at vi igen risikerer at møde Manchester City uden vores bedste, er til rådighed. I forrige sæson måtte vi undvære Gabriel Jesus og Thomas Partey på hjemmebane, mens vi på udebane måtte undvære William Saliba. Vi har altså endnu til gode at møde Manchester City i vores allerbedste udgave, og er Gabriel Martinelli og Bukayo Saka ikke med, så er det lige før det udligner Kevin De Bruyne og især Rodris fravær for Manchester City.
Men det er netop derfor en bred trup med kvalitet er vigtig, hvis du vil spille med helt fremme. Skader, karantæner og andet fravær vil altid opstå. Sådan er det, og det bliver ikke sidste gang, vi kommer til at opleve at skulle undvære en profil til et vigtigt opgør.
Går Mikel Arteta mere konservativt til værks, som i Community Shield, så tror jeg måske godt kampen kan blive en lidt låst affære. For mig, gør det nu heller ikke noget, for det er nu Arsenal skal vise at de har lært af tidligere nederlag. Det er tid til at vise, at man er blevet klogere. At vi kan komme til tops på bjerget.
Og så skal vi huske, at vi kun er ved runde otte. Sæsonen er lang, og der er mange flere point at spille om endnu. Det tror jeg også de to hold har for øje.
Derfor vil det ikke undre mig, hvis vi får at se en kamp, som er fastlåst og måske tenderende til kedelig. Men jeg må også indrømme, at jeg denne gang langt hellere se en fastlåst og til tider kedelig uafgjort end et potentielt nederlag, hvor vi har spillet friskt, initiativrigt og offensivt til, blot for at Manchester City, så har udnyttet svagheder eller personlige fejl.
Nej, den her gang skal og må vi være klogere end det.
COYG!
Arsenal vs. Manchester City
Søndag den 8. september
Kl. 17:30