Oktober måned startede med et brag! En enormt vigtig sejr og dominerende præstationer over PSG i Champions League blev efterfulgt af en flot sejr mod et solidt Southampton-mandskab.
Af Simon Ismael Sabih
Dog var oktober spækket med skader på førsteholdet. Skadeslisten omfattede blandt andre Bukayo Saka, Calafiori og Jurrien Timber. Dette kulminerede i en start-11’er mod Bournemouth, der manglede både Martin Ødegaard og Bukayo Saka. På papiret så det ud til at være en udfordring at bryde igennem Bournemouths forsvar med de manglende stjernespillere, og med et rødt kort til William Saliba blev udfordringen næsten umulig. Kampen bød på sæsonens første nederlag for The Gunners.
Bekymringerne voksede op til kampen mod Liverpool, da Saliba måtte sidde over, og Ødegaard og Saka også var fraværende. Imidlertid fortsatte drengene deres gode form i Champions League med en dominerende præstation imod Shakhtar Donetsk, som sluttede 1-0.
Søndag den 27. oktober bød på et topopgør mod Liverpool. Arsenal var stadig uden Ødegaard på midten og med Saliba i karantæne. En glædelig overraskelse var, at Bukayo Saka var tilbage på holdet, og han fortsatte sin målstime med et smukt mål, der er nomineret til månedens mål i Premier League. Men glæden var kortvarig, da Gabriel Magalhães måtte udgå med skade, hvilket senere førte til, at Liverpool kunne udligne kampen til 2-2.
Man sad tilbage med en skuffende følelse, efter at vi havde været foran i kampen ved to lejligheder. Mikel Arteta fik endnu engang kritik fra både fans og eksperter for at stille sig for langt tilbage på banen og spille for forsigtigt.
Arsenal afsluttede oktober måned med en sejr over Championship-holdet Preston, hvor unge Ethan Nwaneri og Jakub Kiwior leverede flotte præstationer.
Nominerede til månedens spiller:
- Bukayo Saka
- Thomas Partey
- Gabriel Martinelli
Bukayo Saka
På trods af at Bukayo Saka ikke spillede to kampe på grund af skade, var han enormt kampafgørende i de kampe, han deltog i. Med tre mål og to assists i tre kampe viser han, hvor afgørende han er for den offensive del, især i fraværet af kreatøren Ødegaard. Sakas fravær var tydeligt, da Arsenal kun formåede at score et enkelt mål over to kampe – en statistik, der er bemærkelsesværdig for The Gunners. Sakas præstationer i oktober måned betyder også, at han er nomineret til både Arsenal og Premier Leagues månedens spiller.
Thomas Partey
Thomas Partey har været utrolig solid for Arsenal. Den ghanesiske svejserkniv har været en uundgåelig del af Artetas planer. Partey deltog i alle seks kampe i oktober måned og har været instrumental på midtbanen sammen med Declan Rice. På grund af de mange skader har Partey også spillet som højreback og været en klippe der! I kampen imod Liverpool formåede han at samle fem tacklinger og ti vundne dueller, samtidig med at han fuldstændig pakkede den colombianske spiller Luis Díaz sammen. Thomas Partey er også nomineret til månedens spiller for Arsenal.
Gabriel Martinelli
Gabriel Martinelli er stadig ved at finde sin gamle form tilbage, og det ser ud til, at det går den rigtige vej for den unge brasilianer! Med et vigtigt mål imod Southampton og et spark, der skabte målet til 1-0 over Shakhtar Donetsk, samt et enormt løbepensum, har Martinelli haft nogle vigtige øjeblikke i oktober måned. Gabriel Martinelli er også nomineret til månedens spiller for Arsenal.
Månedens spiller for oktober
På trods af en svær oktober måned, præget af fravær af mange førsteholdsspillere og sæsonens første nederlag, viste Bukayo Saka endnu engang, hvor afgørende han er for Mikel Artetas Arsenal-mandskab. Vores helt egen Starboy, der nu er oppe på 50 Premier League-mål, har overtaget rollen som offensiv kreatør og udfylder den utrolig godt. Hans fravær i oktober måned understreger, hvor enormt vigtigt og kampafgørende han er for The Gunners!