Af Albert Meldgaard Blum
Fodboldsæsonen 24/25 er for alvor skudt i gang, og som noget nyt vil vi fra redaktionen gerne introducere vores nye indholdsformat “Månedens Spiller”.
“Månedens spiller” går ud på, at vi fra redaktionens side kårer Arsenal Denmark’s eget bud på en månedens spiller – uafhængig af klubbens egen officielle konkurrence.
I kombination med vores karakterformat og skribentens egne vurderinger, vil skribenten nominere tre spillere, argumentere for og imod, og til sidst kåre den spiller, som skribenten mener har gjort sig bedst fortjent til at blive månedens spiller.
Vi håber, I vil tage godt imod formatet, og I skal være velkommen til at dele jeres egne holdninger og meninger i kommentarsporet.
Vi opfordrer selvfølgelig til, at dette gøres i en god og ordentlig tone – med respekt for både hinanden og skribenten.
COYG!
Det sure med det søde
Det har været en blandet start på sæsonen for Arsenal. Med to sejre og en uafgjort kan det føles som om, at vi allerede nu kan vinke farvel til mesterskabet. Og med et svært program i september, der både byder på NLD, første Champions League-kamp og Manchester City på udebane tre dage efter, kan man godt forstå, at gejsten kan halte.
En forståelse der kun bliver stærkere, når man kigger på papiret over skadede spillere i mandskabet.
Men på trods af al ulykken har der bestemt også været gode ting at tage med os fra de første tre kampe i august. Vi er stadig ubesejret, vi har scoret et par mål, og vi spiller generelt enormt flot fodbold.
De tre nominerede
Apropos flot fodbold, er der især tre Arsenal-spillere, der har gjort det en tand bedre end resten af mandskabet i august.
Her skal vi bogstaveligt talt en tur fra den ene ende af banen til den anden, da der nemlig er tale om to spillere, hvis job er at score mål, og en spiller, hvis job er at forhindre mål i at blive scoret.
Hvis du ikke allerede har gættet det, er de tre nominerede følgende:
- David Raya
- Kai Havertz
- Bukayo Saka
Alle tre har været enestående for Arsenal i august, og jeg tør godt at sige, at det havde set meget anderledes ud, hvis ingen af dem havde været på pletten.
David Raya
Arsenals spanske målmand og europamester har leveret en yderst acceptabel præstation i august. For sikke nogle redninger han har beriget os med.
David Raya er på kort tid gået fra ris til ros, og man begynder nu at forstå, hvorfor Arteta valgte ham som målmand i stedet for den ellers “fankære” Aaron Ramsdale.
Kai Havertz
Vores tyske måltyv er ligeledes gået fra at være udskældt til at være en af Arsenals vigtigste og bedste spillere på meget kort tid.
Han scorer både mål og laver assists, hvilket har gjort ham uundværlig for holdet. Kai Havertz har ligeledes fået Arsenal Denmark’s næsthøjeste karaktergennemsnit for august, hvilket er meget fortjent.
Bukayo Saka
Arsenals starboy af en angriber fortjener i den grad også en stående applaus for hans præstation i den forhenværende måned. For sikke nogle mål og assists han indtil videre har lavet.
Det er rart at se, at han er begyndt at trække en smule mere ind i banen i hans angrebsspil, og så er det også rart at se, hvor glimrende han bidrager til den duo, ham og Havertz har skabt.
Der er ingen tvilv om, at Saka er vanvittig dygtig og værdifuld for Arsenal, og han har tilmed vundet Arsenals officielle Player of the Month award for august 2024.
Månedens Spiller: August 2024
August måned har sendt os igennem hele følelsesregistret med flotte mål, pointtab, skadede spillere, to sejre og ikke mindst en masse flotte og vigtige redninger fra vores opblomstrede målmand David Raya Martín.
Med sine flotte og vigtige aktioner mellem stolperne, vinder David Raya titlen som Månedens Spiller: August 2024.
Og ja, selvfølgelig kan man argumentere for, at enten Havertz eller Saka skulle have løbet med sejren, da begge angribere har vist os de bedste sider af dem selv, som kun lover godt for resten af sæsonen.
Men selvom de to angribere er i topform, løber Raya stadig med sejren. Hans aktioner på dødbolde og fødderne fortjener stor ros, og det samme gælder for hans flotte redninger mod Wolves og Aston Villa.
Redninger, som allerede nu aspirerer til at blive kåret som sæsonens redning. Desuden har David Raya for alvor bevist, hvorfor han er Artetas første valg på dåsen.
Med andre ord, havde tingene set helt anderledes ud, hvis ikke det var for hans redninger af chancer, vi ellers så inde.
Så tillykke med sejren David Raya, og tak for din indsats i august. Du må meget gerne holde formen ind i september.