Gennem sæsonen har flere Arsenal-spillere været på fremmed græs. Nogle for at få erfaring, inden de kan træde ind på den store scene på Emirates. Andre for at få gang i karrieren. I denne artikel kigger vi på, hvordan de har klaret sig, og hvilken fremtid, jeg ser, de har i klubben.
Ligaerne rundt i Europa er så småt ved at blive genoptaget. Arsenal har lejesvende i flere europæiske ligaer, der får en sidste chance for at udvikle sig, inden de kommer tilbage til klubben til sommer. Det her er en gennemgang af, hvordan spillerne har klaret sig samt et bud på, hvem der har en fremtid på Emirates.
William Saliba
Vi starter i Frankrig med William Saliba. Han har ikke spillet for Arsenal endnu, men blev købt sidste sommer fra Saint Etienne. Aftalen var dog, at han skulle spille nuværende sæson hos franskmændene, inden han kunne komme til Arsenal.
Han har været fast mand i midterforsvaret for Saint Etienne, der endte som nummer 17 i Ligue 1.
Han skal selvfølgelig blive i klubben, da han egentlig er en ny signing. Med forsvarsproblemerne i Arsenal bliver det spændende at se en mand på 19 år komme ind og forhåbentlig skabe en bedre balance.
Emile Smith Rowe
Vi tager fra Frankrig over kanalen til Championship i England. Emile Smith Rowe har siden januar 2020 været udlånt til Huddersfield. Han har spillet i alle ti kampe for dem, hvor det er blevet til otte startpladser som 10’er. Et mål, tre assist og en titel som kampens spiller mod Fulham er det blevet til for den 19-årige englænder.
Huddersfields manager, Danny Cowley, har været begejstret for at have Smith Rowe i folden, da han ser ham som en Premier League-spiller. Mikel Arteta har også et vågent øje på Smith Rowe. Han analyserer englænderens kampe for Huddersfield og har under nedlukning af ligaerne talt med Smith Rowe om, hvilke ting han skal forbedre. Smith Rowe fortæller, at de sammen har gennemgået klips, hvor Arteta har fortalt Smith-Rowe, hvor hans fokus skal være.
Hvis Mesut Özil skulle forlade klubben denne sommer, står Smith Rowe i min optik først for. Arsenal budget denne sommer er ikke stort, og jeg ser hellere, at vi forstærker det bagerste geled. Smith-Rowe passer til Arteta måde at spille på. Han er agil, hurtig og har blik for den dybe aflevering. Han kan også modtage bolden langt nede i banen og drive den frem. Modsat Özil er han en spiller, der også er farlig med dybe løb uden bolden, og så er han ikke bleg for at løbe med tilbage og beskytte vores defensive midtbane.
Dog ser jeg ikke, at han allerede nu har styrken til at gå ind og diktere Arsenals offensive spil. Talentet er der uden tvivl, men det mentale aspekt i spille halter bag den gode teknik. I kampene for Arsenal i efteråret har han en tendens til at falde ud af kampen, hvis ikke han får en god start. Det er en presbold at skyde hen til 19-årige Smith-Rowe, hvis det forventes at han skal præstere hver uge.
Ideelt set skal Smith Rowe udlejes på ny, så han kan få erfaring med førsteholdsfodbold og hår på brystet. Men omstændighederne kan gøre, at han allerede fra næste sæson er tiltænkt en rolle på førsteholdet. Jeg er sikker på, at han vil vokse med opgaven og få finpudset de ting, der mangler. Mit bud er, at han kommer til at spille en del kampe for førsteholdet næste sæson, og det bliver meget spændende at følge den unge englænder!
Mohamed Elneny
Den hårdtarbejdende egypter har tilbragt sæsonen i tyrkiske Besitkas, hvor han stort set har været fast mand på midtbanen hele sæsonen. Han har medvirket i 30 kampe denne sæson ud af 37 mulige. Han har glippet 4 kampe på grund af karantæne.
Senest kom det frem, at klubben ikke har betalt Elnenys løn og skylder ham 1,3 millioner euro. Midtbanemotoren har sagt, at han ikke vil spille de resterende kampe, hvis ikke lønnen bliver udbetalt.
Klubben vil gerne tilknytte egypteren permanent, men fremtiden er oppe i luften lige nu på grund af den manglende løn.
Mohamed Elneny er en type, som vi mangler på midtbanen i Arsenal, men efter min mening, så skal han sælges. Hans arbejdsindsats er beundringsværdig, men niveauet rækker ikke til den hylde, som vi ser Arsenal. Vi har brug for en defensiv midtbane, der kan spille bolden og samtidig være stringent defensivt. Elneny er for udisciplineret i forhold til sin placering på banen. Jeg ser hellere, at vi sælger ham nu og bruger penge på en ny 6’er. Hvis det ikke er muligt, så har vi 24-årige Lucas Torriera.
Henrikh Mkhitaryan
Jeg var en af dem, der klappede i hænderne, da vi skiftede en opgivende Alexis Sanchez ud med Mkhitaryan, som jeg troede kunne bidrage til sprudlende offensiv spil. Men han har ikke været den spiller, han var i Dortmund. Det tegnede ellers godt med tre assist i sin første kamp i startelleveren mod Everton i 2018.
I sommer blev han lejet ud til AS Roma, hvor han har spillet 17 kampe med 12 kampe fra start. Skader har forhindret armeneren i at spille 16 kampe yderligere.
Den 31 årige offensive midtbane har høstet roser for sin tid i Roma. Han har været ude at sige, at han håbede på at kunne skifte permanent til Roma. Han har kontraktudløb med Arsenal næste sommer, så det virker som en ideel løsning for alle parter, hvis Arsenal sælger til Roma denne sommer.
Henrikh Mkhitaryan blev aldrig den spiller i England, som man havde troet, men han har altid arbejdet hårdt for klubben. Slutproduktet har oftest været fraværende, så det virker som det optimale at lade ham gå, så der kunne blive plads til yngre spillere i offensiven som Reiss Nelson, Emile Smith Rowe eller Martinelli.
Konstantinos Mavropanos
Vi slutter af i Tyskland, hvor Konstantinos Mavropanos har tilbragt foråret i den næstbedste tyske række. Den unge græske midtstopper blev i januar lejet ud til FC Nürnberg, som kæmper for ikke at rykke ud fra 2. Bundesligaen. Mavropanos har spillet 11 kampe ud af 13 mulige. Alle fra start.
Jeg kan ikke forestille mig, at Mavropanos er manden, der kommer tilbage fra Tyskland og styrker vores bagkæde. Grækeren er langsom og mangler kølighed i sit spil for at kunne begå sig i Premier League.
Fem ukendte klubber fra Bundesligaen skulle være interesseret i midtstopperen efter hans præstationer i den næstbedste række. Det virker til, at han skal sælges, når vinduet åbner igen, selvom han gerne vil tilbage og spille for Arsenal. Vi mangler en habil midterforsvar, men jeg kan ikke se, at det er Mavropanos. Han kommer til at være 4-5 valg i Arsenal, så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skal sælge ham nu.