Fra GunAction: At være Arsenal-fan kan være lidt ligesom en Toblerone; det går hele tiden op og ned. Som bosiddende i Schweiz kender Lars Seier både til chokoladen og fanskabets besværligheder, men ligesom meget andet har hans assocication til Arsenal altid været et sikkert holdepunkt i tilværelsen. Vi har taget en snak med Arsenal Denmark-medlemmet om Charlie Georges magiske højre fod, skuffelsen over at have gået glip af Anfield ´89 og hans interesse for at eje en lille procentdel af den klub, som har været en konstant igennem 50 år af hans liv.
Af Mads Adam Wegener
Det kommer nok ikke bag på de fleste, at nutidens Arsenal handler om meget andet end alene spillet på banen. Og det har det på sin vis altid gjort. Pints i lange baner og bollen med bløde løg og en kummerlig stegt bøf ude foran stadion har alle dage været en højtidelig del af kampritualet for Arsenal-fans. Ekstatiske scener over en polyester-trøje, der stolt sammenlignes med en plettet banan, er heller ikke uset blandt Arsenal-fans verden over. Aspekter som disse i fantilværelsen kan dog næsten fremstå antikvariske, når klubben i dag også sættes i relation til kryptovaluta og rejser til Rwanda.
En, der nok vil kunne snakke med om de fleste af førnævnte aspekter, er den danske forretningsmand Lars Seier Christensen. Lars er en af de mest velkendte danske forretningspersonligheder i gennem særligt det seneste årti og er i dag særlig involveret i sit blockhain-projekt, Concordium – en virksomhed Lars i øvrigt har opkaldt efter Arsenals latinske slogan ”Victoria Concordia Crescit”. Før det tog fart med ’big business’ og fremtidens teknologiudvikling, var det dog først og fremmest den lille runde og de rød/hvide helte fra Nordlondon, der optog knægten fra den lille jyske by Løgstrup.
Selvom Arsenal Denmark har sat Lars i stævne på ’transfer deadline day’ falder snakken langt fra om de pengesummer, som skifter hænder minut for minut i løbet af disse intense 24 timer. Nej, snakken starter i stedet ved det minut, hvor Lars selv blev solgt til fodbolden og ikke mindst Arsenal.
Flankeret af sin far hjemme i dagligstuen fik 8-årige Lars øjnene op for sin store fodboldkærlighed, da Arsenal vandt FA Cup-finalen i 1971 over Liverpool. Arsenal-helten hed på daværende tidspunkt Charlie George, der også denne eftermiddag fik tryllebundet publikum, blandt andet med den afgørende 2-1-scoring i overtiden.
Og ligesom George lagde sig ned på Wembleys græstæppe for at juble over scoringen, lagde Lars sig også fladt ned og lod sig give hen til FA Cup-helten og kanonen på brystet. ”Det var minuttet, hvor jeg blev Arsenal-fan. Det kan jeg huske med stor præcision. Nogen gange kan jeg faktisk vågne badet i sved ved tanken om, hvis Liverpool havde vundet den kamp. Så havde jeg måske været Liverpool-fan, det havde været forfærdeligt.”
Passion med læsekredit
Charlie Georges-famøse sejrsmål blev startskuddet for en sand fodboldforelskelse for Lars. Hver weekend gik med at holde sig vaks og beret, når resultaterne fra det britiske tikkede ind, så Lars kunne notere resultater og målscorere. Der blev holdt øje med Bertie Mees mandskab i avisspalterne. Radiosignalet fra Storbritannien blev opfanget for at kunne lytte til BBC World Service, som kunne levere livereportager fra Highbury. Passionen var altomspændende, hvilket hans nærmeste omgivelser også fik at følge. Mestendels bragte det dog kun godt med sig.
”Jeg så meget fodbold med min far, der dog desværre døde, da jeg var 15 år. I den periode hvor han var syg, boede jeg hos en af hans kollegaer og hans familie i et halvt års tid. De havde meget yngre børn på syv og fire ,og dem lærte jeg 100% og blive Arsenal-fans. Så de er stadig brændende Arsenal-fans, så det griner deres mor stadig af. Den mindste af dem lærte faktisk at læse, fordi han var så interesseret i at forstå, hvad der stod om Arsenal i avisen. Så hun har altid krediteret mig for at lære hendes yngste søn at kunne læse, og det var på grund af Arsenal.”
Vejviseren Arsenal
Igennem sin teenage – og ungdomsår befandt Lars sig forskellige steder i både ind – og udland, dog altid med Arsenal i bagagen. Da Lars valgte at flytte sine teltpæle til London i 1988, havde hans hjerteklub da også en afgørende rolle i hans indkvartering i det britiske.
”Dengang boede man i nogen lejligheder, hvor man var tre-fire unge, som delte køkken og bad.
Jeg fandt så den, som overhovedet var tættest på Highbury. Den lå på Aberdeen Road, 500 meter væk fra Highbury, hvilket gjorde at jeg nemt kunne spadsere rundt omkring på pubsene i Highbury & Islington. Så det var en meget vigtig del af min beslutning i forhold til, hvor jeg skulle bo. At den skulle ligge tæt på Arsenal.
Pludselig befandt Lars sig midt i hjertet af Arsenals lokalmiljø, hvor helten fra FA Cup-finalen Charlie George selv voksede op. Før flytningen havde Lars aldrig set en Arsenal-kamp inde fra Higburys tribuner, men efter kun at være et stenkast væk fra fodboldkatedralen endte Lars med at se dem live hver gang, Arsenal spillede hjemme. En ståplads på enten The North Bank eller Clock End kostede omtrent fem pund for de mindre kampe og så lidt mere for de større, fortæller Lars. Det var ganske ukompliceret, så han gik typisk bare hen til billetskrænten inden kampstart og så direkte ind på tribunen.
Lars var også fra tid til anden med rundt på udebaneture, mest hos andre London-klubber som Chelsea, West Ham og Tottenham. En ganske særlig udebanetur gik han dog uheldigvis glip af, hvilket han stadig den dag i dag kan græmme sig over.
”Jeg havde billet til udekampen mod Liverpool tilbage i 1989, da vi skulle vinde med to for at vinde mesterskabet. Jeg tænkte, at det gør vi kraftedeme ikke. Da jeg samtidig havde en masse andre ting, jeg skulle lave, tog jeg ikke med derop. Jeg gad simpelthen ikke sidde i en bus med total nedtur. Og så om de gudhjælpemig ikke vandt kampen. Det har jeg fortrudt rigtig mange gange.”
I byen med Bendtner
Selvom Lars ikke kan sige at have været der, da Arsenals Michael Thomas i de allersidste sekunder af 1988/1989-sæsonen rev titlen ud af hænderne på Liverpool, er det ikke fordi, der mangler ikoniske Arsenal-fejringer i Lars’ liv.
En af de mest mindeværdige af slagsen kom den 4. maj 1994, da Arsenal vandt Europa Cup-finalen mod Parma i København. Samme dag skulle Lars dog også giftes med sine kone Yvonne, og så opstod dilemmaet. For hvad skulle Lars gøre, som så inderligt gerne vil se sit hold spille en europæisk finale, men som samtidig også stod i gæld til sin hustru, der havde måtte se deres bryllup blive udskudt to gange på grund af arbejdspres hos Lars.
”Vi blev gift på et rådhus i London, men tog samme dag ned til Venedig med stop i Bologna. Vi var så på det her hotel, hvor jeg fik ringet til en taxachauffør, der fik at vide, at nu skulle han bare sætte speederen i bund for at komme hen til det nærmeste fjernsyn.”
Yvonne var selv vokset op i Islington og derfor også pr. definition Arsenal-fan. Det gjorde det en smule lettere for Lars at stoppe op for at se de sidste minutter af kampen og få jubelscenerne ved slutfløjtet med.
I nyere tid har Lars også kunne nyd godt af sit venskab med den tidligere Arsenal-spiller Nicklas Bendtner, der viste Lars, hvordan der blev festet på rigtig Arsenal-manér.
” Jeg været ude med ham og hans søde mor et par gange. Så var der vidst nok også en enkelt gang, hvor vi rendte ind i halvdelen af førsteholdet, som hældte shots ned inde på Sketch (bar i London red.). I vanlig Bendtner-stil havde han også en loge på Emirates Stadium, som jeg også kunne komme og få lov til at bruge, når jeg ville. Så den brugte jeg relativt tit sammen med en eller to venner.”
Uden Bendtner på Emirates-grønsværen har der været lidt længere mellem snapsene for Lars, når det kommer til besøge på Emirates Stadium. Han får heller ikke set alle kampe og har eksempelvis ikke fået set de første par kampe i denne sæson. ”Gud ske lov”, udbryder han. Han skal dog altid gerne vide, hvad resultatet er blevet, og så holder han et vågent øje med, hvad der sker. ”Det er en dårlig dag, hvis de taber, og det skaber sådan et irritationsmoment. Modsat er det en god dag, når de vinder.”
De tre procent
Irritationsmomenter har der været rigeligt af på det seneste, hvis du spørger de fleste Arsenal-fans, og her må Lars stemme i. Han er ked af den nuværende ejer, amerikanske Stan Kroenke. Han havde egentlig gerne set en mere flamboyant skikkelse have kontrollen over The Gunners. ”En, der ville vinde for hver en pris, koste hvad det koste vil. Og gerne én fan.”
Oven på Super Leagues kollaps i april begyndte stærke rygter at svirre omkring, at stifteren af Spotify ejer, Daniel EK, havde sat sig for at forsøge at købe Arsenal. Oven på disse rygter bød Lars selv ind i Discovery-programmet ”Købmændenes Klub” med, at han gerne så sig selv eje 3% af klubben. Et budskab, han også via omveje har fået fortalt Spotifys svenske rigmand.
”Jeg har ikke været i direkte kontakt, men igennem en af mine kammerater, som kender ham, har jeg ’flagget’ at hvis han var interesseret i at få nogen medinvestorer ind over, så kunne han godt ringe til mig og en anden dansker. Jeg har ikke tænkt mig at bruge enorme formuer på det, men det kunne være meget sjovt at være lidt med.”
På spørgsmålet om, hvem den anden dansker er, fortæller Lars, at det nok er bedst, at fortæller om sin interesse. Selv er han ikke klar over, hvor realistisk det overhovedet er at kunne overtage ejerskabet af Kroenke. Spotify-ejeren vendte dog tilbage og meddelte, at Lars´ interesse var noteret og at han ville vende tilbage, hvis der skulle ske.
Konstanten i livet
På dagen, hvor vi taler med Lars Seier, er det ti år siden, at Arsenals nuværende træner Mikel Arteta for første gang blev associeret med de røde kanoner. Dengang herskede der også tumult og kaos omkring Arsenal oven på en større profiludvandring og 8-2-miseren på Old Trafford.
Nu står spanieren selv i orkanens øje og står med ansvaret for at rode bod på en klub, der endnu engang for nyligt fik røven på komedie i Manchester. Hvis Lars Seier kunne bestemme ville Arteta ikke have lang snor endnu. Måske havde han faktisk allerede klippet snoren.
”Det er jo ikke fordi vi ikke har brugt godt med penge, så det er ikke fordi, at vi bliver udsultet. Jeg troede egentlig, at Mikel Arteta kunne være en spændende løsning, men et eller andet tyder på, at han ikke er klar til det. Det kan ikke blive ved med at blive undskyldt med processnak. Vi skal nok ud og spille på et mere sikkert kort næste gang.”
Den nuværende form og transitionsfase i klubben rokker dog ikke ved hans passion og bånd til klubben. ”Man er fan for livet. Jeg kunne aldrig drømme om ikke at være Arsenal-fan.”
Lars kan i den forbindelse ikke lade være med at inddrage Nick Hornbys bog ’Fever Pitch’, der omhandler en mand og hans symbiotiske forhold til Arsenal. Trods skuffelser på hjemmefronten og på fodboldbanen er de to uadskillelige, hvilket for Lars er indbegrebet af at være Arsenal-fan.
”Det har ikke altid været vidunderligt at være Arsenal-fan, men jeg kan meget godt genkende det Nick Hornby skriver om, at ens fodboldklub giver den konstant, man har i tilværelsen. Der er rigtig mange andre ting, som ændrer sig. Man får en ny kæreste, får et nyt job, men fodboldklubben er konstant. Der er ikke så mange ting, som er de samme, som var man otte til 58. Jeg har været Arsenal-fan i 50 år. Der er ikke så mange andre ting, som ikke har ændret sig.”
