Jeg ved ikke med jer, men i aften kl. 21:00 sidder jeg klar i en gul, langærmet Arsenal-trøje. Jeg tror normalt ikke på de højere magter, og jeg er sjældent spirituel, når det kommer til fodbold, men lige netop til det her opgør vil jeg tro, håbe og bede til, at historien gentager sig.
Af Tobias Halskov
Arsenal mod Real Madrid er i Arsenal-regi et ikonisk match-up – ikke fordi de to hold ofte har mødtes mange gange i Champions League. Tværtimod. Det er ikonisk, vel nærmest mytisk, for netop det modsatte. Én gang har de to hold tidligere mødt hinanden i Champions League, og den ene gang er for rigtig mange Arsenal-fans det mest legendariske Champions League-opgør, klubben nogensinde har spillet.
Alle Arsenal-fans kender til opgørene mod Real Madrid fra 2006. Deres ikoniske status skal ikke kun ses i konteksten af, at vi gik videre, men nok mere måden det skete på. For hvis ikke Thierry Henry allerede havde cementeret en guddommelig status hos alle Arsenal-fans, så gjorde han det med sikkerhed her.
Først forbi Ronaldo, så ind mellem Álvaro Mejía og Guti med sådan en fart, at end ikke en purung Sergio Ramos eller en af verdens bedste målmænd, Iker Casillas, kunne forhindre det uundgåelige. I rusen over målet fik Henry for alvor cementeret sin guddommelige status hos alle Arsenal-fans, mens man i den efterfølgende stille stund nok også fornemmede, at han måske var i færd med at vokse sig større end selve klubben. Det var i hvert fald sådan jeg havde det.
Det er for mig det bedste, mest legendariske og betydningsfulde fodboldmål, jeg har oplevet som fan.
Jeg var 13 år og havde hele aftenen håbefuldt siddet i en skihytte i Trysil, bedende til, at én af kanalerne i det beskedne udvalg ville vise kampen. Og uden at vide det blev det sådan en aften, man aldrig glemmer. Sådan et moment, hvor man for altid vil huske, hvad man lavede, og hvor man var på det givne tidspunkt.
Det er nødvendigvis ikke et moment i samme skala, Arsenal skal håbe på at få denne gang, men vi får brug for momenter. Afgørende øjeblikke, hvor vores bedste spillere hæver sig over sig selv, og måske i aften starter rejsen mod en guddommelig status, der kan analyseres, perspektiveres og snakkes om i samme kategori om 20 års tid fra nu.
Forud for aftenens opgør er det nok også mere håb end decideret tro, der hersker i fanbasen. Forståeligt nok, for Arsenal har haft en sæson i skiftevis tredje og fjerde gear, ude af stand til at sætte den i femte. Men som i 2006, så skabte ét afgørende moment en tro på, at alt kunne lade sig gøre.
I aften vil jeg være 13 år igen. I aften håber jeg, historien gentager sig.
COYG!