23. marts 2020

KUNSTEN AT HOLDE MED ARSENAL

Højt at flyve, dybt at falde. Det kender vi til. Vi kender måske alt for godt til det. Os, som holder med Arsenal. Der er ikke langt mellem eufori og dysfori. Man går fra at være optimist til pessimist på et splitsekund. Det handler om følelser – især ens egne følelser, men det handler i høj grad også om at føle sig som en del af et unikt fællesskab.

Skrevet af Martin Müller Nissen

Love at first sight

Hvorfor Arsenal? Her har alle en personlig historie at fortælle. For nogle handlede det om at være rebelsk i skolegården og gøre oprør mod alle de andre børn, som var fan af Manchester United. For andre handlede det om, at far eller mor var fan af Arsenal. Og der er uendelige historier at fortælle.

For mig var det kærlighed ved første blik. Thierry Henry. Den majestætiske inderside i det lange hjørne. Ingen chance for målmanden. Dette blev starten på en idoldyrkelse, som stadig er intakt i dag. Premier Leagues bedste spiller nogensinde. Fra dette øjeblik af handlede det kun om Titi og Arsenal.

Jeg spillede selv fodbold, og drømte om at komme til at leve af at spille fodbold, når jeg blev voksen. Thierry Henry kunne ting på fodboldbanen, som jeg ville lære. Canal Digital gjorde det muligt at følge Arsenals kampe live. Min far hjalp mig med at undersøge hvornår, Arsenal skulle spille. Det var i den periode, hvor Arsenal ikke kunne tabe. Det var en fed tid! Man skulle samtidig sørge for at se målene i Sporten på DR1 efter TV-avisen. Jeg kunne slet ikke få nok.

Man lærer meget af sine idoler. Jeg husker en periode, hvor jeg var pavestolt over at være Thierry Henry-fan. I 2005 var han frontfigur sammen med andre store fodboldstjerner i en kampagne mod racisme i fodbold. Stand Up. Speak Up. Jeg var så heldig at få fingrene i det armbånd. Det blev desværre revet over i en fodboldkamp, og ved I hvad? Han fik ikke engang en advarsel!

Man lærer også, at selv den bedste kan fejle. Hvem husker ikke Champions League-finalen? Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at vores bedste spiller fejlede. Arsenal gjorde rigeligt for at vinde kampen, men stjernen over dem alle fejlede.

Once you’re in.. You’re in!

Det var nogle fantastiske år med Thierry Henry. Heldigvis havde fascinationen af franskmanden nu udviklet sig til et tilhørsforhold med Arsenal, så da den uundgåelige afsked stod for døren, var jeg klar til at sige farvel. Heldigvis kom der et magisk comeback, som er første – og formentlig sidste gang, at jeg har grædt over en scoring. I ved alle hvilket mål, jeg snakker om.. Chance… Goal!

Det var så fedt at se Arsenal på fjernsynet. Især hjemme på gode gamle Highbury. Den fedeste kameravinkel. Jeg nåede desværre aldrig at opleve det på egen krop, men folk jeg spørger omkring det, siger, der var en helt speciel stemning.

Jeg har besøgt Emirates Stadium af flere omgange. Det kan godt være, at ”rigtige” fodboldfans savner stemning på stadion, men jeg nyder nu også at sidde og betragte fodboldkampen. Der er noget meget æstetisk over at se det grønne græstæppe med aktørerne på banen.

Arsene Wenger. Af hjertet tak. Tak for at få mig til at forelske mig i fodboldspillet. Da jeg blev lidt ældre, og begyndte at forstå kompleksiteten i fodboldspillet, gik det op for mig, at den måde Arsenal spillede på, var anderledes end den traditionelle engelske spillestil. Der blev brudt nogle normer. I Arsene Wengers filosofi opererede man ikke med tanken om kick and rush, råstyrke og syngende tacklinger. For Le Professeur handlede det om at udtrykke sig med bolden. Det handlede om offensive relationer, hvor dygtige individualister fik det hele til at gå op i en højere enhed.

I hans glorværdige tid som Arsenal-manager har han formået at få alle sine Arsenal-hold til at spille fodbold fra en anden planet. Min pointe er her; prøv at gennemgå de forskellige sæsoner, og du vil kunne finde mål, som du vil huske og knuselske. Selv de sæsoner, hvor spillermaterialet ikke var det bedste.

Blev Arsene Wenger indhentet af nyere fodboldtendenser, som i højere grad handlede om intensitet og struktur i fodboldspillet? Måske, men ligegyldigt hvor svingende, de sidste par sæsoner var, så er jeg evigtaknemmelig for de idéer om fodboldspillet, han har lært mig.

Quit playing games with my heart

Har du tænkt over, hvor højt du flyver, når Arsenal vinder? Så tænk lige på, hvor dybt du falder, når Arsenal taber. Det er helt vildt, hvor meget det kan redde eller ødelægge ens dag.

Jeg vil sige, at jeg er blevet meget bedre til at håndtere de op- og nedture, som vores hjerteklub præsenterer for os i løbet af sådan en sæson. Der er sket utrolig meget på hjemmefronten. Jeg er blevet far. Jeg tror, det har gjort mig meget blød, så jeg reagerer ikke så voldsomt på nedturene længere. Det er måske bare fordi, jeg ikke vil vække min datter. Jeg var kropumulig for bare tre-fire år siden. Der kunne nemt ryge en fjernbetjening, hvis Arsenal tabte en fodboldkamp.

Det er helt surrealistisk at antage, at nedturene er en selvfølgelighed for os, som elsker Arsenal. Men lad os se det i øjnene – de kommer. Hvorfor gør de det? Det er der et hav af forklaringer på, men den primære grund er den transitionsfase, som Arsenal befinder sig i efter afskeden med Arsene Wenger. Det er helt naturligt, og denne fase tager lang tid. Kapitlet med Unai Emery blev en blandet pose bolcher. Nu er Arteta og Arsenal godt i gang med at skrive deres kapitel. Det bliver forhåbentlig et langt kapitel, hvor vi om et par år skriver og snakker om de mange gode oplevelser.

Vi håber alle, at det næste kapitel bliver en succes. Vi hungrer efter det. Vi ser på vores konkurrenter, hvor især Manchester City og Liverpool kører i et helt andet gear end de resterende 18 hold i Premier League.

Men hvordan skal vi fans navigere i denne transitionsperiode? Vi skal have lov til at ytre os, når vi er begejstret, utilfredse eller kloge på et eller andet. Det kan især være en deprimerende oplevelse at gå på de sociale medier, når Arsenal har leveret en mindre overbevisende indsats. Der bliver kastet med mudder og tonen får en kedelig karakter. Jeg synes selv, jeg er god til at håndtere de dårlige præstationer, så jeg prøver i et vist omfang at holde mig fra sociale medier på de dage. Tro mig. Det bliver ikke bedre at scrolle igennem tweets af denne karakter. Jeg kan godt lide at sunde mig og levere noget indhold dagen efter, hvor kampen er kommet lidt på afstand.

Der er også stor forskel på hvordan, vi ser og vurderer en fodboldkamp. Det skal der være plads til. Der er ikke en, som har mere ret end en anden. Når vi indgår i en diskussion på sociale medier, så mind jer selv om det. Vi skal som fans af samme hold ikke begynde at mundhugge. Vi skal alle bidrage til det sociale fællesskab, som vi alle er en del af. Det er altid nemmest at bidrage positivt, når vi har vundet.

We love you Arsenal

Når alt kommer til alt, så er det en kunst at holde med Arsenal. Vi fans er forbundet til hinanden, hvor vi holder fast i noget fælles – nemlig, at vi holder (måske endda elsker) Arsenal. Vi er alle kommet forskellige veje til denne fantastiske fodboldklub, som lige nu befinder sig et sted, hvor vi skal være ambitiøse, men samtidig have en vis portion tålmodighed i rygsækken. Det er et fællesskab, jeg er stolt af at være en del af.

Verden står lige nu i en situation, som ingen ved, hvor ender. Hvornår kommer fodbolden til at trille igen? Kommer vi til at se flere Arsenal-kampe på denne side af sommeren? Det er svært at spå om, så mens du slår tiden ihjel, om du holder fri eller arbejder, så gå dybt ind i dig selv. Mærk efter de største oplevelser med Arsenal. Mærk efter de sværeste oplevelser med Arsenal. De er også forskellige fra person til person. Jeg vil vædde med, at du ikke vil være dem foruden.

I den tid jeg har haft Arsenal på nært hold, har det nemlig været oplevelser i begge ender af spektret. Jeg bilder mig selv ind, at det kun er os, som holder med Arsenal, der har det sådan. At være Arsenal-fan er noget helt unikt. Det er en kunst at holde med Arsenal.

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}