20. september 2021

KONNICHIWA TOMIYASU!

Jagten efter en ny højreback har længe været øverst på Artetas ønskeliste, men efter en imponerende og solid debut mod kanariefuglene fra Norwich, ser Takehiro Tomiyasu ud til at være den fremtidige løsning.

Af Christian Leander Simonsen

Sommerens transfervindue bød på en bred vifte af spekulationer på, hvem vores højreback for sæsonen skulle være. Med Bellerin, der allerede stod med en halv fod ude ad døren, efterlod det os med navne som Chambers, Cedric og Maitland-Niles, hvor sidstnævnte tydeligt har udtrykt ikke at have nogen interesse i at spille højreback. Derfor var der i særdeleshed brug for forstærkninger, hvis Arteta skulle gøre sig forhåbninger om europæisk fodbold i næste sæson.

Gennem sommeren florerede navne som Max Aarons, Emerson Royal, Tariq Lamptey og sågar Kieran Trippier, hvorfor det for mange kan have været overraskende at se valget falde på Takehiro Tomiyasu. En indtil nu mere eller mindre ukendt spiller for de fleste Arsenal-fans. Men hvorfor faldt valget så på vores nye japaner fremfor andre, måske mere, etablerede spillere med erfaring fra den engelske række?

Fra Japan til Italien 

Takehiro Tomiyasu blev hurtigt en succes i en af de stærkeste ligaer i Europa, efter han i sommeren 2019 blev købt af italienske Bologna. Trods stor interesse fra andre ligaer, herunder Premier League, så Tomiyasu den italienske Serie A som værende den bedste platform for hans udvikling. Ydermere blev Tomiyasu hurtigt en fast bestanddel af førsteholdet, hvor han formåede at spille 61 kampe over hans to sæsoner. Derudover spillede han 17 kampe som centerback og 16 kampe som højreback i sæsonen 2019, hvilket verificerer den alsidighed som Arteta vægter højt hos hans spillere.

Arsenal har førhen været skrøbelige i luftduellerne, hvorfor tilføjelsen af Tomiyasu falder på et tørt sted. Japaneren vandt i gennemsnit 3.51 luftdueller pr. kamp i sidst sæson for Bologna. Til sammenligning vandt hans tætteste konkurrent på backpositionen, Calum Chambers, 2,74 luftdueller pr. kamp i samme sæson. Ser man på den centrale forsvarsposition vandt Gabriel 3,11 og Ben White 1,46 luftdueller i gennemsnit pr. kamp i samme sæson. Desuden vandt Tomiyasu syv ud af otte luftdueller i hans imponerende debut mod Norwich. Han er derfor en dominerende faktor i luftspillet, hvilket vil tilføre Arsenal langt mere sikkerhed i bagkæden.

Et billede, der indeholder person, græs, sport, afspiller

Automatisk genereret beskrivelse
Foto: Stuart Macfarlane, Arsenal

Ikke bare en højrebenet Tierney 

Arteta og hans team har eftersigende været på udkig efter en specifik profil til backen, der ikke bare skulle angribe konstant på den sidste tredjedel, som vi ser det med Tierney. Derfor mistede Arteta hurtigt interessen for Max Aarons, der også blev fundet for fysisk underlegen. Nej, Arteta var på udkig efter en højreback, som ligeledes ville kunne begå sig i et tremandsforsvar så vel som en firebackkæde, hvilket gør det muligt for Arteta at spille sit asymmetriske system, hvor han forsvarer i en ’firebackkæde’ og angribe med en ’trebackkæde’.

Tomiyasu er ydermere 185cm høj, hvilket giver holdet en helt ny dimension i luftduellerne, hvor Bellerin førhen ikke har kunnet konkurrere med modstanderene. Mod Brentford var bagkæden især presset af Ivan Toney, der konstant søgte en position ved Ben White, der ikke kunne matche ham i luftspillet. Tomiyasu bliver derfor en vigtig medpart til at spille Ben White bedre, idet et makkerskab mellem de to imellem kan blive en vigtig brik for Arteta.

Sagt om Takehiro Tomiyasu

Takehiro Tomiyasu har i en alder af blot 22 år allerede høstet en bred vifte af ros for hans arbejdsevne, alsidighed og defensive kompetencer. Her får du et overblik over de mest væsentlige bemærkelser af vores japanske ven.

Manager, Mikel Arteta: ” Hans alsidighed er en af mange grunde til, at vi var så ivrige efter at hente Tomi til truppen. Han kan også spille venstreback, så han er meget komfortabel i at spille samtlige pladser i bagkæden. Han kan ligeledes spille i en trebackkæde, og ikke nok med hans skills og alsidighed, så er hans personlighed og karakter med til at gøre os virkelig begejstret for vores nye signing”.

Tidl. skolelærer, Kanji Tsuji: ”Når han driblede var der sandsynligvis ingen i Fukuoka (hjemby), som kunne følge med ham. Han var forfærdelig hurtig.

Tidl. træner for Barcelonas akademi, Ivan Palanco: ”Defensivt var han rigtig god i luften, hvor han skabte plads og lavede gode bolderobringer. Han spillede som regel centralt i bagkæden, men vi prøvede ham også som full-back. Vi havde en filosofi hos Barcelona, der lægger vægt på involvering af flankerne i angrebet, og han besad de kvaliteter”.

Tidl. assistentræner for Sint-Truidense VV, Issame Charai: ”Jeg husker vi fortalte ham, at hans fremadrettede afleveringer var nødt til at være bedre. Vi havde en mur til træning man kunne sparke bolde imod, hvorpå vi gav Tomi den feedback, at hans afleveringer skulle være hårdere og mere præcise. Fra det punkt var han ved muren og finpudsede sine aflevering før og efter hver træning i en halv times tid ad gangen. Engang var vi nødt til at råbe til ham fra kontoret af, at nu var det nok. Det vidner om hans passion og arbejdsiver”. 

Foto: Stuart Macfarlane, Arsenal

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}