Sæsonen 2020/2021 har været en blandet fornøjelse som Arsenal-tilhænger. De fleste vil nok mene, det hælder mest mod de negative tendenser og resultater – og det er med rette. I denne kommentar vil jeg dog argumentere for, at Arteta skal have tid til at finde sin vej i trænersædet på Emirates Stadium.
Jeg vil prøve at tage fat på de hårdeste kritikpunkter, jeg læser og har studeret mig frem til på sociale medier for at give dem nye perspektiver og vinkler, som gerne skulle fremme opbakningen til den evigt lærende manager.
Der hersker ingen tvivl om, at Mikel Arteta er et stort trænertalent. Der hersker heller ingen tvivl om, at Arsenal er en stor klub at overtage for en debuterende manager. Begge dele har vist sig at have sin rigtighed, da der har været alt lige fra store taktiske præstationer til fejldispositioner og håndtering af episoder i spillertruppen.
For meget indflydelse og struktur har haft en negativ effekt på kreativiteten
Pep Guardiola har sat sit præg på utallige af trænere, som forsøger at implementere og genskabe tendenser og principper ud fra spanierens hold. Efter at have været i mesterlære hos succestræneren forsøger Mikel Arteta at gøre dem kunsten efter.
En genkendelig struktur i alle spillets faser er et af varemærkerne – juego di posicion. Positionens betydning. De positionelle begrænsninger. Guardiola er helt manisk på dette område, hvilket vi har set lignende antydninger til hos Arteta.
Lad mig hurtigt understrege at struktur og spillestilsprincipper er nøglen til succes på den lange bane. Det er uomtvisteligt og bevist gennem data. Pointen og sandheden er dog den, at Arteta, i indeværende sæson, har ville have for meget indflydelse på spillets udvikling, hvilket har udmøntet sig i mangel på kreative inputs, frihed og flair.
Det er en ekstrem fin hårgrænse mellem ”den perfekte indflydelse” og ”for meget indflydelse”, hvilket er et krydsfelt, han har haft svært ved at ramme. Det er en generel udfordring, som unge og urutinerede træner havner i, da de vil styre mekanismerne for meget, som går ud over den individuelle kvalitet.
Arsenal har i høj grad været afhængig af enkeltmandspræstationer for at skabe de kampafgørende momenter. De kreative løsninger, som ikke står i Artetas playbook. De er bedst blevet eksemplificeret ved Bukayo Saka, Martin Ødegaard og Nicolas Pepe. Struktur og kreativitet skal ikke modarbejde hinanden – det opstår i et krydsfelt mellem relationelle- og individuelle færdigheder.
Usikre momenter i opbygningsspillet
Modstanderen har ikke været bleg for at presse højt mod Arsenal i denne sæson. De har, ligesom os Arsenal-tilhængere, bidt mærke i, at der har været gunstige muligheder for at bryde bolden højt, da det i grove træk har set usikkert ud.
Her er Mikel Arteta tro mod sine spillestilsprincipper (langt henad vejen), hvor Arsenal har været insisterende på at spille ud fra målmanden. Bernd Leno er, og bliver aldrig, en haj med fødderne. Hvis målmanden ikke evner det korte og længere pasningsspil komfortabelt, skal det give usikkerhed og sende chokbølger igennem resten af holdet.
Ligeledes er kvaliteten på bolden også af varierende karakter hos midtstopperne, hvor Arsenals opbygningsspil har været to verdener afhængig af, om David Luiz har spillet eller ej. Gabriel bygger hele tiden på sit spil, hvilket giver tro på fremtidig udvikling i venstre side af forsvaret, hvor Rob Holding, der næsten har spillet fast, har store udfordringer i spillet med bolden.
Den seneste måned har vist, at Arteta har indgået en form for indrømmelse til sin spillestil, da Bernd Leno i mange tilfælde har valgt at sparke længere hen over modstanderens første pres. Det er dog sjældent med stor succes, og der er heller ikke det store perspektiv i det.
Hvis man insisterer på at spille ud fra målmanden, og dermed lokker modstanderen højt op på banen, så skal opbygningsspillet have nogle nye og effektive nuancer, da Arsenal har dygtige spillere til at true modstanderens bagrum. Det kræver en målmand, som viser større spilintelligens og tekniske kompetencer med fødderne samtidig med et par stoppere, som evner og tør at spille og drive bolden forbi det første pres. Der er et stykke arbejde endnu, og måske kræver det også nye ansigter i truppen.
Forbedringer i gennembrudsspillet
Selvom man sidder med fornemmelsen af, at mange af Arsenals kampe har været låste, rigide og forudsigelige, så fortæller statistikken fra den netop afsluttet Premier League-sæson og den forrige, at gennembrudsstrategien er blevet mere effektiv.
Antal afslutninger, skud indenfor rammen, store chancer, xG og antal scoret mål er steget. Nogle mere sporadisk end andre. Jeg hæfter mig dog alligevel ved, at xG er steget med 9,4, hvilket er markant. Det fortæller os, at Arsenal kommer frem til flere afslutninger med høj xG-værdi, hvilket er et godt parameter at måle på. Tænk selv på de 9,4 mål, Arsenal ”burde” have scoret. Find et par kampe, hvor det kunne være tippet i vores retning. Forskellen på europæisk fodbold eller ingenting.
Modellen giver samtidig et godt billede på gennembrudsstrategien. Hvor er Arsenal mest effektive og hvor er der plads til forbedringer? Arsenal nyder godt af de relationelle færdigheder i venstre halvrum med Saka, Tierney og Smith-Rowe som hovedaktørerne. Ligeledes i højre halvrum har både Saka og Pepe vist sig at være effektive. Banens centerrum bør være et fokus på Arteta og trænerstaben. Her skal der ligges på, så Arsenal kan true flere rum og blive mere uforudsigelige i gennembrudsspillet.
Sommerrekrutteringen skal være fejlfri
Det er altafgørende, at Arteta og Edu adresserer de positioner på banen, hvor der er behov for et kvalitetsløft for at kunne realisere fodboldspillet på banen. Jeg har en god fornemmelse. Planen er klar.
Det er dog et større puslespil. Hvor stort er budgettet? Hvad er tiltrækningskraften uden europæisk fodbold? Er der behov for at sælge for at kunne købe? Der er mange ubekendte, som vi bliver klogere på i løbet af de kommende måneder. Mange navne har været nævnt i medierne – både på vej ind og ud.
Truppen skal trimmes og optimeres. Uden europæisk fodbold, hvilket betyder væsentlig færre kampe, er der mulighed for at have kontinuitet i de udvalgte til Premier League. Et nøglebegreb hos de hold, som senest har vundet turneringen.
Tid til eksamen
Mikel Arteta lærer, mens han går. Samtidig har han snart siddet i det varme sæde længe, og kritikken skal tages til efterretning. Det store spørgsmål er, hvor fastforankret han er i sine spillestilsprincipper, og om det ender med at blive til succes eller fyring.
Det er en ambitiøs spillestil med maniske træk fra Guardiola, han forsøger at proppe ned over et spillermateriale, der er længder fra det, som er i den lyseblå del af Manchester. Jeg ser en struktur og spillestil, som har perspektiv og fremtid med de rette tilføjelser til truppen.
Skulle det ikke lykkes at hente de spillere, som man havde håbet på, så kan Arteta være tvunget til at gøre indrømmelser i spillestilen for at hjælpe holdet til sejr. Alle har i år set et fastlåst og usikkert Arsenal-hold, men har også oplevet kampe med spilleglæde, intensitet og løssluppenhed. Det sidstnævnte skal vi se meget mere af.
Arteta skal have tid til at finde sin vej, forme sin spillertrup og forløse det indiskutable potentiale han og dele af spillertruppen besidder. Tålmodighed og tiden arbejder dog imod ham.
