Det blev mere og mere klart for fans af Arsenal, at der i løbet af sommeren skulle ske noget nyt på venstre back. Sead Kolasinac og Nacho Monreal delte spilletiden på pladsen i sidste sæson, men med Unai Emerys plan om at gå over til en 4-back kæde manglede vi en spiller, som kunne udfylde rollen som en komplet back. Valget faldt, efter en længere transfersaga, på den 22-årige skotte, Kieran Tierney.
Fra Isle of Man til London Colney
Kieran Tierney er født på den lille ø, Isle of Man, som er beliggende midt i det Irske Hav, mellem Irland og Storbritanien. Relativt tidligt flyttede familien til Edinburgh i Skotland, hvor han har tilbragt det meste af sin barndom. Han er vokset op hos en familie, som var kæmpe Celtic-fans og derfor var der heller ingen tvivl om, hvor han satsede på at slå igennem senere i karrieren.
Planen lykkedes og inden skiftet til Arsenal, nåede han 170 seniorkampe for Celtic. Denne sommer var tiden kommet til næste skridt i karrieren, og Arsenal stod klar med 27 mio. euro, for at bringe Tierneys talenter til London Colney og Emirates Stadium.
En taktisk alsidig back
Kieran Tierney er på mange måder en meget moderne back. Han besidder tonsvis af fart, han er en intelligent fodboldspiller og ligeledes meget forudseende, dygtig i brydningsspillet og de efterfølgende offensive omstillinger.
Hvis vi kigger lidt på hans offensive stats i den skotske Premiership, så har han i Celtic tiden lavet ganske imponerede 25 assist og 5 mål på 8.266 minutters spilletid, så godt et mål/assist pr. 3. kamp.
Hvad angår det defensive aspekt i spillet, så er den mest interessante statistik, at han kun begår godt 0,6 frispark pr. 90 minutter. En statistik som underbygger ideen om, at vi har med en spiller at gøre, som er rigtig dygtig til at læse spillet og komme med veltimede indgreb. Til sammenligning ligger vores bosniske tank, på lige godt 1 begået frispark pr. 90 minutter.
Skadeshistorikken
Ingen ny Arsenal spiller, uden en skadeshistorik. Dette gør sig også gældende for Kieran Tierney og det skal selvfølgelig med, når vi ser på vores nye spiller. En hofteskade har holdt ham ude i noget tid og var et gennemgåpende problem for Tierney gennem 18/19 sæsonen. Denne hofte er også grunden til, at han først nu er startet på at træne fuldt med og forventes at være helt klar, når vi rammer oktober måned. Vi må selvfølgelig på nuværende tidspunkt stole på, at den medicinske stab har styr på dette og at det er et overstået kapitel, når genoptræningen er klaret.
Med til denne historie hører dog også, at Tierney satte ny klubrekord i en af de fysiske test inden sæsonen. Pierre-Emerick Aubameyang havde rekorden i stående hop, men blev slået med 1 centimeter af Tierney med en skadet hofte. Imponerende og et tegn på, at den unge dreng besidder gode fysiske egenskaber.
Premier Leagues bedste back-duo?
Jeg tror altså ikke, at jeg er den eneste Arsenal-fan, som sidder og glæder sig til at se vores to dynamiske, hurtige og offensive backs når både Hector Bellerin og Kieran Tierney er 100% fit. Vi har alle set, hvor stor betydning de to backs i Liverpool har haft og det er svært at komme udenom, at der kan drages visse paralleller mellem de to duoer.
Rent taktisk bliver det enormt spændende at se samarbejdet mellem Pepe/Bellerin og Tierney/Aubameyang. Kan det lykkes at finde balance, relationelle færdigheder og skabe en connection, så har vi redskaberne til, at have ligaens bedste back duo de næste mange år.
Nu kan vi blot læne os tilbage som fans, lade Unai Emery og holdet tale for sig selv og overbevise os om, at Tierney er en af de brikker, som skal være med til at føre Arsenal tilbage til toppen af engelsk fodbold. Sæt i gang!