KATRINE VEJE FORLADER ARSENAL WOMENS

Det eneste tilbageværende danske islæt i Arsenal Katrine Veje har spillet sin sidste kamp for The Gunners. Det bekræfter hun via sin Instagram sent torsdag aften.

Den danske venstreback Katrine Veje har siden januar 2019 været på kontrakt for Arsenals kvindehold. Det blev dog kun til halvandet år for den danske landsholdsspiller i Nordlondon, eftersom den solide forsvarsspiller har valgt at skifte til det svenske tophold FC Rosengård, på trods af at have to år tilbage af sin kontrakt til sommer. Det bekræfter Veje selv i et opslag på Instagram.

I sin første sæson var hun del af det fænomenale hold, som med stor overlegenhed vandt WSL, hvilket svarer til Premier League-trofæet for herrerne. I denne sæson har Veje dog ikke kunne opbygge en regelmæssig rytme, da hun i løbet af sæsonen har døjet med en del skader, både i højre og venstre fod. Skader, der tog hårdt på den 28-årige danske landsholdsspiller:

“Jeg hadede at møde ind på anlægget. De andre gik på banen for at spille, og jeg gik i styrkelokalet. Jeg følte mig som en total skygge af mig selv.” udtalte Veje sig til dr.dk tilbage i maj-måned. 

“Jeg nåede dertil, at jeg ikke gad at snakke fodbold med mine holdkammerater, for jeg kunne ikke rumme det. Det endte nærmest med, at jeg intet sagde, når vi spiste frokost. Mine tanker var et andet sted.  I Arsenal havde jeg ikke lyst til at være sammen med mine holdkammerater, fordi alt handlede om fodbold. Men i Danmark (under sit genoptræningsforløb i januar red.) kunne jeg se mine venner og veninder, som kender mig udenfor fodbolden, og det gav mig både plads og ro til at lande igen.” 

Katrine Veje nåede at spille 16 kampe for Arsenal. 

Dette års WSL-sæson blev i øvrigt i slutningen af maj måned afblæst. Da Chelsea havde hentet flest point efter antal spillede kampe, da ligaen blev sat på pause i marts, er de blå fra Vestlondon blev kåret til dette års mestre. Samtidig betyder aflysningen, at Arsenal Womens ikke kvalificerer sig til Womens Champions League i næste sæson. 

 class=
Katrine Veje på Instagram. Foto: Instagram
Indkøbskurv