KARAKTERER: WOLVES – ARSENAL

Brentfords sejr på Etihad Stadium tidligere på lørdagen betød, at Arsenal med en sejr kunne gå til VM-pause med fem point ned til Manchester City på andenpladsen. Selvom Wolves på udebane normalt er en svær opgave, så klarede Artetas tropper opgaven på trods af en noget dårlig første halvleg og maveproblemer blandt flere af spillerne. Hvorvidt der var tale om en ”Lasagne-gate” 2.0 eller om det blot var sort uheld, er ikke til at vide, men Martin Ødegaards to mål i anden halvleg cementerede Arsenals førerposition i Premier League.

Af Otto Korse

<Karakterer>

Ramsdale – 7

Ramsdale havde ikke det store at se til i første halvleg, da Wolves havde det fint med at stå dybt på egen banehalvdel. Men han var der, da der var brug for ham, især i løbet af anden halvleg, hvor han havde et par vigtige indgreb og en række gode igangsætninger, som hjalp med at holde tempoet højt. Sammenstødet med Adama Traore vækkede en smule bekymring, især med VM lige om hjørnet, men heldigvis slap han med skrækken.

Ben White – 7

Havde svært ved at komme med sine karakteristiske overlap i første halvleg, måske fordi han ikke havde den samme plads pga. Wolves’ dybe udgangspunkt. Anden halvlegs forøgede tempo hjalp dog på det, og han leverede som altid en solid præstation.

Saliba – 02

Vel nok banens bedste mod Chelsea, men desværre det modsatte mod Wolves. Var heldig ikke at blive straffet på en stor fejl i første halvleg. Saliba var ukarakteristisk usikker på bolden, hvilket resulterer i den lave karakter. Han beviste sit niveau med toppræstationen mod Chelsea, men havde svært ved at bakke det op i dag.

Gabriel – 7

Absolut bedste forsvarsspiller. Han var god til at bakke op, da der var brug for ham og så var han sikker i sine indgreb. Tabte dog koncentrationen mod Adama Traore, hvor han mistimer sin glidende tackling. Stort 7-tal.

Zinchenko – 4

”STOP F****** TAKING THE PISS” råbte Ramsdale af ham, da Zinchenko på dumdristig vis smider bolden væk til sidst. På trods af det, spiller han en nogenlunde kamp. De fleste gange, at vi var farlige, så skete det over vores venstre side, hvor Zinchenko og Martinelli havde nemmere ved at finde hinanden end Saka og White havde. Zinchenko var også kraftigt involveret i det andet mål. 

Partey – 10

Rolig på bolden og konsekvent i sine beslutninger. Han er – som altid – her, der og alle vejene. Han har for alvor fundet den form, som han viste i Atletico, nu må vi bare håbe, at han kommer skadefri hjem fra VM.

Xhaka – UB

Blev udskiftet efter et kvarter, men signalerede allerede i det første minut, at han ikke havde det godt. Skulle angiveligt have været en af flere spillere, som var ramt af maveproblemer.

Ødegaard – 10 MOTM

Styrede alt i anden halvleg, hvor han satte kampens tempo og var involveret i alt hvad Arsenal havde. Han var – ligesom resten af holdet – noget anonym i første halvleg, hvilket også gør, at han ikke får topkarakter. Ikke desto mindre er det ham, som sikrer os de tre point, og dermed går til VM-pause med et forspring på fem point.

Martinelli – 4

Alt for anonym gennem hele kampen, og når han fik chancen, havde han svært ved at komme forbi Semedo. Vinder bolden tilbage ved det andet mål, hvilket endnu en gang beviser den arbejdsindsats han altid kommer med.

Saka – 4

Udmærket i første halvleg til at udfordre sin direkte modstander, hvor holdet ellers som helhed havde svært ved at finde det høje tempo. Anden halvleg klart mere anonym, og burde vel nok have været udskiftet lidt tidligere, især når man tænker på det VM, som står for døren. En udskiftning havde heller ikke gjort det store, når man har brandvarme Reiss Nelson på bænken.   

Jesus – 10

Arbejder stenhårdt som altid. Han vinder frispark, tager de lange defensive løb og er ikke bleg for at trække ud på kanten for at få bolden. Yderst elskværdig spiller, som dog desværre ikke får scoret. På trods af hans mindre scoringskrise, så er det tydeligt, at han er en langt mere agil spiller, end vi tidligere har haft på toppen.

Indskiftere:

Fabio Vieira – 7

Blev både skiftet ind og ud, hvilket normal symboliserer en noget rædsom præstation, men dette var ikke tilfældet for Vieira. Anden halvlegs forøgede tempo gavnede ham gevaldigt, og han havde meget nemmere ved at finde de rum, som Xhaka er så god til. Det første mål kommer på bagkant af Vieiras genialitet. Han har været udskældt på det seneste, men går til VM-pause på en positiv præstation.

Cedric Soares – UB

Erstattede Zinchenko i det 91. minut. Udenfor bedømmelse.

Reiss Nelson – UB

Stod klar til at blive indskiftet i hvad der føltes som evigheder, men kom først ind og erstattede Bukayo Saka som en del af den tredobbelte indskiftning i det 91. minut. Derfor udenfor bedømmelse.

Mohamed Elneny – UB

Erstattede Vieira i det 91. minut, derfor også udenfor bedømmelse.

Sejren over Wolves betyder derfor, at Arsenal går til VM-pause med fem point ned til Manchester City på andenpladsen. Næste Arsenal kamp er først 2. juledag, hvor vi tager i mod West Ham på hjemmebane.

Indkøbskurv