En solid første halvleg, en panisk anden halvleg, en vanvittig afslutning og en storspillende dansker. Sådan kan kampen mellem Arsenal og Leicester mere eller mindre koges ned til. For der skulle slides og slæbes, da Leicester lørdag var på besøg på Emirates Stadium.
Af Otto Korse
En hjemmebanekamp mod en oprykker er på papiret noget af det, der skal være barnemad for et tophold. Og skønt Leicester rent principielt er en oprykker i denne sæson, så er det næppe et hold, der ikke er vant til livet i Premier Leagues sus og dus. Efter to hårde udebanekampe mod henholdsvis vores konkurrenter rent placeringsmæssigt og rent konkurrencemæssigt havde de fleste Arsenal-fans formentligt smækket benene op på sofaen lørdag eftermiddag med forhåbningerne om, at kampen mod Leicester ville blive af en lidt anderledes karakter.
Og bevares, det var den også – i de første 45 minutter.
Efter en formidabel første halvleg, hvor især Gabriel Martinelli lignede en mand, der i høj grad havde genfundet sin tidligere storform, kunne Arsenal notere sig for en tomålsføring ved pausefløjtet. Først på mål af Martinelli, der blev serviceret af en ligeledes forrygende Jurrien Timber, hvorefter Martinelli valgte at gå i rollen som oplægger, hvorfor Leandro Trossard kunne sparke 2-0-målet ind bag Mads Hermansen.
Men så skete der noget, de færreste havde regnet med. For Arsenal var forvandlet fra anden halvlegs start – og det var på alle de forkerte måder. Blot to minutter skulle der gå, før Kai Havertz glemte at følge med bagkæden og sin markering, og så kunne James Justin – via Havertz’ skulder – sende bolden ind bag en prisgivet David Raya. Arsenal virkede en smule fortumlede, men formåede alligevel at teste Hermansen af flere omgange. Havde det ikke været for den danske keeper, havde Arsenal relativt hurtigt lukket denne kamp, men mere om det senere.
For da stadionuret havde rundet timen, kunne Justin notere sig som dobbelt målscorer, og hvilket mål, det var! For vi kan heldigvis sidde her og på bagkant, mens vi ved, hvad resultatet blev. Derfor skal en (lille) ros også lyde til James Justin for den scoring – for det er ikke mange mål af den slags, der bliver scoret. Samtidigt kan man også tilføje, at selvom det på alle måder er for dårligt, at man smider en tomålsføring væk på hjemmebane til et oprykkerhold, så er det også på et gudemål, at de udligner. Onde tunger ville formentligt så tvivl om, hvorvidt Justin ville score på den chance igen.
Arsenal havde formøblet en føring, men ret skal være ret, de forsøgte sig igen og igen. Og havde det ikke været for en vis dansk målmand, havde kampen formentligt også sluttet på en lidt anderledes måde. For man må lette på hatten for Hermansen, der gang på gang diskede op med den ene flotte redning efter den anden.
Og bedst som man tænkte, at Hermansen ville krige den hjem, dukkede en belgisk troldmand op i den bagerste del af Leicester-feltet. Endnu et hjørnespark, endnu en chance, endnu et mål. Denne gang var det dog ikke Gabriel Magalhaes, der skulle blive hjørnesparkskongen, men derimod den – en smule – lavere Trossard, som via Ndidi kunne score sejrsmålet. Det krævede 17 hjørnespark at score, men da det gjaldt, gjorde vi det. Så tak for det, Nicolas Jover.
Og til sidst kunne Havertz gøre op for sin snorkboblen på Leicesters første mål, da han prikkede Arsenals fjerde mål i hus. Meget kan man sige om denne kamp – både som fan og neutral. Men der er vel ret beset ingen, der kan argumentere for, at det ikke var en fortjent sejr – sent mål eller ej. For selv hvis man ikke havde set kampen, så siger statistikkerne også, at det var en klar Arsenal-sejr. Foruden de 17 hjørnespark sammenlignet med Leicesters nul, kunne Arsenal notere sig for 4,37 xG, mens Leicester havde 0,27. Det siger vist lidt om, at hvis denne kamp blev spillet igen, så var slutresultatet ikke blevet 4-2 igen. Men sikke en kamp!
Karakterer:
David Raya: 7
Det føles efterhånden helt mærkeligt, når David Raya skal pille bolden ud af eget net – og så hele to gange. Det siger til gengæld også noget at for at score på Raya, så kræver det en tilfældig afretning og et vidundermål. Han var prisgivet på begge scoringer.
Jurrien Timber: 10
Det siger en del om Timber, at han for lidt over et år siden rev sit korsbånd over, for så nu at stå og ligne en spiller, der aldrig har været bedre. Spil ham i højre eller venstre side, det er lige meget. Resultater skal du nok få, og det samme var tilfældet mod Leicester, hvor han og Sakas samarbejde lignede noget, der har taget år at opbygge. Stor ros herfra.
William Saliba: 7
Det kan virke hårdt at give et 7-tal til Saliba for præstationen mod Leicester, for den fortjente vel på mange måder mere end det. Men når man har et makkerpar som Saliba og Gabriel, så trækker det ned, når man indkasserer to mål til et oprykkerhold – gudemål eller ej. Stor cadeau for den skuldertackling, han laver på Vardy til gengæld.
Gabriel Magalhaes: 7
Det samme gælder for Gabriel, som det gør for Saliba. Og så var det mærkeligt ikke at se vores brasilianske fyrtårn score på hjørnespark. Men mål mod både Manchester City og Spurs er nu også meget fint!
Riccardo Calafiori: 10
Det lader til, at især Calafioris indtræden på holdkortet har gjort, at Martinelli på mange måder har fået en lidt mere fri rolle. Eller også er han bare blevet bedre af italienerens ankomst. Uanset hvad er det tydeligt, at der foregår et stabilt samarbejde, og det var også tilfældet mod Leicester. En hårdere dommer havde trukket Calafiori en karakter ned – for han var tildeles heldig med ikke at blive sendt tidligt i bad, og et tredje rødt kort på så få kampe havde været katastrofalt.
Thomas Partey: 4
Det er ingen hemmelighed, at Parteys bedste år er bag ham. Et 4-tal er måske til den hårde side, men det er tydeligt, at der mangler noget – især rent atletisk. Partey halser til tider efter, og han ligner en spiller, der ikke har den helt store fremtid i klubben. Ros skal der dog også være plads til, for mens et hav af andre spillere er blevet skadet, så har Partey formået at holde sig skadefri, og det har været uhyre vigtigt.
Declan Rice: 7
Han er motoren på midtbanen, og han er saftsuseme vigtig for, at holdet kan få det til at fungere. Det er ikke altid, at han er synderligt iøjnefaldende, men han er unægtelig det bindeled, der får det hele til at spille.
Leandro Trossard: 12
Trossard sniger sig lige akkurat op på et 12-tal. Mest af alt for at score så uhyre vigtigt et mål. Jeg kan personligt være en smule irriteret over hans indblanding i spillet til tider, men han er utvivlsomt en af – hvis ikke dén – mest skarpe afslutter i truppen.
Bukayo Saka: 10
Han bliver bare ved og ved og ved. Selv når han ikke bliver noteret for mål eller oplæg, er han stadig enormt vigtig. Og så burde man jo notere ham for oplægget til Trossards sejrsscoring, som dog bliver klassificeret som et selvmål. At en akademispiller render rundt med anførerbindet, skal man ej heller fnyse af – det kan være et kæmpe signal på sigt. Både til fremtidige generationer og til de nuværende spillere.
Gabriel Martinelli: 10
Denne version af Martinelli har man savnet! For det er vel næppe en hemmelighed, at Martinelli har manglet den nødvendige skarphed i visse situationer gennem den seneste sæson, hvilket man også så mod Spurs, hvor han formøblede en stor chance. Mod Leicester var han langt mere skarp, selvom han ret beset nok skulle have scoret endnu en. Ikke desto mindre ligner det i langt højere grad, at Martinelli er i gang med at genfinde sit niveau.
Kai Havertz: 7
Hvis man skal være lidt hård, så både koster og giver Havertz en scoring. For han trækker en dårlig offside-linje på Leicesters første mål, slipper sin markering, hvorefter hans skulder snitter bolden ind bag Raya. Han giver dog aldrig op, og i dommerens niende tillægsminut lukkede og slukkede han kampen.
Udskiftere:
Raheem Sterling: 7
Sterling blev skiftet ind med et kvarter igen, og selvom han ikke (endnu) har det niveau, han tidligere har vist i Manchester City, så er det tydeligt, at han kommer med noget gåpåmod – mere af det, tak!
Ethan Nwaneri: U/B
Det kan være svært at give en karakter baseret på et 5-10 minutters indhop. Ikke desto mindre viste Nwaneri godt og grundigt, hvorfor Mikel Arteta nu reelt kan overveje, om han skal starte med en 17-årig i Premier League. For hold nu op, hvor er Nwaneri vild. Han ligner næppe en spiller, der reelt burde gå i gymnasiet.
Kampens spiller:
Den koldblodige Leandro Trossard bliver kampens spiller. For selvom vores danske ven i Leicester-buret stod en brav kamp, så var Trossards snuhed det, der i sidste ende gjorde, at alle tre point blev sat ind på Arsenal-kontoen. Og så skal der lyde pluspoint til Trossard for at vise følelser, da han scorede. Det bevidner vel også om, hvor vigtigt en scoring, det var – for når selv Trossard jubler, så er det vigtigt!