Puha, sikke en omgang! Dagen derpå ovenpå en kamp, som på mange måder foregik i klassisk Arsenal anno 2024-manér. Sublime redninger fra Raya, et hjørnesparksmål fra Gabriel og et rødt kort for at sparke bolden væk var på menuen, da Arsenal mødte de regerende mestre fra Manchester City. Efter holdenes to seneste sæsoner må opgøret klassificeres som et vaskeægte mesterskabsopgør. De to hold var begge uden deres kreative kræfter, da både Kevin De Bruyne og Martin Ødegaard sad ude med skader. Alligevel mødte begge hold op i god form efter to 0-0-kampe i midtugens Champions League-runder.
Af Konrad Juul
Mange Arsenal-fans blev nok overraskede, da de så en ændring i bagkæden. Arteta er notorisk for ikke at ændre i sin faste bagkæde, medmindre det er nødvendigt. Derfor kiggede mange nok lidt skævt, da Calafiori fik sin startdebut på den sværeste udebane i ligaen. Arteta forklarede efter kampen, at Ben White ikke var kampklar på grund af en skade. Derudover var der ingen andre ændringer på holdet, bortset fra at Declan Rice var tilbage efter karantæne.
Kampen startede med lyn og torden, da Rodri lå ned og tog sig til ansigtet, før man nærmest havde sat sig i sofaen. Så var vi ligesom i gang. Herfra tog Manchester City kontrollen med kampen, indtil et smart træk af Savinho satte Calafiori af på midten, hvilket gav Haaland muligheden for at blive sendt i dybden og score sit 10. mål i denne sæson. City fortsatte med at tromle mod Arsenals mål, indtil Rodri måtte udgå med, hvad der lignede en knæskade.
Et hurtigt frispark blev sparket bag Kyle Walker, der var kaldt hen til dommeren. Her udnyttede Gabriel Martinelli situationen og drog mod Citys mål. Martinelli lagde bolden tilbage til Calafiori, som kronede sin startdebut med et drømmehug op i Edersons hjørne. Arsenal tog herfra hånd om kampen og udfordrede City på flere hjørnespark, før Gabriel sprang forbi Walker og headede Arsenal foran 1-2 lige før halvleg. Men som sædvanlig gjorde vi det svært for os selv. For anden gang i tre kampe fik Arsenal et rødt kort for at sparke bolden væk efter et frispark. Denne gang var det Trossard, der måtte gå tidligt i bad.
Herfra handlede det om ren overlevelse. Arsenal stod så dybt i anden halvleg, at Ruben Dias agerede spilfordeler på kanten af Arsenals felt. Selvom Arsenal sideforskød og forsvarede sig sublimt mod Citys spilovertag, måtte spillerne falde til jorden i skuffelse, da John Stones dukkede op i det 98. minut og udlignede til 2-2, som også blev kampens endelige resultat.
Det er altid skuffende at lukke et mål ind i sidste sekund mod en toprival og misse et monumentalt skridt i mesterskabskampen. Dagen derpå kan man dog kun give cadeau til et hold, der i en time var i undertal, men alligevel leverede en arbejdsindsats, man kun kan kigge stærkt tilbage på. Arsenal er nu to point bag Man. City efter fem kampe, og det må siges at være godkendt, når vi er sluppet ud af udekampene mod Villa, Spurs og City med 7/9 mulige point.
David Raya: 12
Det kan være svært at give en målmand topkarakter, når man lukker to mål ind, men den sikkerhed, som David Raya udviser på samtlige indlæg, samt hans hurtige refleksredninger, må man bøje sig i støvet for. Han kunne ikke gøre meget ved Citys to mål og leverede flere vigtige redninger i løbet af kampen.
Jurriën Timber: 10
Timber spillede en defensiv brandkamp og løb solen sort, indtil han måtte udskiftes med krampe. Han fuldførte kun en enkelt aflevering i kampen, men i lyset af det røde kort og Arsenals plan i anden halvleg, spillede han en bundsolid kamp.
William Saliba: 10
Selvom Arsenals “Rolls-Royce” er begyndt at blive overstrålet af sin defensive makker, skal man ikke glemme Salibas præstation. Den farligste spiller i verden, Haaland, blev neutraliseret efter sit mål, og det var takket være franskmandens aktioner.
Gabriel: 12 – MOTM
Giv Arsenal tre hjørnespark, og det svarer til et straffespark, og det er på grund af Gabriel. Han er den farligste forsvarsspiller i boksen og er en af årsagerne til, at Nicolas Jover kan se frem til en lønforhøjelse. Det var brasilianerens 16. Premier League-mål, og selvom han delvist var skyld i Haalands mål, fortjener han stadig roser.
Ricardo Calafiori: 10
Den flotteste mand i ligaen scorer samtidig det smukkeste mål i 5. runde af Premier League. Italieneren blev snydt af Savinho i første halvleg, men lukkede derefter ned for kantspilleren i resten af kampen. Ham her kan man kun glæde sig til at se mere til!
Declan Rice: 10
Rice udgjorde sammen med sin midtbane-makker et uigennemtrængeligt skjold på kanten af feltet, som konstant pressede City-spillerne til at skyde med deres svage ben udefra. Solid defensiv præstation af den tilbagevendte englænder.
Thomas Partey: 7
Den anden halvdel af skjoldet, som beskyttede forsvaret sublimt. Dog sov Partey sammen med Havertz på Citys udlignende mål, da de ikke lukkede ned for det hurtige hjørnespark.
Kai Havertz: 4
Det var svære vilkår for den ranglede tysker i dagens opgør, men selvom han leverede en solid defensiv præstation og fungerede som spilstation, fuldførte Havertz ikke en eneste aflevering i hele kampen.
Gabriel Martinelli: 7
Første mål-involvering for Martinelli i 18 kampe. Han løb solen sort og var nok Arsenals eneste trussel på kontra i anden halvleg. Lad os håbe, at dette kan være startskuddet på hans sæson.
Bukayo Saka: 7
Saka leverede en flot bold ind til Gabriels hovedstød og har nu assisteret i alle fem kampe i denne sæson. Desværre blev han offer for Trossards dumhed og blev skiftet ud i pausen.
Leandro Trossard: -3
Man kan være uenig i, om Michael Oliver skulle have givet Trossard det andet gule kort for at sparke bolden væk, men uanset hvad skal man ikke give dommeren muligheden, når man fører på udebane mod Man. City. Arteta har sandsynligvis talt store ord efter Rice blev udvist mod Brighton, men Trossard lærte tydeligvis ikke lektien og kostede Arsenal kampen.
Indskiftere
Ben White: 10
White erstattede Saka ved pausen og hjalp med at parkere bussen i forsvaret. Han gjorde det brillant på en dag, hvor det ellers ikke var planlagt, at han skulle spille.
Gabriel Jesus: 4
Jesus lavede flere gode defensive indgreb mod Bernardo Silva på Arsenals venstre side, men forærede City nogle hjørnespark, hvor han i stedet skulle have clearet bolden.
Jakub Kiwior: 7
Flot indhop af polakken, som hurtigt forsvandt i mængden af Arsenal-spillere i feltet.
Miles Lewis-Skelly: N/A