Karakterer: Premier League, runde 24 – Arsenal vs. Manchester City

 

Af Pelle Kirchner

Mens de fleste danskere søndag aften sad klistrede til flimmerkassen for at se det danske håndboldlandshold vinde VM-guld for fjerde gang i træk, sad mange Arsenal-fans klistrede til skærmen af en helt anden årsag og på en helt anden kanal – det kom de ikke til at fortryde.  

Den der ler sidst, ler bedst.

Sådan hedder et gammelt, men ikke desto mindre passende ordsprog til søndagens opgør mellem Arsenal og Manchester City på Emirates Stadium.

I det omvendte opgør på Etihad Stadium fire måneder forinden var det nemlig Erling Haaland, der på flabet vis kunne kaste bolden i hovedet på Gabriel Magalhães, bede Mikel Arteta om at ”stay humble”, og spørge debutant Myles Lewis Skelly ”who the f**k are you?”, efter at Manchester City udlignede til 2-2 dybt inde i dommerens tillægstid.

I et interview efter det opgør var Gabriel Magalhães hurtig til at svare igen ved at sige, at han glæder sig til at tage imod Erling Haaland på Emirates Stadium.

Og uden at røbe alt for meget, så lad os bare sige, at der fire måneder senere blev taget kærligt hånd om den rapkæftede nordmand, som nok både har lært en ting eller to om ydmyghed – og hvem Myles Lewis Skelly er. Det skulle man i hvert fald tro.

David Raya: 10
Den spanske mur leverede en pragtredning på et vigtigt tidspunkt i kampen fra Joško Gvardiol, og stod i det hele taget en fejlfri kamp.

Jurrien Timber: 7

Timber leverer weekend efter weekend nogle stabile indsatser. Sikker på kuglen, ikke til at stresse, og kommer med frem og bidrager offensivt. Præcis som tilfældet også var det mod Manchester City, men et gult kort for en tackling på Savinho trækker ham trods alt ned på et 7-tal.

William Saliba: 7

Jeg skulle lige til at skrive, at han havde Erling Haaland i sin baglomme, men ret skal være ret, og det var trods alt nordmanden der kom først på bolden, da han udlignede til 1-1

Gabriel Magalhães: 10

Gabriel burde derimod lige ryste sine bukser en ekstra gang for lige at dobbeltsikre, at der ikke ligger en bitter nordmand i hans bukselommer. Allerede fra første mål efter knap to minutters spil markerede han sig ved lige at vende sig om og råbe ad Haaland, da han løb forbi ham, og det var eneste gang i opgøret, at han så sig tilbage. ”Kun” et 10-tal, fordi han ikke krydrede det med et mål, som vi ellers er blevet vant til.

Myles Lewis Skelly: 12

Voksenmobning udført af en dreng på 17 år. Myles Lewis Skelly er noget helt specielt, og han ved det godt selv. Sikke en måde at fejre sit første mål i Arsenal-trøjen på. Alene jubelscenen var nok til et 12-tal, men præstationen og målet fejlede heller ikke noget. Mon ikke han er på holdkortet næste gang det engelske landshold skal udtages? Det er hvert fald mit bud.

Martin Ødegaard: 7

Han markerede sig ganske vist med et mål, men vi har set Martin Ødegaard være mere synlig, end tilfældet var søndag aften mod Manchester City.

Thomas Partey: 10
Ghaneseren spiller sit bedste fodbold i øjeblikket, og kampen mod Manchester City var blot endnu et eksempel på det. Han dominerede defensivt, fandt hullerne offensivt, ligesom at han også sparkede sit hold på 2-1 efter et afrettet spark fra distancen. If you dont shoot, you dont score. Det kan Thomas Partey hvert fald skrive under på.

Declan Rice: 10

En, der i hvert fald helt sikkert er at finde på Englands holdkort er Declan Rice, og søndag aften viste han hvorfor. Fejlfri indsats fra midtbanegeneralen, der også lagde op til to mål, men bestemt også bidrog til de defensive pligter som altid. Declan Rice var her, der og alle vegne.

Gabriel Martinelli: 7

Det er ikke alt, der lykkes for den dribleivrige brasilianer, og det var det heller ikke søndag aften. Men han stopper ikke med at forsøge, og derfor var han en konstant trussel for Manchester Citys defensiv, der hele tiden skulle have et vågent øje på ham.

Kai Havertz: 7

Han skulle som minimum have scoret et mål mere, da han brændte en kæmpe chance helt fri foran mål, men bare rolig, Kai. Du er tilgivet efter en fortrinlig indsats, et mål, en assist, og en sejr på 5-1. Den skal du ikke tænke mere på.

Leandro Trossard: 7

Han satte tonen fra start, da det specielt var hans presspil, der forårsagede, at Manuel Akanji mistede bolden og Arsenal bragte sig hurtigt foran med 1-0.

Indskiftere:

Ethan Nwaneri: 10

Denne her knægt på 17 år gammel er cirka lige så spændende som Bukayo Saka var, da han havde samme alder. Ethan Nwaneri har allerede sin egen trademark-afslutning. Han brugte den til at score sit første Champions League-mål, og han brugte den igen til at gøre ydmygelsen af Manchester City total med scoringen til 5-1. Sikke en spiller, og sikke et potentiale!  

Mikel Merino: N/A

Ricardo Calafiori: N/A

Raheem Sterling: N/A

Indkøbskurv