En tur til West Ham var den første af mange kommende kampe for Arsenal i London. Og hvilken kamp det blev. Syv mål. Alle faldt i første halvleg. De fem af dem til Arsenal, som dermed kan gå selvtillidsfyldt ind til kampen mod Manchester United på onsdag.
Af Tobias Halskov
Der er alle muligheder for at hente ind på Liverpool i den kommende periode frem mod vinterpausen. Det ved Arsenal og det kunne man godt se fra start, hvor Arsenal satte sig tungt på begivenhederne.
Små 10 minutter skulle vi bruge, og så stod det 1-0. Et hjørnespark fra højre fra Saka fandt Gabriel (hvem ellers?), og så var det en smal sag for Brasilianeren. Den niende Premier League assist for Bukayo Saka. Jeg tror han slår den assistrekord på 20 stk. (sat af Thierry Henry, selvfølgelig).
Den tiende kom godt 15 minutter senere. Et klassisk ABC-angreb. Saka til Ødegaard, Ødegaard til Saka, Saka til Trossard. Bum 2-0.
Saka var her der og alle vegne. Helt ustyrlig god. Så god, at Paqueta måtte sparke ham ned i feltet, som blev til et straffespark. Det eksekverede Ødegaard på. Bum 3-0.
Vi kunne dårligt nå at trække vejret, for nu gik det stærkt. West Ham var helt møre, og det gav Havertz en nem friløber efter en superbold fra Trossard. 4-0 og så skulle man da ellers tro, at den kamp var overstået, men nej. Først slap Aaron Wan Bissaka igennem efter et øjebliks uopmærksomhed fra Calafiori og Trossard. Og så stod det 4-1.
West Ham fik tændt en gnist og få øjeblikke efter, satte den ild til London Stadium. Et magisk frisparksmål af Emerson gjorde det pludselig til 4-2. Hvad sker der! For at citere Jesper Simo, som kommenterede kampen.
Og så til pause. Skulle man tro.
Kort før tid, fik vi endnu et hjørnespark og endnu engang kom Gabriel højest. Det troede Fabianski også han ville og det resulterede, i at Gabriel måtte modtage et rent UFC-slag til hovedet. Straffespark igen. Saka til 5-2, og så kom vi til pause. Pheew.
Mens første halvleg var særdeles begivenhedsrig, så var anden halvelg det ikke. Mere behøves der vist ikke skrives til det, nu når første halvleg stjal så meget spalteplads.
David Raya: 7
Kunne ikke gøre meget ved West Hams mål. Suveræn på kuglen næsten gennem hele kampen.
Jurrien Timber: 7
Stort 7-tal. Klart mere komfortabel i højre siden. Er virkelig ved at få et godt samarbejde op at køre med Ødegaard og Saka foran ham.
William Saliba: 7
Sikker skanse.
Gabriel Magalhaes: 10
Hvor er han suveræn i luftspillet. Hold op et våben han er. Blev fornuftigt nok pillet ud i pausen efter den knockout fra Fabianski, men det skal ikke forhindre ham i at få en tocifret karakter.
Riccardo Calafiori: 4
En lille time blev det til. Havde sit lår tapet op, så fair ikke at tage nogen chancer. Ser stadig lidt rusten ud efter sin skade og var til tider en kilde til uro vores flotte italiener. Har ikke den samme overbevisning i sine defensive aktioner, som sine tre kollegaer på den bagerste linje.
Jorginho: 7
Han holder bare et højt bundniveau, Jorginho. God indsats.
Declan Rice: 7
Lidt lunken indsats i første halvleg, hvor han nok mere bare forsvandt blandt de mange gode præstationer i højre siden, men anden halvleg var anderledes god. Stærk og boldsikker, med flere gode løb og diagonalbolde til højre side.
Martin Ødegaard: 10
Er bare dirigenten på holdet, og det gør han fandme godt.
Leandro Trossard: 7
Fremragende assist til Havertz. Det kan godt være hans offensive output er mere effektivt end Martinellis, men det er hans defensive arbejde ikke. Vil våge den påstand, at West Ham første reducering ikke var sket med Martinelli på banen.
Bukayo Saka: 12 – MOTM
Var her der og alle vegne. Nøj hvor er han god.
Kai Havertz: 7
Fik et mål, som han stensikkert satte ind. Arbejdede stenhårdt som altid.
Indskiftninger
Jakub Kiwior: 7
Han var nok det mest oplagte salg i sommers, som det også blev meldt i flere medier. Men Arsenal gjorde klogt i at beholde ham i folden, når skadeshistorikken på de bagerste linjer, er som den er.
Oleksandre Zinchenko: 7
Hans rolle på holdet er decimeret betragteligt af åbenlyse årsager, men hvor var det skønt at se ham tilbage, og så bare tage fat om kampen med det samme. Godt indhop.
Gabriel Jesus: 4
Kom ind og var med til at køre sejren hjem.
Raheem Sterling: 4
Se beskrivelsen ved Jesus.
Ethan Nwaneri: U/B
Kom ind og fik de sidste 10 minutter, og derfor uden for bedømmelse.