Karakterer: Premier League, runde 12 – Arsenal vs. Nottingham Forest

Martin Ødegaard og Bukayo Saka var her, der og alle vegne, da Arsenal sendte Nottingham Forest hjem med et 0-3-nederlag i bagagen. Der var både stærke præstationer, uskarpe angribere og et 17-årigt stortalent på måltavlen. 

Af Otto Korse

På et sjaskvådt Emirates Stadium tog Arsenal imod formstærke Nottingham Forest. Arsenal var gået på landskampspause med et 1-1-resultat mod Chelsea, hvor man endelig havde fået lov at se Martin Ødegaard i aktion.

Og det var som om, Forest havde glemt, at Arsenal-anføreren var blevet klar igen, for de havde store, store problemer med at holde styr på Ødegaard. Den norske anfører drev gæk med Forest-defensivens højre side sammen med Bukayo Saka og Jurrien Timber, der gang på gang fandt hinanden. Det kastede også et flot Saka-mål af sig. Den eneste negative historie fra den første halvleg var, at Arsenal ikke scorede flere mål.

Thomas Partey blev skiftet ind ved anden halvlegs start i stedet for Jorginho. Formentlig fordi, italieneren løb rundt med en advarsel. Partey skulle ikke bruge ret lang tid på at finde netmaskerne, og en håndfuld minutter inde i anden halvleg kunne han tæske bolden i det lange hjørne.

Det satte Arsenal på cruise control, og selvom Forest var mere på bolden, var Arsenal fint tilfredse med at stå og blokere – for Forest fik ikke et eneste skud på mål. Og det skal der lyde stor ros for, for Forest har gang i en god sæson. Derfor er det vildt, at man formår at gøre en ellers vanligt skarp modstander så tam.

Derfor kan det af og til være svært at give karakterer, for David Raya, William Saliba og Gabriel Magalhaes satte vel næppe én eneste fod forkert i hele kampen, og alligevel sidder man ikke nødvendigvis tilbage med en følelse af, at de har spillet en vanvittig kamp. De var der, da det var nødvendigt, men det var i særdeleshed de mange små detaljer, man ikke lægger mærke til, som grundlagde deres defensive pragtpræstation.

Det er altid angriberne, der tager overskrifterne, når de gør det godt, selvom forsvarsspillerne ofte har været mindst lige så gode. Men når angriberne ikke skinner igennem, så stikker det også ud – i højere grad end nogen anden position. Det er et tveægget sværd, som Gabriel Jesus desværre befandt sig på den noget kedelige side af mod Forest. For med en sjælden startplads var det netop chancen for at få gang i sæsonen, men målene udeblev, og det samme gjorde den ellers vanlige kreativitet på den sidste tredjedel af banen. Han har et stykke op til sit vanlige niveau.

Mod slut kom både Ethan Nwaneri og Raheem Sterling ind, og her fandt sidstnævnte den førstnævnte, og så kunne Arsenals 17-årige stortalent sende det sidste søm i Forest-kisten.

Arsenal ligner igen sig selv – og Martin Ødegaard er stadig verdensklasse.

David Raya: 7
Målmandspositionen er en spøjs en. For David Raya stod egentligt en noget nær perfekt kamp, men når modstanderen ikke har ét eneste skud på mål, så bliver det svært at give ham topkarakter. Han var god i luften, når der var behov for det, og så havde han flere gode igangsættelser. En bundsolid præstation.

Jurrien Timber: 10
Jurrien Timber, Martin Ødegaard og Bukayo Saka gjorde livet surt for Forest-defensiven i især den første halvleg. De tre i den højre side fandt hinanden på kryds og tværs, og dette var blandt andet takket være Timbers teknik og lynhurtige overlap. Med Ben White skadet i flere måneder, er det betryggende, at Timber kan levere meget af det samme.

William Saliba: 7
Det er måske en smule hårdt blot at give et 7-tal. For ligesom med Raya skal der selvfølgelig lyde ros for at lukke en formstærk modstander så meget ned, at de slet ikke harvde et skud på mål. Saliba er 23 år gammel, men spiller som en rutineret forsvarsspiller med adskillige år på bagen.

Gabriel Magalhaes: 7
Det føltes helt mærkeligt ikke at se Gabriel stange bolden ind på et hjørnespark, men mere vil have mere, når man kender til brasilianerens spil i luftrummet. Sammen med sin vanlige franske makker i midterforsvaret pakkede de to midtstoppere pænt og prægtigt Forest-spillerne væk.

Riccardo Calafiori: 10
Det blev lige akkurat til én måned og én dag på sidelinjen for Calafiori, siden han pådrog sig en skade mod Shakthar Donetsk. Det var dog ikke til at se, at italieneren havde siddet ude i et stykke tid, for han fortsatte, hvor han slap. Mon ikke det bliver Timber og Calafiori, der er førstevalg på back-positionerne, så længe White er skadet?

Jorginho: 4
Jorginho gør, hvad han skal. Og han startede egentligt også kampen godt, men det var som om, han blev mere og mere frustreret – måske efter det frispark, der blev dømt mod ham. Det gule kort, Jorginho fik, må også have været årsagen til, at han blev pillet ud i pausen.

Martin Ødegaard: 12
Der kan næppe være nogen som helst tvivl om, at Arsenal er et bedre mandskab, når Martin Ødegaard spiller. Arsenal lignede lørdag eftermiddag det Arsenal, man kender og elsker – og det var i høj grad Ødegaards fortjeneste. For med sin sublime teknik, skarpe kropsfinter og elegante overblik blev Forest-defensiven pillet fra hinanden gang på gang.

Mikel Merino: 7
Mikel Merino læser spillet enormt godt. Det er tydeligt at se, at han kamp for kamp lærer sine holdkammerater bedre og bedre at kende, og det er i den grad til Arsenals fordel, for der gemmer sig en formidabel spiller i Merino – selvom han allerede har vist det af flere omgange.

Leandro Trossard: 4
Trossard skulle ret beset have scoret allerede efter fem minutter, men skarpheden svigtede. Det er et tema, der har gået igen for Trossard denne sæson, selvom det tidligere har været netop Trossards utrolige skarphed, der har kendetegnet hans Arsenal-karriere. 

Bukayo Saka: 10
Det bliver et meget, meget stort 10-tal, Saka får. Det er tydeligt for enhver, at Saka har det nemmere, når Ødegaard spiller – og hold da op, hvor finder de hinanden godt. Saka og Ødegaard kan se afleveringer og muligheder, end ikke tv-seeren kan se. Og så stemplede Saka ind med et flot mål, der satte gang i Arsenal-offensiven. 

Gabriel Jesus: 02
Gabriel Jesus havde fået chancen fra start – men det gør han næppe næste gang. Brasilianeren var vel nærmest den eneste negative historie denne lørdag eftermiddag. Han prøver ihærdigt, men den skarphed og kreativitet, der tidligere har været hans kendetegn, har han mistet. Han er efterhånden definitionen på en angriber, der trænger til en scoring.

Indskiftninger:

Thomas Partey: 10
Det var Parteys første start på bænken i Premier League i denne sæson, hvilket lyder tosset, når man tager hans tidligere skadeshistorik i betragtning. Den præstation, han lagde for dagen efter sin indskiftning, har nok også gjort, at han starter inde næste gang. For ét var målet, men han var vanen tro solid på bolden i opbygningsspillet, og det hjalp, da Forest kom mere og mere på bolden.

Oleksandr Zinchenko: 7
Han gjorde ikke det helt store væsen af sig, selvom han beviste, at han stadig har en fremragende pasningsfod. 

Raheem Sterling: U/B
Sterling fik ikke nok minutter på banen til at få en karakter, men oplægget til Nwaneri skal der lyde stor ros for.

Ethan Nwaneri: U/B
Man har jo lyst til at give ham et 12-tal, og selvom han blot fik omtrent ti minutter på banen, så viser han gentagne gange, hvor vanvittigt et talent, han er. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man ikke have troet, at Ødegaard var blevet udskiftet – de minder ganske meget om hinanden. Spørgsmålet er bare, hvornår han skal have fast spilletid?

Jakub Kiwior: U/B
Fik de allersidste minutter, og står derfor uden for bedømmelse.

MOTM: Martin Ødegaard
Han er limen, der binder offensiven sammen. Han er dirigenten, der svinger taktstokken i de forreste rækker. Det er vildt, hvor god Ødegaard er, men det er også skræmmende, hvor afhængige Arsenal er af ham. Nu er han tilbage, og det føles som at få en helt ny sommertransfer ind.

Indkøbskurv