Karakterer: FA Cup, Runde 3 – Arsenal vs. Manchester United

Søndag eftermiddag skulle Arsenal træde ind i den ældste pokalturnering i England, nemlig FA Cuppens tredje runde. Rundens største opgør var et traditionsrigt opgør mellem to af Englands største klubber, da Arsenal for 16. gang skulle møde Manchester United i turneringens historie. Der var ikke de store overraskelser i Arsenals startopstilling, udover Ricardo Calafiori som var ude af truppen pga. en muskelskade, og derfor var der en startplads til den unge Myles Lewis-Skelly.

Af Konrad Juul

Arsenal skulle have en oprejsning efter en sløj hjemmebane indsats mod Newcastle i Carabao Cuppen, hvor The Gunners tabte første semifinale med 0-2. Arsenal har generelt haft svært ved at finde kontinuitet i spillet grundet mange skader i truppen, hvor specielt offensiven har set svækket ud i de seneste kampe. United derimod har gennem hele sæsonen været en vaklende størrelse, hvor de i skrivende stund finder sig selv på en 13. plads i ligaen. Djævlene kunne til gengæld se deres hold hente en uafgjort med hjem fra Anfield, i en kamp hvor de lige så godt kunne have nuppet alle tre point.

Kampens første halvleg bød på et Arsenal-hold, som var kommet for at spille fodbold. I de hvide trøjer satte holdet tempoet højt, men manglende skarphed blev i offensiven betød at der ikke blev produceret det store. Arsenal lignede det eneste hold på banen, som havde tænkt sig at gøre noget i første halvleg. Et United-hold, hvis eneste mission var holde hjemmeholdet ude fra feltet, og til tider få lagt dem ned på jorden. Det skulle heller ikke være en Arsenal kamp i denne sæson uden kontroversielle beslutninger fra dommere. Martinelli kom fri fra sin markør og satte den i kassen, hvor der var tvivl om, hvorvidt Maguire prøvede at spille bolden eller ej, men uden VAR kunne den ikke kigges videre på. Udover det, blev en skade til Gabriel Jesus nok det mest mindeværdige fra halvlegen.

Anden halvleg bød på lidt mere underholdning. Først et flot mål af Uniteds kaptajn Bruno Fernandes, hvor Gabriel bliver snydt af Garnacho ved midterlinjen, hvorefter Dalot må forlade banen efter sit andet gule kort i kampen. Her begyndte Arsenal at lugte blod, og kort efter gjorde Gabriel skaden god igen ved at score på en svær flugter. Efter et hav af brændte chancer, Ødegaards brændte straffespark og forlænget spilletid, var det tid til straffesparkskonkurrence. Her misser Havertz fra pletten, mens Raya ikke fik pillet nogle af Uniteds forsøg. Arsenal er dermed ude af årets FA Cup.  

David Raya: 7
Raya havde ikke meget at tage sig af i dag, udover en flot redning i den forlængede spilletid. En straffesparkskonkurrence er svær at bedømme en målmand på, men vores spanske keeper har en tendens til at vælge side lidt for tidligt.

Jürrien Timber: 7
Hollænderen var som altid bundsolid i sin præstation og satte ikke mange fødder forkert. Af og til kan man godt savne lidt mere kvalitet i hans indlæg, da vi ved han har kvaliteterne til det.

William Saliba: 7
En meget fin præstation af Saliba, som tog sig godt af Rasmus Højlund i kampen. Han kan ikke gøre meget ved Uniteds mål, da han kommer til at stå meget alene efter Gabriel er blevet sat af, oppe ved midterstykket.

Gabriel: 7
En rutschebanetur for Gabriel i dagens kamp, da han til dels koster Arsenal det første mål, hvor han så efter udligner sin fejl ved at score på en nedfalds bold i feltet. Generelt ikke meget galt med de to midtstopperes præstation, men igen scorer modstanderen på en af deres eneste chancer, og det må give panderynker hos Arteta.

Myles Lewis-Skelly: 7
Endnu en rigtig flot præstation Lewis-Skelly, som bliver ved med at imponere på trods af sin unge alder. Man glemmer han kun er 18 år, når han laver sine allerede velkendte brud op igennem midtbanen. Han mangler nogle gange skarphed i sine offensive aktioner, men det må vel komme med tiden.

Jorginho: 4
Den garvede italiener bringer en velkommen ro til Arsenals midtbane, men bliver samtidig en træningskegle når modstanderen byder op til dans. Det var ikke fordi United voldte ham mange problemer, men når man savner spillere som kan afgøre kampe et brilliant moment, er det ikke Jorginho man kigger mod.

Mikel Merino: 4
Det har ikke været en prangende start i Arsenal-trøjen fra Merino, og i dag blev han blind passager i et allerede stillestående tog. Der kom ikke meget offensivt fra ham, og ligesom Jorginho ligner han lige nu ikke en kampafgørende spiller.

Martin Ødegaard: 4
Det lignede, at den nybagte far var tilbage i spillehumør efter et par sløje kampe, som også har været påvirket af sygdom. Ødegaard havde mange flotte aktioner i første halvleg, men kommer til at stå meget alene i offensiven. Efter hvad der igen lignede problemer med anklen i slutningen af første halvleg, lignede det ikke den samme spiller, der kom ud til anden halvleg. Derudover brændte han også sit straffespark med et tamt forsøg.

Gabriel Martinelli: 4
Endnu en hård kamp for Martinelli, som fik sit mål underkendt af offside. Man kunne have håbet han ville tage mere ansvar efter Sakas skade, men indtil videre ligner han også en spiller der er komplet blottet for selvtillid.

Gabriel Jesus: 7
Efter en rigtig flot periode af vores skadesplagede nummer 9, måtte Jesus igen udgå med en skade. Han formåede før sin skade at deltage i nogle fine kombinationer med Ødegaard, men meget farligere blev det heller ikke. Det så ikke godt ud for angriberen, med hvad der lignede en knæskade.

Kai Havertz: 00
Havertz bliver af og til syndebuk for mange af Arsenals fans, og midt i et januar-transfervindue, hvor det indtil videre ikke har lignet at Arsenal kommer til at gøre meget, blev de angriber-sultne fans ikke ligefrem mættet efter dagens kamp. Tyskeren brænder nogle store chancer og kunne have lukket kampen i de døende minutter. Tilmed brænder han også straffesparket, som ender med at sende Arsenal ud. Han er lige kommet tilbage fra sygdom, men nok en dag hvor Havertz havde ønsket at han var blevet hjemme i sengen.

Indskiftere

Raheem Sterling: 4
Arsenals katastrofale sommer-signing gjorde ikke meget væsen af sig og ligner ikke en mand der får en permanent aftale her til sommer.

Declan Rice: 7
Arteta bliver snart nødt til at finde sin foretrukne midtbane-konstellation. Rice gør en fin figur med sit indhop, men det ligner stadig han er de sidste procenter fra sit høje niveau, som han viste i sidste sæson.

Leandro Trossard: N/A

Thomas Partey: N/A

Kieran Tierney: N/A

Indkøbskurv