Karakterer: Champions League, runde 4 – Internazionale vs. Arsenal

Onsdag aften skulle Arsenal et smut sydpå til “modens Mekka” i Milano, Italien. Men det var langtfra shoppeture på den famøse gade “Corso Vittorio Emanuele II”, der var på dagsordenen for The Gunners. Udsigten var til en af de hidtil sværeste kampe i sæsonen imod de nuværende italienske mestre, Internazionale.

Af Simon Ismael Sabih

Sidste gang Arsenal besøgte Milano var for over 20 år siden, under franske træner, Arsène Wengers regeringstid. Den 25. november 2003 udspillede de daværende Arsenal ”Invincibles,” Internazionle 5-1. Det var et Internazionale hold der var spækket til med nogle af datidens store stjerner, og et af verdens bedste forsvarskæder med spillere som Materazzi og Cannavaro. I løbet af kampen viste den franske konge, Thierry Henry, netop hvorfor Materazzi og Javier Zanetti, et par uger tidligere, havde skændtes om at få lov til at bytte trøje med den franske legende. Kampen bestod af en sensationel præstation af “Titi”, og med mål af blandt andre brasilianeren Edu. Kampen var en af de legendariske øjeblikke under Arsène Wengers gyldne æra.

Spol tiden frem til 2024, og situationen ser noget anderledes ud. Edu, som scorede mod Inter, trådte ikke mange dage før kampen tilbage som sportsdirektør for klubben, og Arsenal har ikke vundet deres seneste tre kampe i Premier League, samtidig med at de er hårdt plaget af skader. Inter gik ind til kampen i stor form, ubesejret i deres seneste otte kampe og kun et enkelt point fra førstepladsen i Serie A.

En god nyhed var at finde i kaptajn Ødegaard, som var tilbage på holdkortet, selvom det var i form af en start på bænken. Desværre rejste holdet til Italien uden Declan Rice, der havde pådraget sig en skade i nederlaget til Newcastle. Det betød, at midtbanen skulle bemandes af den spanske europamester Mikel Merino og den afrikanske stjernespiller Thomas Partey, uden Declan Rices tilstedeværelse i maskinrummet og kvalitet i dødbolde.

Internazionale så ud til at prioritere deres kommende kamp mod Napoli, der fører Serie A med et enkelt point, da Simone Inzaghis trup var roteret godt rundt. Stjernespillere som Marcus Thuram, Federico Dimarco, Henrikh Mkhitaryan, Alessandro Bastoni og Nicolo Barella var udeladt fra startopstillingen. Alligevel var deres startellever fyldt med verdensklasse, herunder den schweiziske keeper Yann Sommer og den argentinske verdensmester Lautaro Martinez.

Ifølge tabellen i Champions League er det to jævnbyrdige modstandere, der ligger henholdsvis på 8. og 9. pladsen, begge med 7 point. Flere eksperter, herunder Martin Jørgensen, havde dog Internazionale som favoritter til aftenens opgør, især med hjemmebane på det legendariske Stadio Giuseppe Meazza, bedre kendt som San Siro.

Efter dommeren fløjtede kampen i gang, lagde Inter et intenst pres, der resulterede i et skud på overliggeren fra Denzel Dumfries. Det skulle vise sig at være en interessant duel mellem ham og hans landsmand Jurrien Timber, som lukkede godt ned for Dumfries i første halvleg. Efter et kvarter med et dybt stående Arsenal, afværgede drengene i rødt Internazionales pres godt, kom længere frem på banen og blev mere bolddominerende. Ikke desto mindre bød første halvleg på en chanceløs og taktisk affære, med mange stop i spillet. Men blot som første halvleg så ud til at slutte 0-0, fik Inter dømt et straffespark, da Merino havde hånd på bolden. Man kan diskutere, om Merino selv skulle have fået et straffespark tidligere, efter at keeperen Yann Sommer ramte Merino i hovedet. Den tyrkiske dødboldspecialist Hakan Calhanoglu sparkede bolden sikkert forbi David Raya til 1-0.

Anden halvleg var domineret af Arsenal, som skubbede Inter længere tilbage på egen banehalvdel. Men på trods af 13 hjørnespark til The Gunners var det svært at nedbryde den italienske forsvarsmur. Indlæggene blev sendt ind fra både højre og venstre af især Gabriel Martinelli og Bukayo Saka, men uden at kunne få sat en ordentlig afslutning på. Det var vanskeligt at spille igennem Internazionales kæder, og Yann Sommer havde ikke meget at tage sig af.

Kampen endte 1-0 til Inter og var langtfra en smuk fodboldopvisning. Det var især svært for Arsenal at få rytme i spillet, og de mange spilstop fra dommeren hjalp bestemt ikke tempoet. På trods af Arsenals dominans med bolden, især i 2. halvleg, manglede de både kreativitet og kynisme. Der blev skabt få chancer, og de chancer, der var, blev ikke eksekveret godt nok.

Et glædeligt gensyn var det med kaptajnen Martin Ødegaard, som fik omtrent 5 minutter at gøre godt med. Hans fravær har været tydeligt, især i en kamp som denne imod Inter.

karakterer

David Raya 7
David Raya havde ikke meget at tage sig af, især efter at Inter stillede sig dybt i 2. halvleg. Det var uheldigt, at han ikke kunne redde Inters straffespark, men med en spiller som Hakan Calhanoglu er det også en svær opgave. Ellers havde Raya nogle fine aktioner i opspillet med fødderne.

Ben White 7
Defensivt stod Ben White solidt imod og vandt størstedelen af sine dueller. Dog var hans sammenspil med Saka ikke på samme niveau som sædvanligt.

William Saliba 4
Når man kender til William Salibas verdensklassekvalitet, er det fair at stille høje krav til franskmanden. Saliba havde Arsenals største chance med et frit hovedstød foran Yann Sommers mål, men han mistimerede fuldstændigt. Selvom Inter ikke kom med mange offensive trusler, tabte han stadig nogle dueller. Den franske “Rolls Royce” havde ikke meget at skrive hjem om efter 90 minutter i Milano.

Gabriel 4
Gabriel er uden tvivl den bedste spiller i luften i Premier League, hvis ikke i verden. Det er skuffende, når man efter 13 hjørnespark næsten bliver pakket helt sammen. Han var dog uheldig, da hans hovedstød blev clearet af Bisseck på mållinjen. Defensivt stod han fint, men ligesom Saliba tabte han flere dueller.

Jurrien Timber 10 (man of the match)
Timber spillede en flot kamp under omstændighederne. Selvom det så ud til at kunne blive en lang aften for ham i duellerne mod landsmanden Dumfries, kom Timber bedre ud på den anden side. Han var vigtig i opspillet og meget præcis med sine afleveringer. Derudover havde han ved flere lejligheder et godt drev med bolden og viste godt initiativ.

Thomas Partey 7
Thomas Partey fyldte godt ud på midtbanen, især efter at Merino blev udskiftet i 2. halvleg. Partey havde flere gode defensive aktioner og holdt godt fast i bolden. Dog havde han også svært ved at skabe store chancer ved at spille igennem Inters bagkæde. Alt i alt fortsætter Thomas Partey med at vise, at han vil gøre, hvad der skal til, for at være en del af Mikel Artetas planer.

Mikel Merino 4
En uheldig aften for den spanske midtbanespiller. I løbet af første halvleg spillede han en fin kamp på midten sammen med Thomas Partey, men han var skyld i et straffespark til Inter, der afgav kampen. Muligheden for at svare igen efter sin forseelse fik han ikke, da han blev udskiftet efter første halvleg.

Bukayo Saka 4
En utrolig svær aften for Bukayo Saka, der ikke formåede at sætte sit præg på kampen. Der lykkedes ikke meget for vores egen “Starboy”, som plejer at være så kampafgørende med mål og assists. I fraværet af Martin Ødegaard har han haft et stort ansvar for at skabe chancer. Det gjorde det heller ikke lettere for ham, at Bisseck, som han stod overfor, havde en rigtig solid kamp defensivt.

Gabriel Martinelli 7
Man er efterhånden ikke i tvivl om, hvad man får med Gabriel Martinelli – et enormt løbepensum og masser af hårdt arbejde. Martinelli knoklede på begge sider af bolden og havde nogle gode defensive aktioner. Han havde også nogle gode indlæg, bl.a. et til Merino, hvor man kan diskutere, om der skulle fløjtes for straffespark. Dog havde han ikke meget held i sine udfordringer imod Pavard og Dumfries.

Leandro Trossard 4
Leandro Trossard virkede usynlig i aftenens kamp på San Siro. Han havde nogle fine takter i opspillet, men der var langt imellem hans bidrag. Trossard ligner efterhånden mere og mere en spiller, der har brug for selvtillid og form.

Kai Havertz 4
Endnu en spiller, der ikke skabte meget, var tyske Kai Havertz. På trods af gode momenter, hvor han faldt dybere ned og fungerede som spilstation, var der ikke meget at skrive hjem om foran mål. Et enkelt skud, han sendte mod det fjerneste hjørne, som Yann Sommer håndterede flot, var alt, hvad Kai Havertz kunne præstere i Milano.

Gabriel Jesus 4
For næsten et år siden blev Gabriel Jesus skiftet ind og ændrede hele kampen imod Bayern München. Mod Inter på San Siro ligner han på ingen måde den spiller, han var for et år siden. Gabriel Jesus, der plejede at være et frisk pust for holdet med masser af kreativitet og frække detaljer i sit spil, har i lang tid kæmpet med form og selvtillid, og det gjaldt også imod Inter.

Zinchenko N/A
Ethan Nwaneri N/A
Martin Ødegaard N/A

Indkøbskurv