Karakterer: Champions League, runde 1 – Atalanta vs. Arsenal

Arsenals start på Champions League-sæsonen blev skudt i gang med en kedelig nulløsning i Bergamo. David Raya pillede et straffespark, men ellers var der ikke et meget at berette om et opgør, hvor begge hold tydeligvis var tilfredse med uafgjort.

Af Troels Thøgersen

Gabriel Jesus var tilbage i startopstillingen, og Declan Rice afløste Jorginho på midtbanen, men ellers var der genvalg til de samme 11, som i sidste weekend trak sig sejrrigt ud af North London-derby.

Arsenal kom bedst fra start og satte sig på boldbesiddelsen, dog uden at skabe nogle relevante chancer i kampens indledende fase. Det var derfor ikke overraskende, at første halvlegs største chance kom fra et frispark, hvor Atalanta-keeper Marco Carnesecchi lige akkurat afværgede en hårdt placeret afslutning fra Bukayo Saka.

I anden halvleg var fortællingen den samme. Atalanta fik lidt mere fat i spillet, men ellers lignede kampen til forveksling en passiv skakdyst, hvor begge hold ventede tålmodigt på, at de andre ville begå en fejl.

Det skete så, da Thomas Partey i en ufarlig situation spændte ben for en Atalanta-spiller, hvilket dommer Trossards dobbeltgænger, dommer Clement Turpin, takserede med et straffespark til de blåstribede.

På stregen leverede David Raya magi, da han først pillede Mateo Reteguis straffespark nede i det venstre målhjørne, inden han på et splitsekund fløj op og reddede Reteguis retur-afslutning i den anden ende af målet.

Herefter ebbede kampen langsomtud. Juan Cuadrado kom til et par udmærkede forsøg fra distancen, mens de store chancer udeblev. Arteta udnyttede desuden den træge affære til at udskifte nogle centrale spillere, herunder Saka, som han alt andet lige ville hvile inden weekendens topopgør mod Manchester City.

David Raya 12:
Hans indflydelse bliver mere og mere instrumental og udslagsgivende. I dag leverede spanieren en af sin karrieres flotteste redningssekvenser, da han først pillede et straffespark og fluks bagefter diskede op med en sensationel redning af returbolden.

Ben White 7:
Flot indsats af englænderen, der holdt Ademola Lookman fra fadet med anticiperende forsvarsspil. I den anden ende af banen var White lige lovligt fraværende.

William Saliba 7:
Endnu et clean sheet og endnu en præstation med et minimum af fejl. Når karakteren ikke er højere, skyldes det, at han ikke for alvor blev truet.

Gabriel Magalhaes 7:
Ligesom Saliba leverede Gabriel en solid præstation uden for alvor at blive truet.

Jurrien Timber 7:
Han ramte ikke helt niveauet fra derbyet, men ikke desto mindre en godkendt præstation fra vores hollandske altmuligmand, som fik flere tiltrængte minutter til benene.

Thomas Partey 00:
En dumpekarakter er måske til den hårde side, men det klodsede straffespark udstillede de problemer, der har været symptomatiske for Thomas Partey i 2024: Nonchalant afvikling af defensive opgaver og akutte koncentrationssvigt.

Declan Rice 4:
Det var dejligt at have Rice tilbage, men med udsigt til et længere skadesfravær fra Ødegaard, bliver han nødt til at bidrage med noget mere i de spilopbyggende faser.

Kai Havertz 4:
Han tog sine slåskampe og var en vigtig fysisk tilstedeværende, når Raya ville spille langt. Men ellers lignede han en af de mange uinspirerede Arsenal-spillere.

Gabriel Martinelli 02:
Mine alarmklokker er begyndt at ringe, hvad angår Martinelli. Den brasilianske dribler brændte igen en halvstor mulighed og leverede i det hele taget en sløj indsats. Han virker til at være langt fra den fabelagtige spiller, han var i 22/23-sæsonen.

Bukayo Saka  4:
Fik afvist et glimrende frispark, men var ellers ikke nogen reel faktor i kampen. 

Gabriel Jesus 02
Det er vel fair nok, at Gabriel Jesus lige skal finde fodfæstet igen efter sin lyskeskade. Spørgsmålet er så, om han kan holde sig skadesfri længe nok til at få stablet noget kontinuitet på benene. Jeg forholder mig skeptisk.

Udskiftere:

Leandro Trossard 4:
Han fik ikke sat noget præg på kampen.

Jorginho 4:
Ligesom Trossard blev Jorginho skiftet ind i en fase af kampen, hvor Atalanta var bedst. Han nåede derfor ikke rigtigt at få nogen indflydelse.-

Raheem Sterling 7:
Blev skiftet ind i det 73’ minut og spillede Martinelli fri til en fin mulighed.

Riccardo Calafiori 7:
Han havde et par gode raids med bolden, som gav et lovende fingerpeg om, hvad vi har i vente.

Kampens spiller: David Raya
Vi ville stå et meget værre sted, hvis ikke vores målmand hed David Raya. For (mindst) anden gang i sæsonen sikrede han egenhændigt Arsenal point med to enormt udslagsgivende redninger.

Indkøbskurv