Af Pelle Kirchner
Det blev aldrig det festfyrværkeri, som det var i første kamp, men mindre kunne også gøre det efter en føring på 7-1 fra første kamp. Nu venter der spansk modstand i kvartfinalen mod enten Atletico Madrid eller Real Madrid, der i skrivende stund er i gang med at spille om, hvem der får æren af at møde Arsenal i næste runde.
Man skulle vist være mere end bare almindelig jubeloptimist, hvis man som PSV-fan skulle tro på videre avancerement efter udraderingen på hele 1-7 i første opgør i Holland.
Efter bare fem minutter forsvandt selv det mindste lys for de største jubeloptimister, da Oleksandr Zinchenko kanonerede Arsenal foran med 1-0 efter en flot assist fra Raheem Sterling, der spillede sin bedste kamp i Arsenal-trøjen her til aften.
Og selvom den tidligere Tottenham-kroat Ivan Perisic symbolsk – men desperat – forsøgte at vise, at han stadig troede på det, da han skyndte sig at løbe op til midterlinjen med bolden, efter at han havde reduceret til 8-2, så hjalp det altså ikke synderligt
At mærke på intensiteten, Perisic’ reaktion efter målet, og ikke mindst PSV’s udebanefans, ja, så skulle man tro, at der var alt at spille om, men det var ikke tilfældet. Arsenal var klasser bedre end PSV set over de to opgør, selvom hollænderne kunne gå fra aftenens kamp med æren i behold.
David Raya: 7
Han havde nok håbet på at spille til nul, men der var altså intet at stille op ved Ivan Perisic’ flotte udligning til 1-1. Til gengæld forhindrede han hollænderne i at komme foran, da han fik det yderste af fingerspidserne på et finurligt forsøg fra en PSV-spiller.
Ben White: 4
Det var dejligt at se Ben White tilbage i startopstillingen for første gang siden den 10.november i en kamp mod Chelsea. Men lige så dejligt det var at se ham tilbage, lige så tydeligt var det også, at han lige skal have banket noget rust af. Der var gode offensive aktioner, men der var også en graverende opspilsfejl, der nær havde kostet et mål.
Jakub Kiwior: 02
Jeg tror såmænd, at Jakub Kiwior er en glimrende fyr, men han har bare ikke niveau til at skulle spille for Arsenal. Han fik et noget uforklarligt gult kort, hvorfor han i den situation er undskyldt, men havde det været en vigtigere kamp, så havde jeg siddet med hjertet oppe i halsen, når han har bolden. En diagonalbold på tværs af eget felt var eksempelvis ved at koste en scoring i den forkerte ende.
Gabriel Magalhães: 7
Hvis man var det mindste i tvivl, så fik man cementeret det her til aften. Gabriel elsker at forsvare. Og han er god til det. Det viste han specielt ved en enkelt situation, da han – efter et helhjertet returløb – kom kurende gennem feltet og fik blokeret et skud, der muligvis var gået ind bag David Raya. En aktion, der nærmest blev fejret som et mesterskab af ham selv. Det kan man godt lide at se.
Myles Lewis-Skelly: 7
Han balancerede på kanten af et rødt kort i første opgør, hvorfor han blev pillet ud allerede i 1.halvleg, men her til aften fik han hele kampen og beviste endnu engang, at han er mindst lige så god til at indgå i spillet fra en mere central rolle med sin utrolige ro på bolden.
Declan Rice: 10
Den engelske landsholdsprofil er for alvor ved at komme op i gear efter en stærk periode. Her til aften imponerede han på ny ved at vise målfarlighed, da han efter et hidsigt og målrettet løb satte pandebrasken på et flot indlæg fra Raheem Sterling og kunne bringe Arsenal foran med 2-1.
Jorginho: 4
Man lagde dårligt nok mærke til Jorginho, hvilket ikke er noget super godt tegn som midtbanespiller. Han gjorde, hvad han skulle – og ikke så meget mere. Godkendt præstation.
Oleksandr Zinchenko: 10
Det var den ukrainske Pirlo, som Mikel Arteta havde bragt på banen fra start onsdag aften, og efter bare få minutter sparkede han Arsenal foran med et skud som en anden Andrea Pirlo. Selvom sammenligningen måske er at tage munden en anelse eller to for fuld, så spillede ukraineren en rigtig god kamp på en mere offensiv rolle, end han er vant til.
Raheem Sterling: 10 (kampens spiller)
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ingen (som i absolut ingen) forventninger havde til Raheem Sterling inden aftenens opgør, men englænderen spillede uden sammenligning sin bedste kamp i Arsenal-trøjen med to flotte assists. Det var næsten som at se ”den gamle Sterling” her til aften, hvor han tilmed sagtens kunne have krydret det med en scoring også. Flere af den slags kampe, tak!
Mikel Merino: 7
Endnu en spiller på en uvant position, men Merino løste det egentlig meget fint. Ikke en kamp, der går over i historien for Mikel Merino, der dog var med til at skabe rum for Declan Rice ved målet til 2-1, da han trak mod forreste stolpe og efterlod plads til Declan Rice, der kunne heade Arsenal foran.
Kieran Tierney: 4
Man skal ikke være betalt fodboldekspert for at se, at Kieran Tierney ikke er naturlig kantspiller. Skotten spiller med trøjen i bukserne, og hans spillestil afspejler det også. Han er hverken tryllekunstner, arkitekt eller målræv, men til gengæld kan han arbejde hårdt, og det er også værdsat. Her til aften lagde man dog dårligt nok mærke til, at han var med i kampen og tilmed spillede stort set hele kampen.