KARAKTERER: ARSENAL – NEWCASTLE

Efter at have vundet samtlige hjemmekampe i indeværende sæson, måtte Arsenal tage til takke med en pointdeling i hjemmekampen mod Newcastle tirsdag aften. Selvom måltavlen sagde 0-0 efter de 90 minutter, var det dog en højintens kamp som hjemmepublikummet på Emirates var vidne til. Det blev en kamp, hvor Arsenal ledte og ledte efter den gyldne mulighed, der kunne føre til at bolden endte i rosen. Men et velorganiseret og selvtillidsfuldt Newcastle mandskab endte i sidste ende med at holde stand, selvom Arsenal trykkede på i flere perioder undervejs. Og selvom det ikke blev til en sejr, så leverede Arsenal en stærk præstation, hvilket også afspejler sig i karaktererne.

Af Nikolaj Mørup

Karakterer:

Aaron Ramsdale: 7

Der var ikke brug for de store mirakelredninger fra Ramsdale, og han var som altid sikker i sine indgreb, selvom Newcastle prøvede at presse både ham og Arsenal på dødboldsituationerne. Han havde ovenikøbet overskud til at smile, når han stod og hoppede rundt inde på stregen, imens han ventede på indlægget. Men selvom smilet var stort, så kunne det nemt være forduftet, hvis Newcastle havde scoret på den store mulighed, som han forærede dem, da han blev hårdt presset af Callum Wilson, idet han skulle distribuere bolden videre.

Ben White: 7

Endnu engang en stor præstation af Ben White. Både offensivt og defensivt. Gang på gang tog han løbene med frem, som vi har set ham gøre så ofte i denne sæson, så Saka har muligheder til både højre og venstre. Man kan blive i tvivl om Tomiyasu nogensinde bliver førstevalg til den højre back, selvom det nok var det, han var købt ind til.

Gabriel Magalhães: 10 (Man Of The Match)

Sublim præstation af Gabriel. Efter VM er det virkelig ham, der har taget taktstokken nede i Arsenals midterforsvar. Han var god i begge felter. Specielt når Newcastle havde deres dødbolde, så var han vital ift. at få ekspederet boldene ud af farezonen. Han kunne også snildt have fået et straffespark, da Dan Burn på et tidspunkt var godt i gang med at rive trøjen af ham.

William Saliba: 7

Det bliver til et lille 7-tal til Saliba. Det var klart bedre end imod Brighton, om end han fortsat ser en smule tung ud i nogle af hans bevægelser. Har dog nogle gode situationer, hvor han fik vist, hvilken fysisk han besidder. Saliba og Gabriel fik i fællesskab også lukket fuldstændig ned for Callum Wilson, hvorfor han aldrig blev en alvorlig trussel.

Oleksandr Zinchenko: 7

Det var to vidt forskellige halvlege Zinchenko fik fyret af på Emirates tirsdag aften. En under middel første halvleg med for mange upræcise afleveringer og en generelt lettere ukoncentreret præstation fra ukraineren. Han lignede det svageste led på Arsenals hold efter de første 45 minutter. Men han tog skeen i den anden hånd, og steppede op i 2. halvelg, hvor han omvendt var en af de bedre på banen. Selvom Arsenal generelt havde svært ved at åbne Newcastle op, så var han en af dem, der i 2. Halvleg formåede at lave de skærende og præcise afleveringer, der åbnede det op for Arsenal.

Thomas Partey: 10

Det er efterhånden sjældent, at Partey spiller en dårlig kamp. Er bundsolid både i det opbyggende spil, men i særdeleshed også når bolden skal generobres. Og så laver han bare meget få fejl. Er blevet en af de vigtigste spillere på Arsenals hold, selvom det er sjældent, at han er direkte involveret i de mål, der bliver lavet.

Granit Xhaka: 7

Man kunne godt få bange anelser, da Xhaka modtog sit gule kort lige før pausen, samtidig med at kampen blev mere og mere intens, som 1. halvleg udviklede sig. Men endnu engang viser han, at han har fået styr på disciplinen. Er meget involveret i starten af kampen, da Arsenal har flere gode tilbud, hvor han også selv får en mulighed fra en skarp vinkel. Derudover er han blevet god til at spille chancerne større og finde de rigtige afleveringer på den sidste tredjedel af banen.

Martin Ødegaard: 7

Han kom lidt ned på jorden igen efter en fremragende december måned. Ødegaard var dog stadig meget involveret i Arsenals spil, men han havde svært ved at lave de afgørende nøgleafleveringer, der skulle til. Det skyldes naturligvis også et godt organiseret Newcastle mandskab. Indkasserer også et gult kort, der måske også skyldes en del frustration over, at Ødegaard og Arsenal havde så svært ved at skabe de helt store muligheder efter de første 10-15 minutters bombardement.

Bukayo Saka og Gabriel Martinelli: 7

Jeg tillader mig at samle de to kanter i samme felt i og med, at de havde samme udfordringer begge to. Saka var mere på bolden set over hele kampen, men ikke desto mindre, så havde de begge svært ved at komme til deres ret. For Newcastle fik hurtigt indset, at hvis man lukker ned for Saka og Martinelli, så er vejen til point langt nemmere. Derfor var Miguel Almirón og Joelinton ofte med hjemme for at lukke ned for Arsenals kanter, hvilket gjorde det svært for Saka og Martinelli at finde pladsen og komme ned bag Newcastles bagkæde. De havde begge deres momenter, hvor det lykkes, men det var ikke med samme succes, som vi ofte ser. 

Eddie Nketiah: 7

Selvom Nketiah har et vanvittigt målsnit, så måtte han tirsdag gå fra banen uden en scoring. Men hold nu op hvor virker han tændt. For ligesom vi har set med Gabriel Jesus, så kan man godt levere en god kamp som angriber uden at lave mål. Og det gjorde han også i kampen mod Newcastle. Især når Arsenal har bolden, er han dygtig til at søge sine medspillere og tage de rigtige løb, som giver ham nogle gode muligheder. Får en stor chance til sidst i kampen, som dog bliver reddet på fornemvis af Nick Pope.

Takehiro Tomiyasu: 4

Får det sidste kvarter plus det løse. Tomiyasu udretter dog ikke noget bemærkelsesværdigt, hvorfor det hverken rykker karakteren i den ene eller den anden retning.

Indkøbskurv