KARAKTERER: ARSENAL – FK BODØ/GLIMT

Kort om kampen

Endelig kunne anden runde i årets Europa League gruppespil afvikles, eftersom kampen mod PSV d. 15. september blev aflyst. Kampen mod Bodø/Glimt blev på mange måder en rolig dag på kontoret for Arsenal, selvom der var skiftet ud på næsten samtlige pladser ift. det hold, der spillede North London Derby i forrige weekend. Arsenal vandt komfortabelt 3-0 uden at spille specielt fremragende på noget tidspunkt. I en kamp, hvor modstanderholdet Bodø kun i meget få ”Glimt” var farlige foran Arsenals mål. På mange måder en ikke særlig seværdig kamp men en fin optakt til kampen i morgen mod Liverpool.

Af Nikolaj Mørup

Karakterer:

Matt Turner: 7

Han fik en svær start i den seneste kamp i Europa League mod Zürich, hvor han virkede en kende usikker. Det blev dog bedre for Arsenals amerikanske ven i målet i torsdags, hvor han på de få skud Bodø/Glimt sendte afsted viste skarphed, selvom han generelt ikke havde meget at lave. Og så fik han også et fint cleansheet – det giver altid plus.

Takehiro Tomiyasu: 4

Japaneren er fortsat et stykke fra den form, som han viste, da han kom til klubben sidste år. Dermed ikke sagt at det var en elendig præstation, men Ben White må fortsat være at foretrække for Mikel Arteta. Duellen på højrebacken bliver spændende at følge.

Gabriel Magalhães: 7

Klart den bedste af de to midtstoppere i torsdagens kamp. Virkede mere sikker end han af og til har været i Premier League på det seneste. Han virkede rolig og forudseende uanset, hvem af Bodø/Glimt spillerne han var oppe imod.

Rob Holding: 4

Det blev en blandet landhandel for substitutten Holding. Han lavede et glimrende hovedstødsmål, hvor han på fornem vis ekspederede bolden ned i venstrehjørne af målet. Men… det bliver tydeligt i sådan en kamp, hvorfor han er så langt efter William Saliba og Gabriel. Positioneringen og manglende sikkerhed i pasningerne var nogle af svaghederne ved Holding i aftenens kamp. Flere Arsenal fans er glade for ham, og ønsker at se ham lykkes, men i øjeblikket virker han til at være bedst i de sidste 10-15 minutter af en kamp, hvor de tre point skal ”kriges” hjem. Han kommer dog til at spille mange af Europa League kampene – det er helt sikkert.

Kieran Tierney: 7

En solid præstation af Tierney. Virkede oplagt, og var god til at komme frem i banen. Hans drøn på stangen gav også en repost til det første mål, hvor Nketiah var først over bolden. Det havde dog set smukt ud, hvis Tierneys skud var strøget i kassen.

Albert Sambi Lokonga: 4

Lokonga levede en anonym tilstedeværelse det meste af kampen. Var ikke i øjnefaldende hverken på en dårlig eller en god måde. Meget gennemsnitlig præstation. Han har dog godt af minutterne, som han ikke vil få mange af i Premier League, når både Thomas Partey og Granit Xhaka er klar.

Granit Xhaka: 4

Schweizeren kom lidt ned på jorden igen efter kampen mod Spurs i sidste weekend. Lidt fejlpasninger hist og her men ikke noget alarmerende. Han dirigerede fint med holdet i 1. Halvleg , når Bodø/Glimt var på bolden, så de ikke kom frem til de store chancer. Lidt mere løs organisation i 2. Halvleg. Det vigtigste er, at han er klar til kampen i morgen.

Fabio Vieira: 10 – Man Of The Match

Når man laver et mål og leverer en sublim assist til 2-0 scoringen, så må det give Man Of The Match titlen, selvom han ret beset leverede en bedre kamp mod Brentford. Det er også derfor, han får en lille 10’er. For han skal vel i grunden scorer en kasse mere i 1. Halvleg, hvor han banker over mål via overliggeren fra tæt hold.

Marquinhos: 4

Det blev ikke nogen stor kamp for den unge brasilianer på højre kant. Han vil meget gerne udfordre, som Gabriel Martinelli ofte har gjort, men han er ikke helt der… ENDNU. Han får et lille 4-tal, fordi det blev til en komfortabel sejr.

Gabriel Martinelli: 4

For i modsætningen til Marquinhos fik Martinelli udfordret forsvaret på kanten af feltet, hvorefter han fik sendt nogle farlige indlæg ind i boksen. Den ene af dem skal Vieira sparke ind, som tidligere nævnt. Bliver pillet ud efter en time. Sikkert med henblik på kampen mod Liverpool.

Eddie Nketiah: 4

Der har været lidt snak om Eddie Nketiah og hans rolle på det her Arsenal hold det seneste stykke tid, nu hvor Gabriel Jesus har fejet benene væk under alt og alle og er blevet fast inventar i startopstillingen i Premier League. Kampen mod Bodø/Glimt var ikke det bedste, vi har set fra den ærgerrige angriber. Var uskarp i nogle situationer, hvor Arsenal havde optræk til en stor chance. Misser en stor chance i slutningen af kampen, hvor han næsten er alene med målmanden. Den plejer han at sparke ind.

Bænken:

Det var ikke fordi, spillerne fra bænken kom ind og leverede noget ekstraordinært, udover Jesus dribletur der endte ud i en assist til Vieiras mål. Det lignede, at de tre indskiftninger af Bukayo Saka, Martin Ødegaard og Jesus skulle være med til at stabilisere holdet i 2. halvleg, efter Bodø/Glimt var kommet bedst ud efter pausen – og det virkede. Samtidig kunne Xhaka og Martinelli få en pause, så de er helt klar til morgendagens kamp. 

Gabriel Jesus: 4

Martin Ødegaard: 4

Bukayo Saka: 4

Ben White : N/A

Reiss Nelson: N/A

Mikel Arteta: 7

Arteta må være ganske tilfreds med at de vanlige reserver, i Premier League sammenhæng, uden problemer ordnede normændene. Der var spillere, der fik en velfortjent pause, samtidig med at spillere uden mange minutter i benene kunne få mere kamptræning. Kampen i Norge i næste uge kan gå hen og blive en del sværere, hvor “Super Mik Arteta” måske vil bringe flere fra den normale startellever i spil. For Bodø/Glimt er ikke et nemt hold at spille imod, selvom de i torsdagens kamp ikke viste skræmmende styrke.

Indkøbskurv