Arsenal har ledt med lys og lygte efter arvetageren til 6’er-positionen siden legenden Patrick Vieiras farvel. De fleste er enige om, at han aldrig vil blive erstattet. Alligevel bliver nye midtbanespillere altid sammenlignet med franskmanden. I denne artikel kan du læse om en ung camerouner, der kæmpede en brav kamp for at løfte arven fra Vieira.
Mathieu Flamini, Abou Diaby, Denilson, Lassana Diarra, Emmanuel Frimpong og Mikel Arteta. Listen over Arsenals 6’ere post Vieira er lang. Mange har prøvet, og fejlet, i forsøget på at løfte den massive arv, der blev efterladt af franskmanden i 2005. Ingen har formået at tilfredsstille supporternes tørst efter en midtbanegeneral, men én spiller var tæt på at opfylde den stille bøn fra Arsenals fans.
Alex Song bliver sjældent nævnt, når de bedste spillere i Emirates æraen diskuteres, til trods for at han var en af de dygtigste i klubben fra 2008 til 2012. Den store afrikaner med de flamboyante frisurer og skæg, udviklede sig på syv år i Arsenal til en af Premier Leagues bedste defensive midtbanespillere.
Den moderne 6’er
Da 17-årige Song kom til Arsenal i 2005 på en lejeaftale, var det de færreste der regnede med, at han skulle være fast mand indenfor fire år. Men det var netop det der skete. Efter lejeopholdet blev vekslet til en permanent aftale, og en udlejning til Charlton i 2007, gik Song direkte ind på pladsen ved siden af spanske Cesc Fabregas.
Alex Song havde en stor fan i Arsenè Wenger, som lagde et stort arbejde i at gøre midtbanemanden til en succes. ”I worked very hard with him, we worked hard because I felt he had the talent to become a good player. I know that the opinions are changing about him.”, sagde den tidligere manager om Song tilbage i 2009.
Til trods for sin position, blev camerouneren notorisk kendt for sine kvaliteter fremad banen. Lige efter Wengers fodboldfilosofi, var der tale om en boldspillende 6’er. Song var derfor ofte en vigtig del i spilopbygningen, samtidig med at han skulle fungere som holdets anker, når modstanderen var på bolden.
Hvis Vieira var den fulde pakke, med både offensive og defensive kvaliteter, var Song ¾ af pakken. Han kunne forsvare, men ofte mere af vilje end evner. Hvilket også ledte til klodsede frispark og dumme gule kort.
Fra 2008 til 2012 var Alex Song fast mand på holdkortet, når Arsenal spillede Premier League og Champions League. Ham og Cesc Fabregas var omdrejningspunktet i holdets spillestil. Alligevel fik Song ikke særligt meget ros, fordi han spillede på en position der ofte blev overset.
Det var ikke ham der lavede målene. Og det var ikke altid ham der lavede assists, men det arbejde han lavede i banens maskinrum, må på ingen måde undervurderes. Det hårde arbejde, med og uden bolden, var uvurderligt.
Alex Songs spidskompetencer var hans afleveringer og overblik. Både med indersiden og ydersiden, formåede camerouneren at sætte sine holdkammerater i gode positioner på den sidste tredjedel af banen. De følte bolde over toppen til angriberen kunne nærmest betegnes som en ’Song-special’.
Song havde næstsidste fod på to ikoniske mål i Arsenals nyere historie. Det var ham der lagde den svævende aflevering til Robin van Persie, da Arsenal besejrede Everton 1-0 i klubbens 125 års jubilæumskamp.
Det var også Alex Song der havde næstsidste fod på Thierry Henrys mål, i klubikonets comeback mod Leeds United. Begge assists demonstrerer hvilke pasningskvaliteter camerouneren havde og det fænomenale overblik han besad.
Alex Song endte sin Arsenal-karriere med 206 kampe, 10 mål og 23 assists. Han spillede knap 16.000 minutter for klubben. Hans sidste sæson var tilmed den bedste, således faldt 14 af afrikanerens 23 assists i 2011/2012-sæsonen.
Højt at flyve, dybt at falde
Song forlod Arsenal på toppen. I sommeren 2012 tog han skridtet op ad stigen og skiftede til mægtige FC Barcelona. Det skulle senere vise sig, at skiftet fuldstændig punkterede Songs udvikling og karriere.
Efter en fin debut i den spanske supercup imod Real Madrid, gik det stødt ned ad bakke for camerouneren. Songs største problem var at komme i startopstillingen. Pladsen i startelleveren var nemlig fast besat af spanske Sergio Busquets. En konkurrent det aldrig lykkedes Song at få bugt med.
Songs problemer afspejlede sig i hans statistikker for tiden i Barcelona. Således formåede han på to sæsoner kun at spille lidt over 4000 minutter i 65 kampe, hvilket vidner om mange indskiftninger og få startpladser.
Efter to horrible år i Barcelona, skiftede Alex Song til West Ham på en lejeaftale. Tilbage i London formåede han at spille 46 kampe på to sæsoner. Heller ikke her kunne han genetablere niveauet fra Arsenal-tiden.
I 2016 prøvede han lykken hos Rubin Kazan i Rusland. Her blev det til 23 kampe og et tidligt farvel. I januar 2018 trænede Song med i Arsenal, efter Rubin Kazan havde givet ham lov til at lede efter en ny klub.
I marts måned blev han officielt fjernet fra klubbens spillerregistrering. Og i april sendte Rubin Kazan en klage til FIFA, hvor de anklagede Song for kontraktbrud og forlangte 40 millioner euros i kompensation.
Herefter gik Alex Song transferfri, indtil hans nuværende klub FC Sion samlede ham op i sommeren 2018. For sin nuværende arbejdsgiver har camerouneren spillet 700 minutter, fordelt på 12 kampe. Og han er stille og roligt faldet ud i glemslen i en alder af 31 år.
Et bittersødt farvel
Alex Song var godt på vej til at opfylde sit potentiale i Arsenal. Wengers hårde arbejde med midtbanespilleren havde båret frugt og Song var blevet en af de bedste 6’ere i Premier League. Havde det ikke været for kontraktuoverensstemmelser, havde Song fortsat i Arsenal under en manager, der troede på ham og på et hold, hvor han var en af de første på holdkortet.
Desværre ville Arsenal ikke give camerouneren den lønstigning, som Song-lejeren følte spilleren fortjente. Det skyldtes, at Alex Song stadigvæk havde tre år tilbage af sin nuværende kontrakt. Derfor endte misæren med en transferanmodning og et klubskifte, der ødelagde et ellers lovende forsøg på at løfte Patrick Vieiras arv.