13. januar 2021

KAN ARTETA SIDDE ROLIGT I SÆDET?

På trods af en aktuel positiv formkurve hos Arsenal, skal vi adskillige år tilbage for at finde en tilsvarende, bekymrende placering i Premier League så langt inde i sæsonen. Skal den sportslige deroute for alvor vendes og den relativt dybe blødning stoppes, kræver det derfor forandringer og resolut handling på træningsbanen og direktionsgangene. Så når kritikken skal italesættes, sætter det i vid udstrækning Mikel Arteta under et gevaldigt pres. Man må derfor stille spørgsmålet, om den spanske cheftræner er den rette til at løse den enorme opgave, der nu ligger foran hele klubben. I denne artikel tager vi bestik af situationens alvor og vurderer på baggrund af forskellige perspektiver, om Arteta bør være en del af fremtidens Arsenal.

Af Jeppe Malm Kristensen

For omkring fem måneder siden stod Arsenal med at FA Cup-trofæ mellem hænderne, og ambitionerne for den kommende sæson var derfor himmelhøje. Arsenal skulle tilbage i ‘det gode selskab’ i Premier League. Sommerens to titler skulle være startskuddet på en renæssance og bedre tider i det nordlige London.

Der er nu spillet hele 17 spillerunder i den igangværende Premier League-sæson, og Arsenal må i skrivende stund tage til takke med en skuffende placering i midten af tabellen.

Man kan derfor roligt sige, at den nuværende sæson med gentagende, fatale fiaskoer har skabt et scenarie, som de færreste – selv i deres vildeste fantasi – kunne forestille sig, før den startede.

Arsenal har godt nok gjort rent bord i Europa League, men i Premier League står klubben tilbage med et noget deprimerende pointgennemsnit. Og det er – efter alt at dømme – i Premier League, at engelske tophold skal stå distancen. Dertil er de forskellige statistikker i Premier League heller ikke ligefrem opløftende læsning for Arsenal-tilhængere. Indtil videre er der kun seks andre hold, der har fået nettet til at blafre færre gange end Arsenal. Hvad endnu mere chokerende er, at klubben ifølge tallene fra Premier Leagues officielle ‘statistik-center’ ligger placeret som nummer 16 i Premier League, når det kommer til antallet af skud på mål. Der kan altså ikke være to meninger om, at krisen skal vendes, før Arsenal for alvor bliver afskåret fra den øverste halvdel af tabellen. Men forhåbentligt kan de tre seneste vitale sejre henover juleferien mod Chelsea, Brighton og West Bromwich gå hen og blive et vendepunkt for Arsenal.

I den anledning  nedfældes her tre argumenter for og tre argumenter imod, at Mikel Arteta bør fortsætte med at stå i spidsen for Arsenal.

Hvad taler for en fyreseddel?

For meget postyr i spillertruppen

Det er ingen hemmelighed, at der har i lang tid har rumsteret problemer i og omkring Arsenal-truppen. Og særligt har det været de løntunge spillere, der har skabt unødig virak. Mange af de negative historier, der kommet ud i den engelske sportspresse, har hovedsageligt kredset om de vaklende, indbyrdes relationer mellem spillere og trænere.

Først og fremmest er der hele miseren om Mesut Özil, der i flere år har sat Arsenal i et skidt lys og skabt en evig uro i kulissen. Den dag i dag har man stadigvæk ikke løst problemet ved roden, og for tiden er han udeladt af Premier League-truppen og dermed ukampdygtig, selvom han hæver den største løncheck i den nuværende Arsenal-trup.

Ser man bort fra Mesut Özil, har der i Artetas tid som manager også hersket andre problemer, som ikke ligefrem har tegnet et positivt billede af, hvad der foregår bag facaden i klubben.

I løbet af sidste år var der eksempelvis en masse støj og ballade omkring den franske midtbanemand, Matteo Guendouzi, hvilket i klubbens øjne blev udløst af franskmandens mangel på professionalisme og disciplin, da han i flere situationer ikke havde handlet i tråd med Arsenals værdier. Som bekendt endte det dårlige forhold mellem trænerstaben og midtbanemanden med, at Guendouzi i dag ikke er at finde i London, men derimod er udlejet til tyske Hertha Berlin.

For nyligt kunne man således også læse sig frem til, at bølgerne var gået højt mellem David Luiz og Dani Ceballos under en ganske almindelige træning på London Colney. Det pludseligt opståede håndgemæng skulle angiveligt være endt med en blodtud til spanieren.

Mange af Arsenal-spillerne har heller ikke vist sig fra sin bedste side i forhold til disciplin, når de i denne sæson har været i aktion på grønsværen. I forlængelse heraf er det blevet til hele tre røde kort på nuværende tidspunkt i sæsonen. Arsenal ligger således placeret helt i toppen, når det kommer til de Premier League-klubber med flest advarsler og udvisninger. Man kan derfor med rette forholde sig kritisk til, om Arsenal-truppen i virkeligheden er homogen nok.

To spillere, der har krydset klinger med Arteta – Mesut Özil og Matteo Guendouzi. Foto: David Price

Artetas idealisme er blevet hans akilleshæl

Siden Mikel Artetas ankomst som manager er Arsenal-spillerne blevet mødt med massive krav til deres tekniske og fysiske formåen. Adskillige sportsjournalister, der følger klubben tæt, og flere spillere har udtalt, at der under Arteta er sket en markant intensivering af træningspas, og at der er blevet skruet et nøk op for timerne i styrkelokalet. At Arteta er en meget insisterende og krævende træner kommer også til udtryk i den måde, Arsenal spiller på. Siden Artetas tiltrædelse har man oplevet et Arsenal-hold, som indædt har holdt fast i principper om at være spilstyrende og boldbesiddende, selvom det tekniske niveau hos spillerne til tider har svigtet den meget ambitiøse spillestil. Set udefra har Artetas dogmer om dynamisk og teknisk fodbold dog udstillet flere Arsenal-spillere, og det taktiske oplæg har i flere kampe virket decideret hasarderet og endda naivt. Og på trods af at Arteta har lagt meget vægt på spillet på den sidste tredjedel af banen, har mange af hans taktiske implementeringer og initiativer været uforløste. Nu står den spanske cheftræner tilbage med en håndfuld offensive kræfter, der lader til at være låste og uden inspiration, når de træder på banen. Der er altså ikke denne her naturlige, indbyrdes forståelse mellem de offensive individualister, og ofte når Arsenal angriber, ligner det mere skabelonøvelser, som normalt hører træningsbanen til.

Det hører dog også med i billedet, at Artetas perfektion og idealisme har givet klubben et anderledes udtryk i Arsenals defensive organisation. Den klare fremgang i den defensive organisation ligger også meget godt i tråd med Artetas insisteren på at have høje krav og forventninger til spillernes fysiske arbejde og taktiske forståelse. Vi har set et langt mere robust Arsenal-hold det seneste år, som har været langt bedre organisatorisk, end hvad Wenger formåede at opnå på netop det område med klubben. Og det er naturligvis positivt. Men man efterlades imidlertid med indtrykket af, at den forbedrede defensiv er opstået på bekostning af sprudlende, offensivt spil. Det er ikke mange kampe i løbet af det seneste år, hvor man har oplevet en frigjort og kreativ Arsenal-offensiv.

Men hvordan kan det være, at Arsenal ikke har løftet sig i sit offensive angrebsspil, når Arteta er så forhippet på gennembruds- og kombinationsspil? Forklaringen på dette paradoks kan ligge i, at Artetas meget insisterende og ivrige tilgang til trænerjobbet har medført, at flere Arsenal-spillere tynges mentalt og drukner i overfloden af de mange krav og taktiske principper. Mange spillere virker nemlig udadtil fortabte og virker ikke til at ville købe ind på Artetas revolution i klubben. Artetas ekstreme optagethed af detaljen kan altså selvsagt være en styrke, men han skal passe gevaldigt på, at det ikke ender med at ødelægge spillernes energi.

Rystende resultater

Aldrig er det sket, at Arsenal har tabt fire hjemmekampe i streg.

Men det var nu engang realiteten midt i december, efter at Arsenal atter en gang var blevet besejret i egen hule – denne gang af nedrykningstruede Burnley. Efter nederlaget til Everton på Goodison Park stod Arsenal således tilbage med 14 point på kontoen efter samme antal kampe. Her skal man helt tilbage til sæsonen 1974/1975 for at finde en tilsvarende forfejlet sæsonstart efter 14 spillerunder. Disse resultater er bestemt ikke værdigt for en klub af Arsenals statur.

Arsenal er i denne sæson blevet skudt i sænk til fuldt offentligt skue – og det bærer Mikel Arteta som træner naturligvis et stort ansvar for. Siden hen er skuden dog blevet vendt lidt med de seneste tre sejre i Premier League og det seneste videreavancement i FA-Cuppen mod Newcastle. Dermed har Arsenal i skrivende stund fået rettet op på pointgennemsnittet Premier League, så det nu ligger på 1,35 pr. kamp. Dette kan dog ikke fjerne tvivlen om, hvorvidt Artetas trænerkvaliteter er tilstrækkelige for en engelsk storklub som Arsenal.

Resultaterne har ikke været til stede for Arteta i denne sæson.

Hvad taler for fortsættelse i trænersædet?

Pep Guardiolas lærling

Det er gået stærkt for Arteta, siden han i 2015 tog hul på sin træneruddannelse og begyndte på sin UEFA A-licens-uddannelse. Det lå nok også i kortene, at Arteta en skønne skulle blive cheftræner for et europæisk storhold. Et produkt af Barcelona-akademiet, La Masia, og kaptajn under Arséne Wenger.

Men meget af grunden til at baskeren i dag står med er trænerjob i Arsenal, kan også især tilskrives den tid, han havde under Pep Guardiolas vinger i Manchester City. Det er tydeligt for enhver, at Arteta har taget meget med i bagagen fra sin tid som Guardiolas assistent. Kigger man bare på Artetas personlighed og fremtoning som træner, optræder han ligesom sin landsmand meget analytisk i næsten alt, hvad han gør og siger. Desuden virker han til at være meget krævende og kontant, ligesom Guardiola er over for sine spillere.

I forhold til det taktiske er det ligeledes ikke til at overse, at meget af Artetas spilfilosofi afspejler sig i Guardiolas taktiske idéer. Siden Artetas ankomst er Arsenal blevet et mandskab, der løber mere i kampene. De mange flere kilometer, som spilleren tilbagelægger nu, er særligt udslagsgivende i genpresset, som i den grad har fået et løft siden den sidste tid under Unai Emery.

I spillet med bolden ser man derudover et Arsenal-hold, der ikke er blege for at bygge spillet op helt nede fra det bagerste geled – selvom der kan være langt mellem snapsene, når det sker.

Når det så er sagt, er det langt fra alle Guardiolas dyder, som Arteta har sat sig for at videreføre til Nordlondon. Arteta har dermed også formået at sætte sit eget præg på Arsenal. Det, som nok adskiller de to spanske trænerskikkelser mest, er særligt, at Arteta i sin tid i Arsenal er gået mere pragmatisk til værks, end hvad man er vant til med Pep Guardiola, som altid er garant for mere boldbesiddende fodbold. Hvad mere er, ser det ud som om, at Arteta i lang højere grad er tilhænger af kompakt og struktureret forsvarsspil. Dette kan muligvis hænge sammen med, at han i løbet af sin spillerkarriere tilbragte adskillige sæsoner i både skotske Rangers og senere hen Everton, som jo er klubber, der næppe er kendt for poleret pasningsfodbold.

Men hvorom alting er, hersker der altså stadigvæk en lang række ligheder mellem de to spanske trænerkollegaer, som nåede at arbejde sammen i mere end 3 år i Manchester City. Der er derfor grund til at tro, at nogle af de tegninger, der klart er inspireret af Guardiola, vil blive en succes på den lange bane for Arteta i Arsenal.

Sidste års triumf i FA Cuppen

Meget kan man kritisere Arteta for, men han har alligevel hentet hele to titler til Arsenal på bare to halve sæsoner. Præstationerne fra FA-Cuppen i sommer var i særdeleshed noget, der gav en tro på, at Arteta kan nå langt med Arsenal. Hvem husker ikke kampene mod Manchester City og Chelsea, hvor Arsenal lavede det ene Playstation-må efter det andet? Her leverede man lovende takter, som i Arsenal-sammenhæng ikke er set i årevis, og som gav en sult efter mere succes. Og selvom disse pragtpræstationer er blevet udvist i alt for få glimt i denne sæson, kan sommerens succes stadigvæk danne grobund for, at Arteta på sigt kan blive en storslået Arsenal-træner. Forhåbentligt kan de seneste ugers oprejsning med fire sejre i streg genskabe noget af den magi og spilleglæde, som hele holdet udstrålede for bare lidt over fem måneder siden.

Gennembrud for unge, britiske spillere

I tiden under Arteta er der blevet givet plads til klubbens unge kræfter. Mange af de unge spillere, der er blevet tildelt chancen, har også bevist sig og kvitteret for den tillid, Arteta har givet dem. Spillere som Bukayo Saka og Rob Holding har i den forbindelse hver især har båret meget af Arsenal-holdet, når det virkeligt har brændt på, og når holdets præstationer har været dalende. Senest er Emile Smith-Rowe også begyndt at byde sig til som en bærende faktor for Arsenals offensiv.

Arteta skal derfor roses for at turde lægge et stort ansvar på skuldrene af Arsenals unge spillere. Stort set intet kan give mere vind i sejlene for en klub, end når unge spillere brillerer og leverer varen. Lad os krydse fingre for, at det er noget, som Arsenal kan bygge videre på, så klubben på den lange bane kan blive konkurrencedygtige igen.

Unge Emile Smith-Rowe er begyndt at få et gennembrud for Arsenal, ligesom mange andre unge engelske stjerneskud fra Hale End. Foto: David Price

Den samlede konklusion

Det står klart efter et år med Arteta i spidsen for Arsenal, at han har udvist klare styrker såvel som bekymrende svagheder. Spanieren har altså utvivlsomt givet klubben et friskt pust, men det er på tide, at holdet træder i karakter og viser holdbarhed.

Og hvis krisen ikke repareres snart, kan rygterne nemt begynde at cirkulere om, at Edu og resten af ledelsen skulle tvivle på Artetas fremtid. Men man i hvert fald ikke komme udenom det faktum, at Arteta går en skæbnesvanger tid i møde i Arsenal, som også meget vel kan blive udslagsgivende for hans kommende trænerkarriere.

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}