Alt der kan gå galt, vil gå galt. Murphys lov er blevet den barske virkelighed for Arsenal efter nyheden om, at Kai Havertz nu er ude resten af 24/25-sæsonen. En nyhed der desværre passer særdeles godt ind i fortællingen om Arsenals sæson indtil videre. Læs klummeskribent Tobias Halskovs kommentar på nyheden her.
Af Tobias Halskov
Lad os starte med at holde fast i legen med de sproglige udtryk. Med Arsenals seneste ageren eller rettere manglende ageren i januar-vinduet, og sæsontenderende evne til at gøre alt unødvendigt svært for sig selv, så er der to udtryk jeg ikke har kunnet slippe, når jeg har forsøgt at analysere Arsenals sæson indtil videre.
Det ene er I blevet præsenteret for med Murphys lov, så lad os lige tage den anden først.
Alt godt kommer til den, der venter
Eller gør det nu også det? For at vente, må man sige Arsenal valgte at gøre ved ikke at forstærke sig i januar-vinduet.
Det bragte stor kritik fra langt de fleste i fanbasen, at Arsenal ikke formåede at styrke en i forvejen makspresset trup. De mange skader samt Gabriel Jesus’ pludselige knæskade gjorde ellers Arsenals behov for forstærkninger til en nødvendighed, som Arteta heller ikke var sen til at erkende.
Men alligevel ikke så stor en nødvendighed, som man skulle tro. Nu skal der ikke gå for meget bitterhed i den, men den er godt nok svær at skjule i disse dage, hvor nyheden om Kai Havertz’ skade stadig er dugfrisk.
De fleste medier, herunder David Ornstein og The Athletic, var ellers hurtigt ude og melde Arsenal klar til at handle i januar, hvis den rigtige mulighed opstod. Vedvarende rygter om Benjamin Sesko og Matheus Cunha fyldte det meste, indtil det ikke gjorde længere, og med få dage tilbage af vinduet så de mest sandsynlige scenarier ud til at være det unge norske stjerneskud Sven Nypan, Ollie Watkins, Mathys Tel eller ingenting. Her på bagkant, så kan det jo heller ikke rigtig være til nogens store overraskelse, at Arsenal endte ud med sidste scenarie.
Arsenals sportslige ledelse har gennem de seneste mange transfervinduer udvist stor tålmodighed og ikke mindst forsigtighed med at afvige sine langsigtede rekrutteringsplaner. Vi er åbenlyst kræsne, fordi vi har et etableret system og en træner der ved, hvad han vil med spillet. Det skulle gerne give os den fordel, at vi over tid vil have flere ’hits’ end ’miss’, når det kommer til spillere. Og set tilbage, så synes jeg bestemt, man kan argumentere for, at det også har været tilfældet de seneste fem år, og var det ikke tilfældet, så havde vi nok ikke set den fremgang, vi trods alt har set.
Men er den her forsigtighed måske med til at skabe en modvilje og en slags berøringsangst for at tage chancer på spillere, man måske ikke er helt overbeviste om?
Jeg vil dog påpege, at et væsentligt og alt for ofte overset argument i den her snak er PRL’s PSR- og UEFA’s FFP-regler. Det er uomtvisteligt med til at skabe den forsigtighed, vi ser. Reglerne er blevet strammet betragteligt de seneste år. I England er vi begyndt at se klubber få pointstraf for ikke overholde kravene, og hos UEFA er der indført en slags lønloft, som fra næste sæson betyder, at en klubs omkostninger til transfers, løn og agenter ikke må overstige 70% af en klubs omsætning.
En klub skal altså kunne navigere på en hårfin balancegang i alle disse økonomiske krav. Fejlslagne dyre indkøb kan pludselig få store konsekvenser for de fremtidige økonomiske muskler. Se bare hvordan Manchester United har været begrænset og tvunget til at sælge spillere for at holde sig på den rigtige side eller hvordan Newcastle, Chelsea og Aston Villa hjalp hinanden i sommers. Du kan ikke længere have et negativ net spend over flere transfervinduer i streg.
Og netop det tror jeg havde indflydelse på, at vores sommervindue blev som det blev. Her var der et klart fokus på at få regnskabet til at gå i nul, og det jo nok fordi vi trængte til at bevise, at vi også kan sælge. Det kommer vi ikke uden om, at vi også skal kunne i fremtiden. Nok også når vi ikke bryder os om det.
De salg vi gjorde i sommers gør, at vi højst sandsynligt står utroligt stærkt økonomisk til den kommende sommer, hvor vi ikke på samme måde vil være afhængige af salg før indkøb. Men set i bakspejlet, så skal man da helt klart sætte spørgsmålstegn ved at prioritere en ny venstre back (specielt med tanke på Myles Lewis-Skellys gennembrud) og en duelstærk 8’er, som kun hæver gulvet og ikke loftet på holdets niveau, når man samtidig skiller sig af med fire spillere, der alle kunne bidrage på den forreste linje. Det er jo den prioritering, der har været med til at sætte os i en kattepine her i januar. Den kattepine valgte vi så at leve med, så det ikke gik ud over vores sommerplaner, hvilket jeg også til fulde forstår. Men uden konsekvenser blev det altså ikke.
Alt godt kommer til den, der venter. Siger man.
Alt der kan gå galt, vil gå galt
Men selvfølgelig skulle det også gå galt, fristes jeg til at sige. For selvom jeg forstår valget om ikke at hente kvantitet eller bare endnu et navn ind til truppen, så efterlod det os i en ekstremt sårbar situation. Og selvfølgelig går det galt på den længe ventede træningslejr i Dubai.
På en måde så tragikomisk, at man ikke rigtig ved om man skal grine eller græde, for Kai Havertz’ skade er desværre ikke en historie, der falder uden for Arsenals overordnede fortælling denne sæson. Nærmere tværtimod.
I oktober skrev jeg ligeledes en klumme op til hjemmekampen mod Liverpool, om hvordan Arsenal i sæsonstarten havde haft en dum tendens med at gøre alt unødvendigt svært for sig selv. Den fortælling er altså desværre ikke blevet en anden her tre måneder efter.
Kai Havertz’ skade er jo først fremmest uheldig, men den er også en del af en negativ dominoeffekt Arsenal har sat sig selv i. Jeg forstår og køber delvis argumentation fra mange fans om at dårlig trupplanlægning har været medvirkende til skaderne hos Havertz og Saka. Man kunne også inkludere Ben White i den samtale, men at Timber skulle rive korsbåndet over i sin første kamp for os, var simpelthen ikke andet end sort uheld. Og derfor måtte der jo trækkes veksler hos Ben White.
Havertz og Saka derimod er cases, der kan sammenlignes. To spillere med en beskeden skadeshistorik og høj grad af tilgængelig, som pludselig får en så alvorlig fibersprængning, at det kræver operation. Det kan jeg sagtens forstå løfter øjenbryn hos mange. Det er her argumentet om dårlig trupplanlægning hersker. Arsenal-fans har råbt og skreget på en 9’er og konkurrencedygtig backup til Saka længe. Vi hentede ikke den 9’er, der var brug for i januar, og selvom Sterling var udset som back-up til Saka i sommers, så har der været meget lidt, hvis overhovedet noget rotation at finde.
Så det er på mange måder et sammensurium af dårlige beslutninger og uheld, der har skabt vores manglende marginaler, manglende dommertække og ja generelt bare mangel på de sidste 10%.
Murphys lov er blevet til virkelighed for os i denne sæson, og det kan vi nok mest af alt takke os selv for.
Arsenal skal have brudt den negative dominoeffekt. Man har sat sig selv i god position til at gøre det til sommer med den økonomiske kapacitet, man nu har sparet sammen til. Men desværre nok på den bekostning, at det ser meget svært ud for os at vinde noget denne sæson.
Jeg har dog stadig mit håb. Havertz’ skade kan tvinge Arteta til at nytænke offensiven og måske frigive lidt tiltrængt energi. Derudover har vi, som jeg også før har påpeget, et mere fordelagtigt kampprogram her i foråret end Liverpool.
Kampen mod Liverpool på Anfield i tredjesidste runde er stadig den, vi skal kigge mod. Lykkes det at hale ind på Liverpool i den mellemliggende periode og få Saka og Martinelli tilbage i topform, hvem ved hvad der så kan være muligt for os?
Det kræver, at Liverpool sætter flere point til, men om Mohammed Salah tillader det, har jeg min tvivl om. Slut er det i hvert fald ikke endnu. Men vores første opgave er at bryde med Murphys lov. COYG!