Hvordan forklarer man folk, at elleve fodboldspillere, som ikke er danske, har tabt en fodboldkamp i England, og at man i øvrigt er i sine følelsers vold over det? Hvad er det, der tiltrækker fodboldfans til at følge de udenlandske hold, og i det her tilfælde vores elskede Arsenal? Alt det som er så svært at forstå, når man ikke er fan, men som er så lige til, når man er det.
Jeg vil prøve at komme ind på nogle af de fantastiske, men også horrible aspekter, af at være fan af Arsenal – indefra og udefra. Derudover vil jeg se nærmere på det utroligt komplekse i at være en ’simpel’ fodboldfan i år 2020.
Hvorfor overhovedet fan?
Hvordan bliver man fan af en fodboldklub? ’Hvornår og hvorfor’, spørger Tue Sørensen altid de nye gæster om i podcasten ’Altid Arsenal’. Det er faktisk en fantastisk måde at starte en samtale om fodbold på, for meget få historier er ens.
Personligt blev jeg fan af Arsenal, da man jo skulle bekende kulør i skolegårdens anarkistiske fodboldunivers. Jeg måtte hjem og høre den gamle, hvem han holdt med, og hurtigt konkluderede jeg, at både far og farfar var Arsenal fans, og bum – så skulle jeg skændes med de 97% af skolens drenge, der holdt med Manchester United.
Hurtigt bliver man forelsket i profilerne, og trøjerne med Henry, Bergkamp og Vieira blev luftet næsten dagligt. Ofte er det jo barndommens helte, der definerer ens romantiske forhold til et hold, og for mange Arsenal fans i dag er det Wenger tiden med ’The Invincibles’, der trækker tråde til ens klubvalg. For andre er det Tipslørdag, Graham og Wright.
Hvordan udvikler fankulturen sig fra at være et barnligt must til at være en voksen interesse? Spørgsmålet er om det overhoved gør det. I fodbold er der nemlig en unik mulighed for sammenhold. En følelse af at høre til et sted og til at være en del af noget større (så fik vi også DBU indblandet), og det har man brug for både som barn og som voksen. Netop det ’at høre til’ kan give os mennesker en eller anden form for tryghed, noget som er vores, og som definerer os. Ikke sagt at vi intet har uden, men at det er en af brikkerne i vores identitet, om det så er at holde med Arsenal eller gå til yoga. Derfor er sport en ligegyldig vigtighed, som jeg på ingen måde vil undvære.
Det kan være de mindste ting, som afgør, om du holder med Arsenal eller SønderjyskE. Ofte er det tilfældigt, men det er præget af dine omgivelser. Når nu det er blevet Arsenal, og vi holder med sådan en fantastisk klub, så må man også gøre en indsats for at forstå, hvad det indebærer præcist at være fan.
Arsenal i medgang og modgang
At være Arsenal fan er ikke altid lige nemt, og de sidste 10-12 år har været præget af en spillemæssig nedgang, vel og mærke, hvis man sammenligner med de kronede tider. Det er efterhånden blevet en stående joke i fodboldverdenen, at Arsenal fans brokker sig – selv hvis vi vinder. Det kan der være noget om. I de senere år af Wenger-æraen, gik det specielt ned ad bakke samtidig med, at sociale medier blev en større magtfaktor i sporten. Fans er ikke længere kun på lægderne, men er nu helt inde under huden på spillere, trænere og folk omkring klubben.
Derudover skal der ikke meget til, før man står i en regulær shitstorm. Det er noget, som fans kan skabe internt, hvor efter medierne opsnapper det, og blæser det op. Det er nemlig nemmere at tale grimt for at blive hørt. Her må man fremhæve AFTV (Arsenal Fan TV) som et eksempel. De har siden de startede med Robbie Lyle, været et anerkendt medie blandt Arsenal fans, og var faktisk et forholdsvis spændende indspark for fans i starten, da de interviewede spillere og var mere analytiske i deres tilgang.
Efterhånden gik det dog ned ad bakke journalistisk, da det begyndte at handle om at skabe shitstorms, fremfor den analytiske tilgang, de ellers var kendt for. I en lang periode virkede det til, at de brokkede sig, bare for at brokke sig. De vidste der var kliks og likes i, at de skabte sig på YouTube. De har dog senest selv være midtpunktet i en shitstorm, hvor fans på stadion sang nedeladende efter dem, og viste utilfredshed med dem. Dog har de i takt med Arteta er kommet til, blevet en kende mere positive i deres tilgang (ligesom alle os andre), og virker til at tro mere på projektet end før.
For det er virkelig ikke mere kompliceret end det. En sejr kan som regel overbevise flertallet om, at vi er på rette vej, for de fleste elsker jo i bund og grund bare klubben, og håber på fremgang.
Men hvordan kan man vise sig som fan, at man gerne vil støtte op om projektet helt fra Danmark, og samtidig vise, at man er utilfreds med retningen? Min helt egen subjektive mening går på, at man skal prøve at være så konstruktiv som muligt, og støtte der hvor det kan have en virkning. At melde sig ind i Arsenal Danmark er f.eks. et fremragende første skridt. Hvis noget er så voldsomt galt i klubben, at det ikke kan fungere mere, så skal fanklubben nok vise deres utilfredshed. I det her tilfælde er det bedre at samle sig, frem for at råbe op individuelt.
En god fodbold debat på Twitter eller andre sociale medier, skal man dog ikke glemme. Netop interaktionen fans imellem er vigtig for det førnævnte sammenhold, specielt når man ikke bor i London. Udover at det er en fornuftig måde (til tider) at komme ud med sine frustrationer, er det samtidig en måde at være i kontakt med fans fra hele Danmark, og skabe forbindelser i andre henseender.
Vi holder alle med Arsenal, og selvom det går dårligt, og man vil sælge hele holdet, så skulle der ikke meget til før der blæste positive vinde i klubben igen. Det eneste man kan gøre, er at støtte og følge sin klub til det ikke giver mening mere – så det vil sige for evigt.
Udefra er Arsenal stadig en stor klub i Europa, også selvom vi i det nuværende billede ikke anses som en stor trussel. Arsenal er stadig en af de rigeste klubber, samt en af dem med størst fanskare i hele verdenen. Indefra er der stadig storhedsvanvid og gudskelov for det! Når først fans begynder at acceptere middelmådigheden, så gør klubben det samme. Derfor skal man blive ved med at tro på de store præstationer og de forhåbentligt store tider, der er i vente.
En kompleks, simpel fan
For mange år siden læste jeg et indlæg i en avis fra en bitter kommunikationsstuderende, der bestemt ikke brød sig om hverken fodbold eller noget af det, som fulgte med. Han konstaterede, op til flere gange, at så snart snakken faldt på fodbold, blev ellers fornuftige mennesker pludseligt irrationelle og primitive. En sang der bliver sunget igen og igen, hvor end man kommer hen. Ofte når medierne snakker om fodboldfans, er det i sammenhæng med idioti fra forskellige nørder, der gerne vil slås, og gør det i klubfarver for at legitimere herligheden. Her må man jo bare konkludere, at det er de få, der ødelægger det for resten. Som det i øvrigt ofte er, i så mange andre henseender.
For det hænger desværre ved, og dem der ikke følger med i sporten, konstaterer hurtigt, at der bliver brugt for mange kræfter og penge på de 22 mand, der løber rundt efter en bold – hvilket der i nogen tilfælde også gør. Men jeg synes man skal slå et slag for den moderne fodboldfan, for det er skam komplekst at være fan af både klub og sport i 2020.
I dag kan man virkelig ’nørde’ fodbold som en sport. Man kan
nørde helt ned til de mindste taktiske detaljer, og det er kommet i takt med, at
medierne også har udviklet sig. Podcast om sporten skyder frem, og alle der har
noget på hjerte kan efterhånden få det ud på lyd, hvilket til tider kan give et
nuanceret forhold til det at være fan. Man skal ikke anstrenge sig særlig meget
for at høre taktiske analyser om en liga, klub eller specifik kamp, og det er med
til at engagere folk på en helt ny måde.
Så faktisk er det blevet sjovere og nemmere at være fan i 2020, men hvorfor er
det så komplekst?
Det komplekse ligger i at skulle agere mellem at være fan, der forstår sig på fodbold, elsker at snakke om det og sågar kan anerkende, at rivalerne spiller bedre – til at snakke med en, der har en forudindtaget holdning, og mener, at man bare er en bøvet fo’bold fan. Man skal tilgå sådanne mennesker på en speciel måde, og forklare at man sagtens kan være nogenlunde fornuftig, samtidig med, at man ser andet end landskampe. Den subjektive holdning herfra er altså, at man må balancere at være fan, samtidig med, at man kan føre en saglig og fornuftig samtale om sporten.
Dette er ikke facit, da alle er fans på deres egen måde, men håbet om en mere saglig fodbolddebat eksisterer. Den findes allerede i en subkategori i medieverdenen, bestående af podcast, utrolig dygtige journalister, og faninteraktion, der løfter debatten til et højere niveau.
Lad os få mere af dette på TV, så de uvidende kan høre mere til de fornuftige, taktiske og analytiske værter og kommentatorer, og mindre til forfaldne ældre fodboldspillere, der sjældent rammer plet i deres gennemgang af materiale.