2. august 2022

JESUS BLIVER TOPSCORER OG ARSENAL ENDER I TOP FIRE

Forudsigelser – Ovenpå at have sammensat en ung og talentfuld trup over de sidste tre sæsoner kommer Mikel Arteta til at have et mere end slagkraftigt hold den nye sæson. Det spås, at Arsenal både kommer til at kunne indkassere en topscorertitel og top fire-placering, når 2022/2023-udgaven af Premier League er spillet færdig.

Af Mads Adam Wegener

Årets spiller: Gabriel Jesus

Selvom man på ingen måde skal glemme Martin Ødegaard, Gabriel Martinelli og Bukayo Sakas betydning for Arsenals nye 9´er, så er det brasilianeren, som kommer til at løbe afsted med alle overskrifter. Og med rette. Jesus sætter nye standarder for Artetas Arsenal og vil være med til at rykke Arsenal tilbage til det fineste europæiske selskab. Alene hans mål kommer til at indkassere ham titlen.

Årets udvikling: Eddie Nketiah

Mod slutningen af sidste sæson beviste unge Eddie Nketiah, at han hele sæsonen igennem var Arsenals mest målsikre angriber. Pierre-Emerick Aubameyang var en skygge af sig selv i den tid, han stadig var i klubben, mens Alexandre Lacazette hurtigt løb tør for mål jo længere sæsonen skred frem. Igennem hele sidste sæson var Nketiah dog et stort aktiv for Arsenal med blandt andet fem mål i ligacuppen og fem mål i de sidste otte Premier League-kampe for The Gunners. Nketiah har over de sidste tolv måneder bygget på i alle facetter af sit spil, lige fra fysik, teknisk til spilopfattelse – og placeringsevne. Nketiah har nu niveauet til at være en farlig angriber og er slet ikke færdig med at vise, hvad han har gjort af. Det 23-årige Hale End-produkt kommer til at scorer ikke kun 10 mål i alle turneringer, men mindst 10 mål alene i Premier League.

Årets topscorer: Gabriel Jesus

Et valg uden for mange modkandidater. Nketiah kommer til at være en stærk suppleant, men med Jesus har Arsenal en kandidat til ikke alene at blive klubbens topscorer, men topscorer for hele ligaen. Det bliver ikke mindre end 15 Premier League-mål for brasilianeren, men nok mere i sidste ende.

Årets gennembrud: William Saliba

I år er det sikkert og vist. Salibas store gennembrud er lige om hjørnet. Franskmanden kommer til etablere sig på Arsenals førstehold og kommer på rekordtid til at etablere sig som en af Premier Leagues bedste midterforsvarere. Så god er han.

Foto: Stuart Macfarlane

Årets underperformer: Emile Smith Rowe

Det kan blive en svær sæson for Arsenals måske mest overraskende performer i sidste sæson. Hans opstart har været plaget af små skader og alt i mens har Arteta hentet Gabriel Jesus, som også kan spille ude på kanten, hvor Smith Rowe opererede meget af tiden i sidste sæson. Samtidig er der stadig tale om, at Arsenal kan være på vej til at hente en midtbanespiller, enten centralt eller til de to kantpositioner. Kampen om spilletiden i Premier League kommer derfor til at være ekstrem hård, og Smith Rowe skal derfor muligvis kæmpe sig ind ved hjælp af gode præstationer i pokalkampene. Foruden et uheld med skader kan der oven på sidste sæson også rettes spørgsmålstegn ved, hvilken position Smith Rowe egentlig føler sig mest hjemme i.

Når det er sagt, er Smith Rowe kun lige fyldt 22 år og har lige leveret en af de bedste sæsonpræstationer blandt unge spillere i en af verdens bedste ligaer. Smith Rowe er ligeledes en af Arsenals bedste spillere i det offensive presspil og vil derfor unægtelig være en af de første afløsere til Martinelli i offensiven, såvel som Ødegaard på midtbanen. Den kommende sæson kan dog godt gå hen og skuffe nogen, eftersom Smith Rowe leverede på så højt et niveau i sidste sæson.

Årets U23-spiller: Lino Sousa

Selvom kun en enkelt U23-spiller i form af midterforsvareren Reul Wallters var med på USA-træningslejren for Arsenals førstehold, vil flere akademispillere være klar til at kunne byde sig til. Bare 17-årige Wallters kommer bestemt også til at få lov til at snuse til førsteholdsfodbold i denne sæson, men måske er det den lige så unge Lino Sousa, som i virkeligheden kommer til at blive det blændende punkt for Arsenal Premier League 2-hold. Den målfarlige venstreback Sousa blev i vinters hentet til klubben fra West Bromwich og med utroligt overbevisende præstationer har den unge forsvarsspiller gjort gevaldigt opmærksomhed på sig selv, så selv Arteta ikke har kunne undgå at lægge mærke til det. Den ellers lovende venstreback Joel Lopez er denne sommer blevet skubbet ud i kulissen efter introduktionen af Sousa, der så sent som i sidste uge var med, da Arsenals førstehold tabte 2-1 i en træningskamp mod Brentford. Hvis Sousa formår at fortsætte sin udvikling kan den unge englænder se frem til en stor sæson for U23-holdet. Måske er der endda minutter at hente på førsteholdet.

Årets indkøb: Gabriel Jesus

Arsenal har købt rigtig fornuftigt ind, men heller ikke til denne kategori er der rigtig nogen konkurrence. Gabriel Jesus er den bedste af nyindkøbene og vil med sikkerhed også være det, hvis Arsenal når at hente en ny spiller ind inden transfervinduet lukker.

Årets placering i Premier League: 3. pladsen

Arsenal kommer ikke til at være sjove at spille i mod i næste sæson. På næsten alle positioner har The Gunners nu nogen af ligaens bedste unge spillere, der er på vej til peake i niveau i deres karriere. Samtidig har Arsenal hen over sommeren styrket bredden i truppen, stadig kun med spillere fra øverste hylde. Artetas hold har endnu ikke nået sin top, men har potentiale til at komme tæt på i løbet af den kommende sæson. Holdet er sammentømret og ved, hvordan man vinder fodboldkampe – både de flotte sejre på Stamford Bridge mod Chelsea og de grimme mod Molineux med en mand i undertal. Det bliver top fire for første gang i syv år.  

Foto: Stuart Macfarlane

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}