Den engelske skuespiller og journalist har gennem et helt liv forelsket sig i og skrevet om den røde klub fra Nordlondon. I forbindelse med Arsenal Denmarks skribenttur til London i marts, besøgte vi James McNicholas til en snak om livet som Arsenal-fan og Arsenal-journalist.
James McNicholas har været Arsenal-fan stort set hele sit liv, til trods for at han blev født i Watford – 100 meter fra Vicarage Road – og resten af familien stort set allesammen holder med Chelsea. Det hele startede som barn i en sportsbutik, hvor han og broderen tog med faren for at købe Chelsea-trøjer:
”Det var mit ’lige ved og næsten’-øjeblik. Jeg fortalte min far, at jeg ikke ville have den blå trøje. Jeg ville have den røde trøje med kanonen på. Jeg insisterede på, at det skulle være den trøje. Jeg kunne godt lide farven og designet,” fortæller James.
Det gav et ekstra skub til den interne konkurrence mellem ham og hans bror, der i forvejen var meget kompetitive. Når de spillede FIFA mod hinanden, var James Arsenal og broderen var Chelsea. De blev mere passionerede, fordi de var tilhængere af hver deres hold. I dag er de begge sæsonkortholdere på hver deres stadion i London.
”Jeg var familiens røde får,” siger han med et glimt i øjet.
Mød ikke dine helte, medmindre…
Der gik et par år, før det at holde med Arsenal for at være anderledes blev til ægte fanskab. Der er mange måder at forelske sig i en fodboldklub, og for James var det en angriber med et stort smil og masser af mål i støvlerne:
”Da jeg var 8-9 år gammel, forelskede jeg mig i Ian Wright. Naturligvis en fantastisk spiller og stor målscorer, men jeg elskede hans energi, karisma og personlighed. Han var en stjerne! Han trak mig ind,” fortæller han.
Det siges, at man aldrig skal møde sine helte, men måske Ian Wright er undtagelsen der bekræfter reglen. James har nemlig mødt sit idol, og det har ikke ændret på måden han ser ham på den dag i dag:
”Hvis din helt er Ian Wright så skal du møde ham. Han er alt, du håber han vil være. Han er så varm og positiv. Den første gang jeg mødte ham, kendte han mit navn. Den dag i dag er jeg stadig forbløffet over at Ian Wright ved hvad jeg hedder. Da jeg blev gift lagde jeg et billede på Instagram med min kone og Ian Wright skrev tillykke. Det alene var værd at blive gift for,” griner James og tilføjer:
”Jeg har ikke andet end gode ting at sige om Ian Wright. Han er måske en af de største ambassadører for klubben, der ikke arbejder for Arsenal. Han er så stor en promoter af alt omkring klubben: Herrene, kvinderne, ungdomsholdene. Jeg tror det hjælper med at forme kulturen og fankulturen omkring klubben. Vi er heldige at have en person som ham associeret med Arsenal.”
Efter forelskelsen i Ian Wright gik der ikke længe før den unge knægt for første gang besøgte Highbury med sommerfugle i maven:
”Jeg elsker virkelig det stadion. Jeg følte, at jeg hørte til der i en menneskemængde af folk jeg ikke kendte. Så jeg begyndte at tage til kampene alene da jeg var omkring 13 år gammel. Jeg vandrede rundt om stadion, lyttede til sangene, så på menneskemængden. Jeg var virkelig glad der. Og da Arsene Wenger kom ind, forelskede jeg mig bare endnu mere,” mindes James.
Selvsamme ’monsieur’ Wenger var et menneske, som James spejlede sig i. Han var ikke selv atletisk begavet som barn, så da han så denne intellektuelle, ranglede franskmand med briller overleve i fodboldens verden, følte han, at der også var en plads til ham:
”Jeg har mødt Arsene Wenger, men jeg kender ham ikke. Alligevel er han måske en af de største figurer i mit liv. Hvis jeg skulle spise middag med én person, ville det være ham. Da jeg voksede op, havde han kontrol over alt i Arsenal. Da jeg var 18 år gammel blev vi ’Invincible’. Det cementerede virkelig det hele,” forklarer han og tilføjer:
”Jeg kan huske, at jeg så det hold med Thierry Henry, Patrick Vieira og Dennis Bergkamp og tænkte: Husk det nu, fordi det kommer ikke til at vare ved. Det var et privilege at opleve det hold.”
Til rette på internettets talerstol
Som en ung og smule nørdet Arsenal-fan oplevede James også et fællesskab omkring klubben da han i start nullerne tog del i snakkende i internettets spæde begyndelse. I det digitale klubhus kom han godt overens med en fyr ved navn Andrew Managan, der et par år inden havde stiftet Arseblog, der i dag er gået hen og blevet en af de største fandrevende Arsenal-sider på nettet.
Andrew tog James under sin vinge og delte gavmildt ud af sin erfaring om, hvordan man driver sin egen internetbod op. James sugede til sig og fik mange nye bekendtskaber på sin blog med sit alias ’GilbertoSilver’. Opkaldt efter den brasilianske midtbanedynamo kunne ’GilbertoSilver’ fra sin egen talerstol og med sin egen internetblog mellem fingrene lade tankerne om Arsenal strømme ud:
”Det var min ejendom. Jeg kunne skrive lige, hvad end jeg ville. Det føltes meget frigørende. Meget naturligt. Jeg fik ikke nogen penge for det i de første ti år. Det var bare en ting, jeg nød at gøre, og som jeg aldrig troede ville blive til noget større,” fortæller James.
Der skulle dog komme mønt i lommen da han i 2011 fik et opkald fra sportsmediet Bleacher Report, der gerne ville ham til at skrive artikler for dem. Aftalen var klar; levér fem artikler om ugen, til gengæld giver vi dig lov til at sidde på pressepladserne på Emirates Stadium, alt imens du tjener penge på at se dit favorithold spille.
James var på og havde nu hele verdenen omkring Arsenal som ikke alene sin hjemme, men sit job. Lige ud af landevejen var det dog ikke altid for den ellers garvede Arsenal-kender, som også stod over for en række udfordringer som ’professionel’ journalist:
”Bleacher Report ville til tider komme hen til mig og bede mig om at skrive en bestemt artikel, der ofte var meget skarpvinklet og en smule søgt. I sommeren 2016 skrev de til mig, at de gerne ville have jeg skulle skrive en artikel, om hvorfor det var godt, at Arsenal hentede Granit Xhaka i stedet for N’Golo Kante. Jeg skrev selvfølgelig artiklen og forsøgte at skabe en form for logik, men selvfølgelig var det noget vrøvl. Så den artikel er der stadig mange, der i dag minder mig om på Twitter,” genkalder han.
Karrieren som sportsjournalist tog derfra for alvor et nyk opad, da James i 2019 blev kontaktet af mediet The Athletic, som ville have James til at være deres Arsenal-journalist. Det storsatsende amerikanske sportsmedies tilbud var næsten for godt til at være sandt, men alligevel var James betænksom. Og en anelse skør:
”Jeg fortalte dem åbent, at jeg også havde en sideløbende karriere som skuespiller, som jeg ikke ønskede at lægge på hylden for at gå fuldtid som journalist. Den var de helt med på, hvilket jeg var en smule overrasket over. Så jeg bad dem faktisk at give mig mindre i løn, så jeg ikke ville have dårlig samvittighed over at tage ud og være skuespiller i 14 dage eksempelvis. På The Athletic syntes de jeg var skør, men det var heldigvis helt fint med dem,” beretter han.
De rigtige og forkerte tråde
Som en evig skikkelse i og omkring Highbury og Islington-området i London, har James nydt godt af de mange andre Arsenal-kendere, som han har truffet på sin vej. Telefonbogen er fyldt om med interessante navne, der har kunne sætte ham i forbindelse med alt fra folk i og omkring klubben til fodboldens store verden. Og gode kontakter er altafgørende for James, særligt når det drejer sig om at bringe transfernyheder:
”At lave transfernyheder er en fascinerende proces. De fleste transferhistorier, man læser, er skabt på baggrund af informationer fra agenter, der gerne vil ud med information. På The Athletic sikrer vi os altid at have mindst to kilder på hver eneste transfernyhed. Det er for risikabelt at tage bare agentens ord for gode varer. Så hvis den ene kilde er spillerens agent, forsøger vi at finde en kilde i Arsenal eller den sælgende klub – en klubmedarbejder og nogle gange også en spiller,” forklarer James.
På James’ arbejdsplads, The Athletic, har de en særlig god stime med at være gode til at ramme rigtigt, når de viderebringer historier fra deres kilder. Fra tid til anden har James dog også jokket i spinaten og derfor er det også vigtigt altid at tjekke af med Arsenal selv, om de rygter, de viderebringer, er gode nok:
”I et eller to tilfælde er vi blevet fortalt af klubben, at nogen af vores kilder nok har løjet for os. Siden jeg har et godt forhold til klubben. De er heller ikke interesserede. Hvis klubben dog bekræfter din information eller vender tilbage med ’ingen kommentar’, så er du ret sikker på, at din information er rigtig,” fortæller han og fortsætter:
”I fodboldverdenen forsøger alle at skubbe deres egen agenda frem i spotlyset. Alle agenter siger, at deres spiller er den bedste, og i kontraktforhandlinger siger alle trænere, at det ikke er op til dem, men spilleren og vice versa. Fodboldindustrien lever af gossip, og jeg er sikker på, at der bliver trykt en masse, der ikke holder. Derfor er det også så interessant, at fodboldverdenen er så afhængig af dens relationer. Relationer er alt. Jeg tror, at sportsjournalistisk, mere end andre typer af journalistik, er åben over for manipulation, fordi den er så afhængig af dens relationer.”
Til kamp mod internettroldene
Som Arsenal-fan, der dækker Arsenal som journalist, bliver man i James’ tilfælde på daglig basis skudt ting skoene. Nogle fans synes man er for ukritisk, agerer PR-maskine for klubben og fortæller løgne. Andre mener, at man ikke behandler klubben og dens folk fair og med respekt. Internettrolde er der nok af i James’ liv, og egentlig ønsker han bare
det samme som dem, nemlig at se Arsenal vinde. Til internettroldene og alle andre vil han dog gerne for en sikkerheds skyld slå en tyk streg under, at han ikke på nogen måde er talsmand for Arsenal:
”Det kan jeg blank afviste. Tværtimod. Jeg har flere svære samtaler med klubben, end jeg har gode. Det er dog også helt fint. Det er en del af jobbet. Ofte ringer jeg til Arsenals kommunikationschef og fortæller ham, at jeg har en historie, som han ikke ønsker bliver trykt, men som jeg alligevel har tænkt mig at trykke. Nogle gange bliver han frustreret, men jeg tror, der hviler en respekt imellem os, selvom det ikke er en nem relation, siger han og tilføjer:
”Jeg tror, at Arsenal synes jeg er fair, og at jeg altid giver dem muligheden for at give deres mening til kende. Og de ved, at jeg ikke sender nonsens ud i verden. De ved, at vi på The Athletic har gode kontakter, hvilket de respekterer os for.”
James er opmærksom på, at han som Arsenal-fan skal ramme en fin balance mellem hans arbejde og passion. Samtidig mener han dog, at fansene ikke ønsker at læse nyheder leveret uden den særlige indsigt og føling med klubben, som fans som ham selv netop har:
”Jeg tror ikke, at fans ønsker komplet objektivitet. Folk elsker dem, der er passionerede omkring de ting, de gør. Jeg tror også, at det er lidt filosofien bag The Athletic, når vi har en journalist tilknyttet til hver enkelt Premier League-klub. Det er udfordrende at være fan og journalist på samme tid, men ofte føler jeg, at det gavner mig mere, end det ikke gør,” fæstner han sig ved inden han afrunder:
”Det handler også om ens perspektiv som fan. Selvom jeg er Arsenal-fan, har jeg relativt moderate forventninger til klubben. Det hjælper mig, når jeg skal dække klubben på en fair måde, både når det gør dårligt og godt.”
Jackpot med Arteta
På banen ser det bedre ud end det har gjort længe. En fjerdeplads i tabellen i skrivende stund, og et klart forbedret spiludtryk gør, at optimismen omkring Arsenal og manager Mikel Arteta er stigende. Det har taget tid, men det ligner, at ’Projekt Arteta’ er ved at opnå momentum. Det synes James McNicholas også:
”Jeg synes projektet er meget tydeligt nu. Alle kan se det, og jeg synes faktisk at meget af det har været nødvendigt. Arsenal kom i en situation, hvor de havde en alt for stor lønudgift, de mistede den europæiske indtægt, de lavede mange kortsigtede signings – Shkodran Mustafi, Henrikh Mkhitaryan etc. – med håbet om at det kunne få klubben tilbage i Champions League,” forklarer han og fortsætter:
”Sommeren 2021 var et stort nulstillingspunkt for Arsenal, og jeg har efterspurgt det i lang tid. Jeg synes det var på tide. Arsenal ser sundere ud nu, men vi må ikke lade os forblinde. Mange Arsenal-fans tror, at hvis klubben kommer tilbage i top fire, så er alt fryd og gammen igen. Men det bliver ikke nemmere. Der er mange hold, der kommer til at byde sig til i fremtiden, og jeg er spændt på, hvordan Arsenal vil definere succes de næste fem til ti år.”
For James føles det som om at Arsenals identitet har ændret sig en smule de seneste år. Fra årene med Arsene Wenger, hvor en fjerdeplads var grobund for brok og kritik, ser den fjerdeplads pludselig meget indbydende og ønskværdig ud. Samtidig med at den voksende gruppe af Hale End-skabte talenter på førsteholdet har givet en ny opfattelse af hvad Arsenal også kan være: En talentfabrik.
”Det er virkelig spændende! En ung træner, der udvikler sig og rykker holdet. De spiller god fodbold og scorer smukke mål. Ligesom i Fabregas-æraen, er der nu en identitet, som vi kan forene os med. Hvis du er en ung spiller, der gerne vil udvikle dig, hvor tager du så hen? Så vil du gerne til Arsenal, fordi der får du lov til at spille og blive bedre. Jeg synes det er en meget stærk ting at have, når du ikke har pengene til at slå Newacstle og PSG. Så har du brug for en anderledes strategi og det er Arsenal ved at opnå,” konkluderer han og tilføjer:
”Ærligt talt, så synes jeg at Arsenal ramte jackpotten i sommer. At lave seks signings, der alle har haft positive bidrag til klubben, er sjældent set. Det er der klart noget held i. Alle signings kan gå galt, men indtil videre er det ikke rigtig sket med denne gruppe spillere. Det er en bemærkelsesværdig succes, der også er lidt heldig.”
Magt
Allerede tidligt i Mikel Artetas tid som træner, blev han forfremmet til manager og fik derigennem mere magt i klubben. Spanieren har skabt et sammenhold i klubben, som synes stærkere end længe og klubfølelsen er tilbage. Ligeledes har han bidraget til, at klubbens lønbudget er blevet mere end halveret på lidt over et år. Dertil kommer de interne ting, der skrives om i flere medier, at spillere møder tidligere ind til træning og spiser sammen – noget som Mikel Arteta har opfordret til, men ikke krævet. Faktisk synes James McNicholas, at Artetas øgede magt, er det bedste klubben har gjort de sidste to år:
”Arsene Wenger sagde altid, at man skal have fodboldfolk til at tage beslutningerne. Det er ikke en forretning, det er et hold. Og jeg tror det at give Arteta mere magt har givet ham et sæde ved bordet, når de store beslutninger skal tages. Det synes jeg er positivt. Hvis du tror på din manager, må du give ham magt. Da Unai Emery forlod klubben snakkede han ikke om andet end alle de spiller han ikke fik. Og i sidste ende er det holdet på banen, vi går mest op i, og vi bør lade den mand, der har ansvar for det hold, have en stor indflydelse. Jeg tror det betyder noget,” siger han og opsummerer:
”Det jeg i virkeligheden mener med det er, at fodboldfolkene i Arsenal – manageren og den tekniske direktør – har mere indflydelse på ejerne end de har haft i meget lang tid. Når Mikel og Edu taler til Josh (Kroenke, red.), så tror jeg han lytter!”
Hvorvidt Mikel Arteta er manden, der får projektet til at hænge sammen, er James dog stadig lidt i tvivl om. Han er dog ikke i tvivl om hvor holdet er på vej hen:
”Alle er begejstrede over dette hold og dette projekt, så spørgsmålet er: Hvor vigtig er Arteta? Ville det fungere med en anden træner? Jeg ved det ikke og Arsenal skal svare på det meget snart, fordi hans kontrakt løber ud i 2023. Arsenal står stærkere, helt sikkert. Det mest spændende ved denne gruppe er det faktum, at de bør være bedre næste sæson. Hvor end de ender denne sæson, bør de være bedre næste sæson. Og det er lang tid siden vi har kunnet sige det. Jeg synes det er en spændende tid i Arsenal,” afslutter James McNicholas.