11. august 2022

JACK WILSHERE OM KARRIEREN, ARTETA OG TRÆNERGERNINGEN

Fra GunAction: Helt eksklusivt fangede Arsenal Denmark den tidligere Arsenal-stjerne Jack Wilshere, inden englænderen i sommers lagde støvlerne på hylden. Ceres Park i Aarhus blev rammen for interviewet med en velovervejet og enormt sympatisk englænder i centrum.

Af Christian Stenrøjl og Søren Førby

Først og fremmest – tusinde tak for din tid, Jack. Lad os starte ved begyndelsen. Fortæl os lidt om din tid som ungdomsspiller og de første par år.

Jeg startede i klubben, da jeg var ni år gammel. Jeg kom fra Luton Town og det var rimeligt lige på og hårdt allerede fra dengang, må jeg indrømme. Især for mine forældre; Vi boede cirka en time væk og de kørte mig til træning tre gange om ugen, men jeg elskede hvert minut. Jeg følte overhovedet ikke, at det var noget problem. Jeg spillede for Arsenal, et af de bedste hold i England, og jeg elskede det. Jeg kunne også se en klar retning til førsteholdet for mig, så det hårde arbejde startede der på Hale End. Jeg havde et år med U18, spillede nogle reserveholdskampe og så fik jeg min mulighed som 16-årig under pre-season. Jeg så mig ikke tilbage og manageren (Arsene Wenger red.) var fantastisk overfor mig. Han hjalp mig og gav mig muligheder.

Hvis vi kigger på de første par kampe under pre-season, var der så nogle spillere, som hjalp dig særligt meget med at integrere dig på holdet?

Det hjalp meget, at vi var nogle stykker fra akademiet, som tog afsted sammen. Henry Lansbury, Mark Randall. Det var i 2008 og der var europamesterskaber, så mange af de store spillere, Fabregas og Van Persie f.eks., var der ikke. Der var mange spillere, som hjalp mig: Justin Hoyte, Armand Traoré, Phillipe Senderos var fantastisk. Og for at være ærlig, så var der et miljø, hvor de gerne ville have unge spillere. De udfordrede os i træning og det var hårdt, men de var meget venlige uden for banen. Nerverne kom særligt uden for banen, ikke rigtig på banen. Jeg vidste, at jeg havde det der skulle til, men at tage væk fra sin familie med førsteholdet i 10 dage og tilbringe en masse tid med dem. Men det var en virkelig god gruppe.

Wilshere med journalist Christian Stenrøjl. Foto: Thomas Ballegaard

Hvor meget af det var den kultur, som Arsene Wenger havde skabt?

Det hele – især accepten af de unge spillere. Han var jo kendt for at tage de unge spillere til sig, integrere dem på holdet og give dem muligheden i ligacuppen. Den kultur havde Arsene Wenger skabt og spillerne var dedikerede til den.

Din officielle debut på førsteholdet – tal os igennem den dag

Det var imod Sheffield United i ligacuppen. Det var ret syret, for det hele skete meget hurtigt. Jeg havde en god pre-season, men så begyndte spillerne at komme tilbage fra EM og jeg tænkte: ”Fint, jeg har gjort det godt og jeg kommer nok til at træne med dem ind i mellem”. Så kom der et par skader og fordi Arsene gerne gav de unge en chance, så vidste jeg, at jeg måske fik en mulighed for at være på bænken. Jeg fik spilletid på højre kant og på grund af førnævnte kultur, så følte jeg intet pres – det var bare en ny kamp og det var med en masse andre for akademiet. De første 5-10 minutter skulle jeg lige se det hele an, men det hele gik fint og det var et godt resultat.

6-0, ikke?

Ja! Og Carlos Vela chippede Paddy Kenny tre gange eller sådan noget…

Da du ankom til Hale End, var der så et bestemt tidspunkt hvor du vidste, at du var en af de bedste?

Det fungerede sådan, at man blev vurderet hver andet år. U10, U12, nogle bliver siet fra… Jeg kan huske, at jeg var meget nervøs, men det har hjulpet mig, så jeg ikke hvilede på laurbærrene. Siden dengang har jeg snakket med min far om den tid, og han fortalte, at jeg aldrig var i fare for at blive siet fra. Det fortalte han mig dog ikke som barn, så jeg havde den der slags gode pres. Den rigtige mængde. Da jeg så blev 14-15 og spillede U18, som den eneste fra min aldersgruppe… Jeg følte mig ikke bedre end andre fra min årgang, men når jeg ser tilbage, havde jeg nok lidt mere. Jeg kunne klare det fysiske aspekt – klubben var gode til at håndtere det. De skubbede til mig, og siden jeg var 15 år, spillede jeg for reserverne imod voksne mænd.

Er der nogle spillere fra dengang, hvor du er overrasket over, at de ikke er blevet til mere?

Der er faktiske nogle stykker. Jeg var på et meget stærkt ungdomshold, som også vandt The Youth Cup. Sanchez Watt, Jay-Emanuel Thomas. De havde nogle fine karrierer, men jeg troede at de ville drive det til mere. Luke Ayling (Leeds-spiller, red.) har gjort det rigtig godt. Henri Lansbury (Luton Town-spiller, red.) har haft en glimrende karriere. Alle har taget deres egen vej, men jeg var en lille smule heldig, fordi jeg blev skubbet af klubben. Nok ikke mere end andre, men jeg havde en god forståelse af, at hvis man fik en chance, så skulle man tage den. Om det så var på banen, i omklædningsrummet eller i fitness. Hvis du kunne gøre et indtryk, så skulle du gøre det. Arsene ville give folk en chance, men hvis man ikke var klar eller ikke greb den, så kom man tilbage til reserverne eller ungdomsholdene. Jeg tog altid mine chancer og byggede videre på det.

Det nuværende hold og alle deres unge spillere. Hvordan ser du holdet og hvordan de klarer sig?

Jeg synes, at de har klaret sig virkelig, virkelig godt. De har vist rigtig meget karakter og man kan se udviklingen. Når der har været skader eller karantæner, så begynder folk at sætte spørgsmålstegn ved holdet og når de så taber, så er folk på nakken af dem. Så kommer der lige pludselig nogle store resultater som mod Chelsea og Man United, hvor vi viser hvad vi kan. Det kræver karakter. Jeg synes, at fremskridtene på banen er tydelige. Arteta har altid talt om processen og vi begynder at kunne se, hvad han mener. Jeg brugte 3-4 måneder der i den foregående sæson, og jeg nød det virkelig. At se Mikel og hans stab på træningsbanen, at se den måde de træner dem på og taler til dem. Jeg troede egentligt, at det ville tage noget tid at vænne sig til og de andre spillede tænkte det samme, men man kan virkelig se, hvordan det hænger sammen nu.

Du kendte jo Arteta fra gamle dage. Er det mærkeligt at opleve ham som træner nu?

Hmm… Jeg er ikke overrasket over, at han er blevet træner, men det er lidt mærkeligt at se ham sådan, for jeg kender ham jo som en holdkammerat. Men helt ærligt – han er en virkelig, virkelig god træner. Han er topklasse. Han er nok den bedste træner jeg nogensinde har set på træningsbanen. Det han forlanger af sine spillere og den klare struktur og filosofi, som hans spillere skal følge. Han blev ved med at sige, at det er en proces og de fik nogle dårlige resultater, men den karakter, som hele klubben har vist ved at komme igennem det – det ville have været nemt at skifte træner, men han har tydeligvis en klar plan og en klar filosofi. Han vil arbejde med unge spillere og udvikle dem. Det er ved at falde på plads.

Foto: Stuart Macfarlane

Kan du se noget fra Wengers filosofi i Arteta?

Den eksisterende filosofi i klubben har Arteta forsøgt at tage fat i og bruge, i forhold til de værdier, som Arsene installerede i klubben. Den måde man træner på, hvordan man opfører sig udenfor banen og den måde, som klubben bliver set på. Træningsmetoderne og den slags er fuldstændig anderledes fra Arsenes tid.

Er de mere strukturerede, rigide eller?

Holdet er helt klart mere struktureret. Det er sådan Arteta vil have’ det. Jeg tænker tilbage på min egen tid under Arsene og de spillere, som var der – Rosicky, Cazorla, mig selv, Ramsey. Vi var bedst uden struktur. Vi ville starte i en struktur, men så kunne jeg ende til højre, Cazorla i midten og vi ville bare flyde. Arteta har nogle andre spillertyper end Arsene havde, og han får det bedste ud af dem ved hjælp af struktur. De er også unge, og unge spillere har brug for struktur og hjælp. Han er den perfekte mand til at gøre det.

Spillet har også ændret sig siden da eller hvordan?

Ja, spillet har ændret sig og det ændrer sig hele tiden. Man er nødt til at tænke på alt – når man er bolden og så mister den, så skal man presse og det kan man se, at de har styr på.

Angående udviklingen af spillet: Du kom selv igennem akademiet og det nuværende hold har en del spillere, som kom igennem Hale End – hvor vigtigt tror du, at akademiet er i moderne fodbold?

Akademiet betyder enormt meget og der er nødt til at være en forbindelse fra akademiet til førsteholdet.

Du talte også om, at du så en klar vej til førsteholdet, da du var i akademiet?

Det er præcis det, som jeg mener. Det siger jeg kun fordi Arsenal har et fantastisk akademi og der ér en klar forbindelse. Der er nogle ændringer, som er blevet lavet, som er virkelig positive. Per (Mertesacker red.) har gjort et fantastisk stykke arbejde i et svært job. Man er nødt til at have den forbindelse og førsteholdet er nødt til at vid, hvilke spillere er på vej. De mangler måske en venstre back og hvis de så ved, at der er en venstre back på U14, som er klar om fem år, så ændrer det nok deres transferplaner. Så køber de nok en lidt ældre spiller, så den unge kan komme ind. Akademiet har altid været vigtigt, men måske især nu. I AGF kan jeg se, hvor hårdt de arbejder på at udvikle akademiet, fordi det er så vigtigt. Med Brexit i England, så er det også blevet endnu vigtigere. Da jeg kom igennem som 16-årig var der mange af de bedste spillere fra hele Europa i akademiet og det kan man ikke længere. Derfor er akademiet så essentielt og jeg synes, at Arsenal er et godt eksempel. Da jeg besøgte klubben for nogle måneder siden, brugte jeg meget tid i akademiet, fordi jeg er ved at uddanne mig til træner. At se alt det hårde arbejde, der går ind i at give de unge så gode forhold som muligt og udvikle dem, var en oplevelse.

Og du er 100% fokuseret på at gå trænervejen, når din karriere er slut?

Det er i virkeligheden først indenfor det sidste halve år, at jeg har sat mig for det. Mange mennesker har rådet mig til at tage uddannelsen, imens jeg stadig spiller. Det er derfor, at jeg gør det. Når man tager uddannelsen, imens man spiller, så ændrer det også den måde, man ser spillet på. Selv under træningen så tænker man over, hvorfor man laver bestemte øvelser og den slags og man får meget mere respekt for trænerne. Jeg trænede meget i Hale End og jeg nød det enormt meget – nu er jeg her i Danmark og meget af min tid har været brugt alene, fordi min familie stadig er i London. De rejser lidt frem og tilbage imellem London og Aarhus, men jeg er gået fra et hus med fire børn til at være alene, så jeg har kastet mig 100% ind i træneruddannelsen og at udvikle min egen stil – træningsmetoder, spillestil… Jeg har nydt det.

Wilshere er ny U18-træner i Arsenal. Foto: Stuart Macfarlane

Hvilke trænere inspirerer dig?

Jeg tror faktisk, at den største inspiration har været Mikel (Arteta red.). Grunden til at jeg siger det – jeg har jo ikke haft ham som træner, men da jeg begyndte at tænke over at være træner, der så jeg ham hver dag og så den måde han arbejder på. Selvfølgelig er der også de trænere, som jeg selv har spillet under, som alle var meget forskellige. Arsene var meget rolig og gav spillerne meget ejerskab. Eddie Howe havde jeg i Bournemouth, og han var det komplet modsatte. Meget livlig hver eneste dag og krævede noget bestemt af spillerne – han havde en struktur, som han ”trænede os ind i” hver eneste dag. Jeg vil gerne tage noget fra dem alle sammen og det er det, som jeg gør. Hvis jeg skal lave en træning for et hold, så tager jeg måske en øvelse, som jeg lavede med Arsene og bagefter en som jeg lavede med Eddie. Jeg gør det til mit eget, men den slags opbygning.

Det er et meget svært spørgsmål – men hvis du skulle træne et hold om 10 minutter, hvilken slags fodbold ville de så spille? Hvilket slags hold ville det være?

Hehe… Det ville være et hold, som dominerer bolden. Et hold som spiller igennem tredjedelene. Vi vil have bolden med et mål, vi skal ikke bare have bolden og spille bagud. Vi skal være aggressive og presse. Jeg kan rigtig godt lide ”tre sekunders-reglen” – når man mister bolden, kan man så vinde den tilbage indenfor tre sekunder? Det er hjulpet af struktur og jeg bliver en træner, som godt kan lide struktur. Når man så er i omstillinger, så er spillerne i nogle positioner, hvor de kan presse og vinde bolden tilbage.

Der har været meget snak om, at Arteta har ændret kulturen i klubben. Er det korrekt og hvordan ser du på det?

Som jeg sagde før, så tror jeg at siden Arteta kom tilbage, og han arbejdede selvfølgelig under Arsene, og han vidste hvor vigtig Arsene var for klubben, så har han forsøgt at finde noget af det frem igen. Når man eksempelvis går ind ad døren (på London Colney red.), så er der et stort billede af Arsene Wenger. Jeg tror, at Arteta har været virkelig smart, fordi man er nødt til at huske historien. Hvad Arsene var for klubben – han ændrede alting. Det fundament, som Arsene har bygget, skal altid være der. Så vil de efterfølgende trænere selvfølgelig putte deres eget ”spin” på det, deres egen måde at gøre det på. Én af Artetas store ting, en ”non-negotiable”, er disciplin. Vi har set det med spillere, som er gået over stregen for mange gange og så er det slut. Det havde Arsene også, men måske ikke lige så kynisk. Alle vidste dog hvor grænsen var og at man ikke gik over den. Det har Arteta fået tilbage i klubben.

Vi har jo også Edu og de amerikanske ejere – kan man mærke indflydelsen fra andre end Arteta?

Jeg føler virkelig, at det er i hele klubben. Edu spillede jo også under Arsene, det samme med Per. Der er de bestemte værdier, The Arsenal Way, men stedet har ændret sig meget, siden jeg spillede der. Men man husker historien – Vinai (Venkatesham red.) er også relativt ny, men han er på helt samme måde og han gør et glimrende stykke arbejde. Han er meget respektfuld overfor tidligere spillere og det de har gjort for klubben. Klubben var virkelig gode overfor mig – de tog fat i mig, ikke omvendt. De inviterede mig tilbage og for at være ærlig, så var jeg en smule skeptisk – jeg ville ikke trænge mig på eller være til besvær, men de var så gode ved mig og behandlede mig som en del af Arsenal-familien.

Det er du også vel?

Ja, men det vil jeg ikke tage for givet. Nogle gange ændrer tingene sig med nye mennesker, men værdierne er der stadig og det er fantastisk. Værdierne er vigtige, for det er The Arsenal Way og det er det Arsenal, som fansene elsker. Det er derfor, at folk elsker klubben og kommer og ser holdet, fordi vi har en bestemt måde at gøre tingene på. Det er vigtigt, at det bliver holdt i hævde.

Et par hurtige og afsluttende spørgsmål. Først og fremmest: Hvem er den bedste spiller, som du har spillet sammen med?

Jeg kan give en fra England og en fra Arsenal. Wayne Rooney for England og så er det i mellem Cazorla, Fabregas og Özil for Arsenal… Det bliver Cesc (Fabregas red.).

Hvem var din stærkeste modstander?

Den bedste, jeg nogensinde har spillet imod, er Messi, men den som regelmæssigt gav mig en masse problemer… Jeg hadede at spille imod ham, især fordi han spillede for Tottenham, det var Moussa Dembelé.

Karrierens største øjeblik?

At vinde min første FA Cup i 2014. Mest fordi det var så længe siden, at klubben havde vundet noget og det var mit første trofæ med klubben, så det var noget helt særligt. Vi var tæt på at vinde ligacuppen i 2011, som var min første rigtige sæson på førsteholdet. Vi kom til finalen og havde en rigtig god sæson i ligaen også. Vi blev nummer fire, men var med hele sæsonen. Efter den sæson tænkte jeg, at vi skulle klø på, men der mistede vi Fabregas og havde det svært i et par år, så at vinde FA Cuppen i 2014 var fedt.

Det sidste spørgsmål er måske lidt overflødigt… Men hvad er dit yndlingsmål i karrieren?

Norwich!

Foto: Stuart Macfarlane

NYHEDER FRA FANKLUBBEN

Gå til nyhedsarkiv
{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}