Lige om lidt – nærmere betegnet den 24. juni – går Arsenal Denmark i luften med endnu en billetlodtrækning for de ivrige melemmer af fanklubben og der arbejdes i øjeblikket bag kulisserne på at gøre lodtrækningen klar. Læs mere her…
Som i fjor er det på billetsystemet GunTicket, at slaget stås, hvis man vil erhverve sig almindelige billetter Arsenals hjemmekampe i den kommende sæson, men systemet er endnu ikke åbent for nye medlemmer. Gamle medlemmer vil have samme adgang i fjor, men vil endnu ikke kunne se lodder eller kampe. Men det kommer…
Husk, at det kun er fanklubbens almindelige billetter, der går i lodtrækning. VIP billetterne kører deres egen proces i slutningen af juni.
Tildeling af lodder
Billetterne fordeles ved lodtrækning blandt deltagerne.
Alle almindelige medlemmer tildeles 8 lodder pr. sæson. Langtidsmedlemmer med mere end 8 års uafbrudt medlemskab tildeles 10 lodder pr. sæson. Frivillige i foreningen tildeles 2 ekstra lodder pr. sæson.
Man skal have været medlemmer af Arsenal Denmark i mindst én måned for at kunne deltage i en lodtrækning. Medlemmer indmeldt senere end 1. juni i år kan således ikke deltage i den første runde.
Nye medlemmer indmeldt mellem 1. marts og 1. juni tildeles 2 lodder. Medlemmer indmeldt mellem 1. juli 2024 og 28. februar i år (inklusiv) tildeles 4 lodder. Medlemmer indmeldt tidligere end 30. juni 2024 betragtes som almindelige medlemmer og tildeles 8 lodder. Har man været uafbrudt medlem længere tid end 1. juli 2017, betragtes man som langtidsmedlem og tildeles 10 lodder.
Fordeling af lodder
Medlemmer kan fordele deres lodder, som de lyster, men der er ingen garanti for gevinst. Man kan lægge alle sine lodder på én kamp, eller man kan fordele dem på flere kampe. Jo flere lodder man lægger på en given kamp, jo større chance har man for at vinde.
Hvis man ikke benyttede sine lodder i sidste sæson, vil max. 4 lodder fra i fjor være overført til jeres konto fro den kommende sæson. Det samme gælder for denne sæson. Man kan max. overføre 4 lodder fra én sæson til den næste.
Samsøgning
Hvis flere medlemmer ønsker at rejse til den samme kamp, kan de vælge at gruppere sig i en samsøgning. Der er særlige regler for samsøgning. Læs om samsøgning her.
Tildeling af billetter
Man skal kun håbe på at være heldig at vinde billet til én kamp i vinduet, men har man lagt sine lodder på flere kampe, og er den ene kamp ikke udsolgt, kan man være heldig at blive tildelt billetter til to kampe.
Er man ikke heldig at vinde billet, vil man blive registreret på en venteliste til den pågældende kamp. Det sker nemlig ret ofte, at vi modtager ekstra billetter fra Arsenal FC, efter lodtrækningsrunden er gennemført. Disse billetter fordeles i en manuel lodtrækning blandt medlemmer på ventelisten. Udtrækkes man fra ventelisten, koster det ikke lodder. Dem har man jo brugt.
Vi arbejder på at få lavet et par små video tutorials, for at gøre det lettere for medlemmerne at betjene GunTicket.
Ønsker man mere information, kan man læse Arsenal Denmarks billetregler her. På dette link finder du også en FAQ, og alt hvad du ellers skal vide om Arsenal Denmarks billetregler.
Mere information følger, når vi kommer tættere på billetvinduets åbning.
