Det er tid. Tid til at den nye sæson skydes i gang igen, og i mere analytisk forstand, tid til, at det her Arsenal-hold gør det man har bevist sig til at dygtig nok til at gøre; nemlig at vinde titler. Klummeskribent Tobias Halskov ser frem mod 24/25-sæsonen her.
Af Tobias Halskov
Forventningens glæde er ofte den største, og mange vil nok også mene den bedste. Det er her man opbygger et naivt håb om, at alt det bedste der kan ske, vil ske. Sådan er tiden lige op til en sæsonstart altid og denne sæson er ingen undtagelse. ’It’s the hope that kills you’ for at bringe en klassisk fodbold-kliche på banen.
Men til denne sæson er det måske ikke så naivt igen at sætte sine håb og forventninger op på øverste hylde, som Arsenal-fan. Jeg havde ikke mine forhåbninger deroppe i forrige sæson, men det kan jeg godt afsløre, at jeg har til denne. Jeg tror vi vinder en titel. Jeg tror vi vinder Premier League.
Grunden til at jeg føler mig mere selvsikker til at sige det denne sæson, er ud fra det spillemæssige fundament Arsenal fik lagt i forrige og især viste i foråret. Forrige sæson var for mig en sæson, hvor Arsenal skulle lægge de sidste afgørende brikker for at vise, at man kan følge med Manchester City helt ned til sidste spilledag. De brikker skulle først ordentligt på plads, og den ikke-linære fremgang det gav var tydeligst i efteråret, hvor man lidt tog et skidt tilbage for at tage to frem. Men det er den ikke-linære fremgang og udvikling, der nu har taget Arsenal til nye spillemæssige højder og hvor vi til sidst viste, at vi er gode nok.
Fortsætter vi bare nogenlunde ned ad den vej, så er jeg faktisk ikke tvivl om, at vi ender omkring de 90 point
Kast bare et blik på Arsenals pointsnit i Premier League i 2024, som lyder på 2,72 point pr. kamp. Et my bedre end Manchester Citys på 2,68. Fortsætter vi bare nogenlunde ned ad den vej, så er jeg faktisk ikke tvivl om, at vi ender omkring de 90 point, og ja holder vi pointsnittet, så snakker vi altså en pointtotal på 103, selvom det nok er for meget at håbe. Så kan man have sin tvivl (det bør mand) om vi kan fortsætte, men de tvivlsspørgsmål jeg har op til denne sæson, er bare ikke samlet set store nok til, at jeg ikke tror vi kan forbedre vores pointtotal. Så må vi se om det er nok til at blive mestre, for det er jo ikke givet med Manchester City som konkurrent, men jeg lægger hånden på kogepladen og siger; det gør vi!
Udskiftning i bredden SKAL give mere rotation
Et af mine større kritikpunkter i min afsluttende sæsonklumme forrige sæson, var Artetas manglende brug eller rettere lyst til at bruge bredden oftere. Man kan diskutere om det reelt var et problem, for vi viste jo os gode nok til at gå hele vejen til sidste spilledag i Premier League, men vi skal bare lige huske, at vi jo altså også gerne vil vinde Champions League, FA Cuppen, Liga Cuppen og ja alt vi er med i. Her er det relevant at sammenligne fordelte spilminutter pr. spiller med Manchester City, for det er jo dem vi skal vælte af pinden.
De 8 mest spillende 23/24
Arsenal: 4082’ minutter pr. spiller
Manchester City: 3892’ minutter pr. spiller
De 9-16 mest spillende 23/24
Arsenal: 1899’ minutter pr. spiller
Manchester City: 2526’ minutter pr. spiller
(data er fra Transfermarkt, og lavet inden forrige sæsons FA Cup finale).
Ergo Manchester City spiller altså deres næstbedste meget mere end Arsenal gør, og det tror jeg Arsenal bliver nødt til at ændre i denne sæson, og det bekræfter vores ageren på transfermarkedet mig også i, hvor det virker til, at vi er ved at skifte vores 12-16 bedste mand med nye folk, som passer bedre til projektet.
Ricciardo Califiori virker som en erstatning og forhåbentlig forbedring til Jakub Kiwior, som nok sandsynligvis finder nye græsgange. På midten har vi solgt Emilie Smith Rowe, og er kraftigt sat i forbindelse med europamesteren Mikel Merino som erstatning. Oppe foran virker Eddie Nketiahs og Reiss Nelsons tid i Arsenal-trøjen forbi, og lur mig om der ikke bliver hentet en eller flere erstatninger ind for dem, når og hvis de sælges denne sommer. 9’er positionen er nok der jeg ser den største sandsynlighed for, at vi hiver en kanin op at hatten, og henter en spiller der forbedrer vores bedste 11. Nu må vi se.
Generelt savner jeg at se Mikel Arteta stole mere på sin trup og turde at bruge den, for det bliver nødvendigt.
På 6’er positionen er der dog for mig en lille rød lampe der lyser, og det virker skørt når vi har Declan Rice, Thomas Partey og Jorginho til at dække den plads. Men førstnævnte var i foråret suveræn på 8’eren med en mere naturlig dybdeliggende playmaker ved siden af sig. I Thomas Partey har vi på dagen en af de bedste dybdeliggende playmakere der er, men de dage er desværre alt for få. Han er for utilregnelig. Jorginho leverer et højt bundniveau og erfaring, men kan fysikken holde?
Dertil mangler jeg at se Declan Rice agere dybdeliggende playmaker på niveau med de to andre. For mig mangler han noget mere mod på bolden til at være mere progressiv i sine pasninger op gennem midten, når han har den rolle. En skepsis Jonas Hebo Goldman også deler i sæsonoptakten hos Tue Sørensen i podcasten Altid Arsenal. Det må og skal han ligge på sit spil, hvis det er der Arsenal ser hans fremtid.
Og hvis ikke, så er det altså en position jeg finder en smule skrøbelig og bestemt forbedringsværdig for os.
Generelt savner jeg at se Mikel Arteta stole mere på sin trup og turde at bruge den, for det bliver nødvendigt.
En vej skal vises for de unge
I hele snakken om den manglende rotation gemmer der sig også en snak om vores unge talenter fra akademiet. Et af de største diskuterede emner hen over sommeren har været unge Chido Obi-Martins skifte til Manchester United. Den unge dansker fravalgte angiveligt en stor ungdomskontrakt i Arsenal-regi for at sig ja til en endnu større kontrakt i Manchester United. Et tabt slag for Arsenal, ja. Men jo på ingen måde en katastrofe, for den slags sker hele tiden.
Men jeg synes casen viser en interessant problematik Arsenal står overfor. For mens man kan kalde Chido Obi-Martins valg for penge-motiveret, så forstår jeg egentlig godt valget om at gøre noget andet fra hans side. Arsenal har taget massive fremskridt de seneste år, og er nu blandt de aller bedste i Europa. Ergo, du skal altså være rigtig god for bare at få den mindste spilletid, og som regnestykket tidligere også viste, så er det hos en manager der tenderer til at spille de bedste, så ofte han kan.
Ud fra den kontekst, hvorfor skulle et spændende ungt talent så se en vej til førsteholdet og yderligere udvikling hos Arsenal? Jeg er med på, at vi har et kuld af spillere fra akademiet, (Saka, Nketiah, Smith-Rowe, Nelson osv.), der de seneste mange år har spillet en større eller mindre rolle hos Arsenal, men fælles for dem alle, er at de fik deres gennembrud på et meget dårligere Arsenal-hold, hvor der var mere tid og plads til udvikling for dem.
Og desuden fik de deres debut for Arsenal under en anden manager end Mikel Arteta.
Men problemet med det svar, er at det afføder et nyt spørgsmål, og selve kernen i problemstillingen; for hvordan skal man blive god nok, hvis man aldrig får chancen?
Men det er også en uendelig svær problemstilling, for Mikel Arteta er først fremmest ansat for at vinde, så fra den vinkel forstår jeg godt de manglende chancer til Reull Walters og Amario Cozier-Duberry, for blot at nævne to af dem der ofte har været med truppen, men uden af få spilletid. Sidstnævnte var en klar profil på vores U21-hold forrige sæson, og en spiller Brighton nu har samlet op, efter han afviste vores sidste kontraktudspil. Det simple svar til den manglende spilletid til de unger er vel, at de bare ikke er gode nok. Men problemet med det svar, er at det afføder et nyt spørgsmål, og selve kernen i problemstillingen; for hvordan skal man blive god nok, hvis man aldrig får chancen?
Og det spørgsmål bebrejder jeg altså ikke Chido Obi-Martin eller Amario Cozier-Duberry for at have stillet sig selv.
Om man vil det eller ej, så det et problem for Arsenal. Og det er ikke et problem fordi de her unge spillere potentielt kunne blive startere for Arsenal, for det er jo langt fra givet. Nej, det er et problem fordi de her spillere kan være en signifikant og nem måde at skabe profit og mere bæredygtig økonomisk slagkraft. Arsenal bliver nødt til at give de her unge talenter en større eller mindre rolle i førsteholdstruppen, for uanset hvilken rolle det er, så skaber det værdi til spilleren og dermed for Arsenal.
Ingen rolle giver ingen værdi, og derved går potentielt rent profit tabt, uagtet hvor dygtig spilleren er. Og hvis Edu og Arteta mangler et godt argument for at give de her unge talenter en rolle, så skal de jo bare kigge på vores største salg de seneste år, som alle tæller spillere fra akademiet (Balogun, Emilie Smith-Rowe, Alex Iwobi osv.).
Arsenal må og skal derfor fremover vise en vej for de unge, og det kunne passende starte med Ethan Nwaneri og Myles Lewis-Skelly, som begge har vist, at de kan bidrage på det her niveau.
Og Arsenal skal ikke udelukkende gøre det for at udvikle spillere der skal gå ind i startelleveren. De skal gøre det, fordi andet kan simpelthen ikke betale sig på lang sigt.
De sidste spørgsmålstegn skal også give positive svar
Vi har også spillere, der har brug for at bevise sig mere end tilfældet var i forrige sæson. Oleksandre Zinchencko, Gabriel Jesus og Gabriel Martinelli for blot at nævne de mest åbenlyse. De to førstnævnte har set stærke ud i pre-season og virker til at have taget skeen i den anden hånd. De spiller på mange måder også for deres egen Arsenal-fremtid, for begge er klare og oplagte salgsemner næste sommer, hvis ikke de spiller sig til en forlængelse.
Gabriel Martinelli derimod er en spiller, der har brug for at genfinde sig selv. Hans fart, tempo og intensitet er uovertruffen og et kæmpe våben, men hans beslutninger har været under niveau længe. Ret skal være ret, han har også lidt under, at vores venstre side ikke rigtig har spillet på øverste klinge siden Granit Xhaka forlod os, men han havde stadig masser af muligheder for at gøre sig og sine medspillere farligere. Jeg håber vi ser en slags ’redemption’ hvad angår de tre spillere til den her sæson, og ja faktisk hele venstre siden generelt.
Foruden ovenstående tvivlsspørgsmål og forbedringspunkter, så er der selvfølgelig mange flere af den slags, alt afhængig af hvordan man ser på Arsenals nuværende situation. Men det er nu den samlede vurdering af dem, der for mig til at tro, at dette bliver Arsenals sæson. For Arsenal står på mange måder bedre og stærkere end man gjorde forrige sommer, hvor man handlede hen over sommerens transfervindue efter at løfte loftet med spillere som David Raya, Kai Havertz og Declan Rice. Spillere der skulle finde deres plads det første halve år, men som nu er en integreret og bærende del af holdet.
Vi er altså ikke på samme måde presset til at skulle løfte loftet denne sommer, som vores ageren på transfermarkedet også har indikeret, men det tager jeg blot som et tegn på, at vi står stærkere end forrige sommer. Og det selv, hvis vi ikke henter en ny 9’er, som mange håber og tror på, men lad os nu se hvad de sidste dage af transfervinduet bringer.
I denne sæson skal forventningen om titler indfries. Hold kæft jeg glæder mig. COYG!